Hero - kapitel 8

“Some say love and friends they don't mix
but i can't help the way that i feel(A yo)
Seeing you makes me think (hey yo)
Seeing you make me think( Oh woo Ho)
I know you and me it seems weird
but i think we should consider it (Hey yo)
Seeing you makes me thing (Hey yo)
Seeing you makes me think”

Jeg stod og sang ude i køkkenet. Jeg var sikkert ved at vække Martin og Thomas, men sådan var det. Det måtte de bare finde sig i. Jeg skruede op for anlægget, dansede rundt og sang med på ”Hey yo”. Det var tre uger siden at Bill blev begravet. Savnet var stadig stort, men jeg var nødt til at klare mig. Jeg havde heldigvis Tom, min bror og Thomas.
Thomas kom slentrende ud til mig, og jeg skruede lidt ned for musikken. ”Godmorgen” smilede jeg til ham. Jeg var meget hyper lige nu, selvom klokken ikke var mere end ni. ”Godmorgen” svarede han gnavent. ”hvorfor er du allerede oppe?” jeg satte en kop kaffe foran ham. ”Jeg kunne ikke sove” grinte jeg og satte mig ned ved siden af ham. ”hmm” vi tog begge en tår af vores kaffe. ”Jeg smutter snart hjem til Tom” han kiggede på mig på en meget underlig måde. ”Har i noget kørende?” jeg vidste dette spørgsmål en dag ville komme, og ja det havde vi. I starten var det bare en trøst for mig, men mine følelser for Tom havde udviklet sig. Jeg vidste godt, at det virkede underligt, at jeg gik fra den ene tvilling til den anden, men det var sådan jeg følte. Tom og jeg var stadig venner, det var det eneste endnu. Men vi havde snakket om tingene, for Tom følte det sammen. Vi ville gerne tage den med ro, også for hans families skyld og deres fans.
”Ja” jeg smilede til ham. ”Du kom dig da hurtig over Tom” Ja, Thomas var en der snakkede før han tænkte, hvilket jeg nogle gange kunne dræbe ham for. ”Ja, Thomas. Du kan være pænt ligeglad” heldigvis tog han ikke tingene så tungt som jeg sagde det. ”Nej nej, det er jo kun godt Heidimusen” han smilede til mig. ”Gå du nu bare ind og knald Martin, jeg vil være tilbage engang i aften eller i morgen” jeg satte min kop over i vasken og fandt frem min jakke. ”Vi ses snuske” sagde han, jeg smilede til ham og smuttede ud af døren.

”Hej” sagde Tom. Jeg gik indenfor og gav ham et kram. ”Hvordan har du det?” jeg kiggede alvorligt på ham. Han stod lidt og tænkte over mit spørgsmål. ”Sådan..” der var en lang pause, eller det føltes hvert fald sådan. ”jeg har det fint, jeg er glad for du er kommet. Jeg skal faktisk fortælle dig noget” vi satte os ind i stuen, hvor fjernsynet var tændt. Nyhederne var på og billeder af Bill dukkede op. Jeg havde ikke tid til at lytte til Tom lige nu, jeg måtte vide hvad de sagde om ham. ”Bill Kaulitz’ kæreste er allerede kommet videre. Ifølge rygterne er hun nu sammen med hans bror, Tom Kaulitz. Vi vil følge op på historien.” ”Okay Tom, hvor ved de det fra?” De ved det nok fordi, at jeg har fortalt det til min familie, og de har sikkert sladret, eller jeg ved det ikke..” ”hmm” jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til det. Tom måtte føle sig sikker på det siden han havde fortalt det til nogen, men jeg ville gerne have gået stille frem. Også fordi, at dette sommetider kunne føles forkert og underligt. ”Er du okay?” han tog min hånd og kiggede alvorligt ind i øjnene på mig. Jeg nikkede og lænede mig frem og kyssede ham. Han smilede til mig.
Det hele måtte og skulle bare ende godt. Tom ville være der for mig uanset hvad. Vi begge havde gået igennem det sværeste man kunne forestille sig, men for mig havde Tom være min Hero..


Historien er slut..

Hero - kapitel 7

Vi var nu kommet til dagen hvor begravelsen fandt sted. Tom ville hente mig klokken halv tolv, hvorefter vi ville tilbringe noget tid sammen inden begravelsen. Jeg havde tænkt over et stykke tid hvad jeg ville have på.
Jeg gik hen til min skuffe og fandt nogle sorte strømpebukser, satte mig hen på sengen og trak dem langsomt på. Det hele havde gået lidt langsomt siden jeg vågnede til morges. Jeg var ikke rigtig i humør til at skulle til begravelse, men hvem ville også nogensinde bryde sig om det? Jeg fandt min sorte kjole frem. Den sluttede ved knæene og ved albuerne. Jeg tog den på og satte mig sukkende ned på sengen igen. Jeg kiggede lidt rundt i rummet. Her var tomt, intet var som det var før. Der manglede noget. Bill ville have ligget i min seng på dette tidspunkt og brokket sig over, at jeg allerede var oppe. Men det gjorde han ikke..
Jeg fandt mine stiletter frem, det var nogle sorte nogle der sluttede omkring min ankel. Bill havde altid elsket dem her, det var hans yndlings og jeg havde fået dem af ham. Det var derfor, at jeg besluttede mig for at tage dem på.
Jeg gik ud til Thomas og Martin i køkkenet. ”Hej” smilede jeg. Jeg var blevet gladere på det sidste, selvom det sommetider godt kunne virke forkert, men jeg kunne jo ikke gå rundt og græde hele tiden. ”Sikke glad du er” sagde Thomas og satte sig ned ved siden af mig på barstolen. ”Ja, jeg er lidt lettet over at det snart er overstået” ”Det er godt at høre Heidi” sagde Martin og placerede et glas cola til Thomas og jeg. ”Ihh mange tak du kære broder” smilede jeg og tog en mundfuld. ”Hvornår er du hjemme igen?” spurgte Martin. ”Jeg ved det ikke.. måske tager jeg med Tom hjem” ”Vi smutter en tur i byen i aften, just so you know” smilede han til mig. Jeg svarede ham ikke, tømte mit glas og gik ind på mit værelse.

”Vorherre valgte at Bill skulle denne vej, så det må være det bedste, selvom mange ikke er enige…” præsten fortsatte med at tale. Jeg kiggede rundt på alle de mennesker der var dukket op. Man hørte en snøften fra mange omkring. Jeg stod sammen med Tom, der flere gange under begravelsen var brudt sammen og hver gang havde jeg taget ham indtil mig og trøstet ham. ”Af jord er du kommet…” ”Åh gud!” skreg Simone og faldt sammen. Hendes skrig var som at blive stukket i ryggen. Tom smed sig ind i min favn og græd..
Jeg tog med Tom, Simone og Gordon hjem efter begravelsen. Noget af Bills familie skulle også med, og selvfølgelig Gustav og Georg. Jeg ville ikke ligefrem kalde det en fest efter, men vi havde det hyggeligt. Mange var lettet over, at det hele endelig var overstået..

Hero - kapitel 6

Dette kapitel er dedikeret til Silke<3

”Jeg går i seng drenge” Jeg rejst mig fra sofaen. ”Sov godt” jeg smilede til dem, gjorde mit bedste på det hvert fald. Jeg vadede ind på mit værelse, smed tøjet og kravlede under dynen. En sang dukkede op i mit hoved.

Looking in the sky I could see your face
And I knew right where I fit in
Take me, make me, you know that I'll always be in love with you
Right till the end

So tonight, I'm gonna find a way to make it without you
I'm gonna find a way to make it without you
I'm gonna hold on to the times that we had
Tonight, I'm gonna find a way to make it without you

Anybody could've told you right from the start it's 'bout to fall apart
So rather than hold on to a broken dream or just hold on to love
And I could find a way to make it, don't hold on too tight
I'll make it without you tonight

So tonight, I'm gonna find a way to make it without you
I'm gonna find a way to make it without you
I'm gonna hold on to the times that we had
Tonight, I'm gonna find a way to make it without you

Jeg ville ikke glemme Bill, men jeg var nødt til at undvære ham, desværre. Men jeg var nødt til at prøve at klare mig uden ham, jeg skulle. Jeg havde jo ikke ligefrem andre valg. Jeg fik et kæmpe chok, da min telefon pludselig vibrerede. Jeg tjekkede den og så at det var en sms fra Tom.

Tom: Heidi.. Jeg har snakket med min mor; hun var frustreret og ødelagt den anden dag. Hun ved godt, at det ikke er din skyld, og sagde, at du selvfølgelig skulle med til begravelsen. Hvordan har du det? Jeg prøver mit bedste på at smile, men jeg har ingen grund til at være glad..
Heidi: Hej.. Det er jeg virkelig glad for. Tusind tak! – Hvordan jeg har det? Sådan lidt af helvede til. Åååh Tom.. :’/
Tom: Du er velkommen (: - Se jeg prøvede, og det gjorde ingen forskel. Jeg er mere ødelagt nu end jeg var før. Jeg ser ingen grund til at være her længere. Lige siden jeg tog af sted fra dig af.. ja, så har jeg grædt. De ringer alle steder fra og vil have et interview. Jamen Heidi, hvad skal jeg gøre? Det er nok forkert at jeg læsser det af på dig, for du har det jo ikke bedre.

Jeg havde mest lyst til at sige, at det var faktisk forkert, men drengen havde jo brug for det. Og jeg ville nok også gøre det samme hvis det var mig. Der var jo ikke så mange andre han kunne sige det til.

Heidi: Det er okay Tom.. jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige eller skrive. Jeg har lyst til at skrue tiden tilbage og gøre noget ved min dumhed. Ja, jeg føler stadig skyld.
Tom: Det skal du ikke Heidi! Jeg vil ikke have det.. Nej, jeg forstår dig godt, jeg ved heller ikke selv hvad jeg skal skrive. Og når folk vil snakke med mig om det, så ved jeg bare ikke hvad jeg skal sige. Ja! Jeg har det forfærdeligt.
Heidi: Ja nemlig.. de kan da regne ud hvordan vi har det. Men jeg vil sove nu Tom. Få noget søvn og sov godt :*

Jeg lagde hovedet på hovedpuden og lukkede øjnene. Jeg faldt næsten i søvn med det samme.

””Bill! Bill!” jeg grinte til ham. ”hvad har du gang i?” ”Det ved jeg ikke” smilede han og drejede rundt om sig selv et par gange. Han tog stak sine hænder ind i skabet og fandt en rød rose frem. Han gik hen mod mig og gav mig den. Jeg kiggede på rosen og derefter på Bill. ”Lov mig, at du vil følge mig for evigt?” Jeg kiggede ham ind i hans nøddebrune øjne og smilede. ”Jeg vil altid være ved din side Bill!” ”Og vil være ved din side for altid. Jeg elsker dig..” Tårer kom frem i mine øjne. Bill havde nogle gange svært ved at fortælle hvad han følte, og det her rørte mig. ”Jeg elsker også dig” Han smilede til mig. Hans berømte smil, der kunne gøre enhver pige blød i knæene.”

Hero - Kapitel 5

Thomas og Martin var gået ud i byen for at spise og jeg havde hele lejligheden for mig selv. Emma ville komme omkring klokken 18.00, så her sad jeg bare og ventede på hende. Inden de to drenge var gået, havde de lavet pasta til os, så vi var fri for at lave det. Det var nu en lidt trist ret, for det var Bills og min yndlingsret. Han lavede den altid på en af de dage, hvor vi fejrede hvor lang tid vi havde været sammen. Intet kunne slå hans pastaret! Jeg blev fjernet fra min tanker med et chok da det ringede på døren og jeg løb ud for at åbne. Jeg blev helt glad ved tanket om at Emma endelig ville komme. Jeg åbnede døren og fik et endnu større chok da jeg så, at det var Tom der stod der. Jeg kiggede på drengen. Hans øjne var røde og han lignede en, som ikke havde været i bad i flere dage. ”Hej” jeg flyttede mig fra døråbningen og åbnede døren endnu mere, så han kunne komme ind. ”Hej” svarede han mut og satte sig på den ene barstol i køkkenet. ”Hvad så?” Jeg satte en kop kaffe foran ham, og tog en med til mig selv og satte mig ved siden af ham. ”Intet er som det plejer, jeg mangler noget i mit liv. Jeg mangler en del af mig” Jeg kunne ikke sige noget som ville hjælpe, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til ham. Jeg havde det forfærdeligt, men jeg ville ikke sidde her og fortælle det til Tom, han havde det slemt nok i forvejen. ”Jeg håber min mor kommer sig over chokket snart, og stopper med at give dig skylden” ”Det er min skyld Tom, så det er lige meget” ”Nej Heidi. Bill valgte altid at skride når vi blev uvenner, sådan har det altid været” ”Det er bare svært at lade være med at tænke på..” Okay, her sad jeg så alligevel og fortalte ham hvordan jeg havde det, men det hjalp, og det virkede også som om han blev nogenlunde glad for det. ”Ja, vi må få det bedste ud af noget så lortet som det her” ”Hvad med bandet?” Tom kiggede den anden vej og sukkede. ”Vi stopper, vi kan ikke fortsætte uden Bill. Det vil jeg ikke tillade og Gustav og Georg er enig” ”Han er så langt væk nu, og jeg fik ikke sagt farvel Tom..” ”Kom her..” sagde han og trak mig ind til ham. ÅH NEJ! Ikke nok med at han lignede Bill, så duftede han også som ham.. Hvorfor var det her ikke bare et forfærdeligt mareridt, som jeg snart ville vågne op fra? En eller anden havde slæbt mig med i helvede og nu havde jeg oplevet alt det her. Jeg trak mig tilbage igen, og tog Toms hænder i mine. ”Jeg savner ham stadig..” Han smilede til mig og nikkede. Jeg kiggede ind i hans brune øjne, der lignede Bills på en prik. ”Du skal med til begravelsen, Georg og Gustav skal selvfølgelig også med” ”Det vil jeg gerne Tom, men hvad siger din mor til det?” ”Hun kan ikke forbyde, at Bills kæreste ikke skal med! Men jeg skal nok snakke med hende” Han smilede og blinkede med det ene øje til mig. ”Jeg må hellere smutte hjem nu” han rejste sig op og satte koppen hen i vasken. Inden han gik ud af døren gav han mig et stort kram. Lejligheden duftede af Bill og Tom efter han var gået, og jeg havde lyst til at give mig til at græde igen..

”mmh, det smager fantastisk!” grinte Emma og tog endnu en bid af den pastaret Thomas og Martin havde lavet til os. ”Men hvad sagde Tom så?” spurgte hun og lød en del mere seriøs. ”Vi snakkede bare lidt om det hele og han VIL have mig med til begravelsen” ”Det lyder godt” smilede hun til mig. ”Ja, så må vi bare se hvad der sker og alt det der. Jeg glæder mig til, at det hele er overstået. Jeg syns det har været nok nu.” Hun smilede til mig og vi fortsatte med at spise.

Hero - Kapitel 4

Jeg vågnede forskrækket op.. Var det et mareridt eller hvad? Jeg kiggede på den anden side og så at Bill ikke var der. Det hele var sandt.. jeg satte mig forsigtigt op i sengen, og havde endnu engang lyst til at græde. Jeg trak i mit joggingtøj og slæbte fødderne efter mig, ud i køkkenet. Min bror var i gang med at lave morgenmad og satte en kop kaffe foran mig. Han kiggede med medlidenhed på mig og sagde; ”Hvordan har du det?” Jeg tog en tår af min kaffe og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Hvordan troede han jeg havde det? ”pænt forfærdeligt” svarede jeg og tog en bid af den morgenmad han lige havde lavet til mig. ”Jeg har set det i nyhederne” ”Jeg vil slet ikke se det, eller læser det nogen steder. Halvdelen er sikkert løgn og jeg ved hvad der skete og det er bare min skyld!” ”Det er ikke din skyld Heidi! Han valgte selv at skride, og du kunne ikke ændre det. Han skrider altid når I har skændtes”
Min storebror og jeg havde et tæt forhold. Han var bøsse, så han var meget let at snakke med. Han havde været meget fimset så længe jeg kunne huske og det havde for ingen af os i familien, kommet som et chok da han endelig fortalte det til os. Min far havde dog nogle problemer med det i starten, men han kom sig hurtigt over det. Martin havde også en kæreste, der var på alder med ham selv. Han hed Thomas og var 20.
”Jeg ved det godt Martin, men jeg føler stadig det er min skyld. Og Simone siger det samme..” Jeg havde lyst til at græde, men det var som om min krop ikke havde mere vand tilbage, som den kunne give til mine øjne, så jeg kunne græde. ”Hvad med Tom? Har du snakket med ham siden?” jeg rystede på hovedet, ”jeg har lyst til at besøge ham, men det kommer der nok heller ikke noget godt ud af” Jeg tog en tår kaffe og sagde derefter; ”Han er nok også sammen med Gordon og Simone, hvilket jeg godt forstår” ”Thomas kommer over i dag” ”Dejligt” jeg prøvede på at smile til ham, men jeg kunne ikke rigtig få mundvigene til at bevæge sig. ”Ja, vi skal fejre vores årsdag” Jeg kiggede på ham. ”Vi har jo været sammen i et år i dag” ”Tillykke med det” Jeg gav ham et kram og gik ind på mit værelse igen. Jeg satte mig ned foran min computer.. jeg gik ind på facebook for at tjekke min profil og jeg havde fået en masse beskeder fra en masse mennesker, som kondolerede og nogle fans havde sendt breve til mig, der fortalte det var min skyld.
Great! Som om jeg ikke var blevet mindet om det nok gange?!

”Det er Heidi” sagde jeg, da telefonen ringede. ”Det er mor lille skat” ”Hej mor” endelig kunne jeg smile, det var lige hvad jeg havde brug for, at høre min mors stemme. ”Jeg har hørt det forfærdelige skat, og far og jeg kondolere. Vi kan godt komme hjem hvis du vil have det?” ”Nej nej mor, det går nok. Jeg har Martin, og Emma kommer i dag” Emma var min allerbedste veninde, som stod mig meget nær. Vi havde været venner siden vi var små. ”Det er jeg glad for. Jeg håber du er nogenlunde okay” ”Det skal nok gå mor” Jeg lagde på og gik ud i stuen til Thomas og Martin. Jeg var trist over det der var sket, jeg var knust! Men jeg havde det efter omstændighederne bedre end jeg troede. ”Hej pigebarn” sagde Thomas og gav mig et stort varmt kram, som jeg gengældte. ”Jeg kondolere” sagde han. ”Tak” smilede jeg og plantede mig ned sammen med dem i sofaen og så en film.

Hero - Kapitel 3

Tom og jeg stod nu inde på sygehuset og ventede på Simone og Gordon. Det hele var min skyld! Jeg skulle bare have holdt min kæft og ignoreret den fucking fest, selvom det var en af mine bedste veninder. Jeg så Gordon kom gående rundt om hjørnet efterfulgt Simone som han havde i hånden. Simone gik med bøjet hoved, og Gordons øjne var røde. De kom tættere på.. ”TOOOOOOOOOOOM!” skreg hun og faldt sammen i Toms favn. Jeg trådte lidt væk og lod dem være sig selv. Simone vendte sig om mod mig. Hendes øjne var fyldt med vrede. ”Det er din skyld det hele!!” skreg hun pludselig. ”Du dræbte ham, det er din skyld at han er død!” Hun vendte sig om igen, og Tom tog hende indtil sig. Der kom en læge hen mod os. Det var ham der havde taget imod Tom og jeg, da vi kom. ”Heidi Iversen?” sagde han. Jeg kiggede med våde øjne på ham. ”Du kan komme med og identificere ham nu” Det her ville blive hårdt, meget hårdt. Jeg havde ikke lyst til at se Bill død. Jeg ville ikke! Jeg kunne ikke, ikke efter det jeg havde gjort det. ”Hun skal ikke derind! Hun skal aldrig nogensinde se ham ELLER os igen!” sagde Simone. Hun var sort omkring øjnene og stod stadig ved siden af Tom. ”Jeg formoder, at du er Bills mor?” lægen kiggede spørgende på hende, mens jeg selv stod og kiggede fra lægen til Simone. ”Ja, det er jeg” ”Så må du følger med, og resten der skal med ind, følger også med” Jeg stod og kiggede på dem mens de gik. Tom kiggede tilbage på mig med sørgmodige øjne. Han mindede så meget om Bill..
Jeg gik den lange vej hjem, lysten til at tage en taxi var ikke stor. Det var mørkt, men heldigvis regnede det ikke. Lystet fra lygterne i Berlin var det eneste der lyste op.

Jeg smækkede døren hårdt da jeg kom hjem og min storebror kom farende ud. ”Hvad er der med dig?” han kiggede overraskende på mig. ”Bill er død for helvede!” jeg vadede ind på mit værelse og smed mig i sengen. Ååh, endnu engang løb tårerne ned af mine kinder, men jeg tørrede dem væk. Min bror kom ind til mig, og satte sig forsigtigt ved siden af mig på sengen. ”Hvad så?” spurgte han, ”Ja, hvad så?” svarede jeg ligegyldigt. ”Vil du fortælle mig om det?” ”Kan du ikke bare læse det i aviserne, bladene eller se det i nyhederne i morgen?” Jeg kiggede på ham. ”Eller de er der sikkert også nu..” ”Åh min pige..” ”Og det hele er min skyld Martin! Jeg skulle til fest i aften, men han ville ikke have det.. og så skred han bare.” Jeg tudbrølede og begravede mit ansigt ned i min pude. Ikke nok med at Bill var død, så var det min skyld han døde. Hvorfor? – det blev jeg ved med at spørge mig selv om. Martin sagde ikke mere, men forsvandt stille og roligt igen.
Jeg var godt smadret nu og lukkede mine øjne i og faldt hen i min drømmeverden..

”Bill? Biiiill..” Der dukkede et ansigt op, der mindede som Bills.”Bill?” Kaldte jeg endnu engang og denne gang blev ansigtet klart, det var Bill! ”Det er ikke din skyld Heidi! Det var mit eget valg at smutte, skyd ikke skylden på dig selv min pige..” Han kiggede med medlidenhed på mig. ”Men jeg fik dig til at gå og din mor sagde?” tårerne pressede på mine øjne. ”Det passer ikke! Min mor er vred og frustreret.. jeg elsker dig Heidi.” han forsvandt igen.”

Hero - Kapitel 2

Næste skridt; at finde Bill! Okay, jeg vidste godt at denne opgave ville blive umulig, så jeg ville bare nøjes med at skrive til ham. Jeg satte mig tilbage i sofaen til Tom efter at have hentet en kop kaffe. ”Har du ikke taget kaffe med til mig? hvor vover du?” Jeg kiggede chokeret på ham. ”Ej det var bare gas!! Sådan noget numsegas!” Grinte han, han troede åbenbart at han var meget sjov. ”Næ, det har jeg faktisk ikke” smilede jeg, ”men du kan da hente noget, der står noget på kanden” ”Åh Heidi, jeg er jo SÅ forfærdelig doven.” ”Det ved jeg godt Tom” grinte jeg. Vi stenede noget tv, da min mobil ringede. Det var ikke Bill, men ukendt nummer OG Bill havde ikke svaret mig.. Jeg tog telefon og fik en fremmede mand i røret. ”Kender du en Bill Kaulitz? Ham den verdens berømte fra Tokio Hotel?” Spurgte han. ”Ja, det er min kæreste..” svarede jeg og blev en smule urolig. ”Vi har her fundet hans mobil, og dit nummer var det sidste han havde ringet til. Der er sket en ulykke og vi ved ikke om han er indblandet..” Jeg sad lidt og anede ikke helt rigtig hvad jeg skulle svare. ”Vi ved ikke om han er kommet på hospitalet, hvis han var indblandet. Vi ringer tilbage senere om information” han lagde på igen. Nu var jeg mere forvirret end jeg var før. ”Hvad så?” spurgte Tom ”Hvem var det?” ”En mand..” svarede jeg og sad stadig chokeret og kiggede ud i luften. ”Hvad søren sagde han?” Jeg forklarede ham det hele. ”Hvorfor fanden går du ikke i panik man? Bill kan være indblandet i en ulykke og du gør INTET!” ”Hvad skal jeg gøre Tom?” Tom var helt oppe i det røde felt og ringe, mens jeg tog det mere roligt. Det her bekymrede mig godt nok mere end noget andet, men jeg reagerede anderledes end ham. ”Vi skal have ringen til mor for fanden!” ”Så ring Tom!” Han hev min telefon ud af hånden på mig og tastede Simones nummer. Han snakkede som et vandfald da hun tog telefonen. Jeg sad bare helt stiv og kiggede på væggen. Tomhed! Det var forfærdeligt. Hvad hvis der var sket ham noget? Hvis der var sket noget så han ikke længere kunne synge? Hvad nu hvis… hvis han var død? Hvordan fanden jeg kunne jeg tænke noget så forfærdeligt?! Tårerne nærmede sig enden, og ville snart komme ud. Jeg kunne mærke det. ”TOM!” han vendte sig forskrækket om. ”Vi bliver nødt til at gå ud og lede efter ham?” Jeg kiggede spørgende på ham. Han nikkede og derefter rystede på hovedet. Han kunne da ikke sige nej til det! Han skulle! Det var hans bror, min kæreste, han skulle bare findes. Han satte sig opgivende ned i sofaen. Vi sad bare og stirrede på hinanden nu..
Min telefon ringede igen og både Tom og jeg fløj op. Nervøs tog jeg telefonen. ”Det er Heidi?” ”Ja goddag, det er Thomas igen..” hvordan kunne han sige igen, ja det vidste jeg godt, men jeg vidste jo ikke hvad han hed før? ”Vi har fundet Bill, men i skal komme ind og identificere ham..” ”Hvad mener du? Er han død?” ”Jeg kondolere..” Hans stemme lød omsorgsfuld og fuld af sympati. Jeg kastede telefonen langt væk, og de gik i stykker. ”Hvad fanden?..” sagde Tom og kiggede overraskende på mig. ”Bill er død for fanden Tom!” Jeg skreg det ind i hovedet på ham og smed mig derefter ned i skødet på ham.

Hero - Kapitel 1

”Bill, Bill, Bill, Bill!” Jeg løb ind til ham i stuen, hvor han sad sammen med Tom. De kiggede begge underligt og spørgende på mig. ”Se min nye kjole” grinte jeg og holdte den op foran dem. Jeg skulle med dem til MTV EMA, og havde fået lov til at købe mig en ny kjole. Hurra! Det var en grøn glimmer kjole agtig’noget, som var lårkort og med lange ærmer. Den ville passe perfekt til mit blonde hår. ”smukt Heidi” grinte Tom. spasser! ”Luk røven Tom” jeg smed mig ned ved siden af Bill. ”Du bliver smuk skat” smilede han og tog min hånd. Der fløj en følelse af varme gennem min krop. ”Du kommer til at ligne et selvlysende grantræ” Endnu mere spasser. ”Tom?” han fjernede blikket fra fjernsynet og kiggede hen på mig. ”Du kan forstå at gøre en pige glad” ”Ja!” udbrød han, ”især i sengen. Det kender du alt til” grinte han, endnu højere end Bill og jeg. ”Jeg kan ligeså godt opgive at banke noget fornuft og seriøshed ind i hovedet på dig” ”Det troede jeg du havde opdaget for længe siden” ”næ, maskinværket går lidt langsomt..” jeg rejste mig for at gå op med min kjole. ”Det kunne jeg godt have fortalt dig” råbte han efter mig. Jeg smed mig kort på sengen, men kom hurtigt op igen, da min mobil ringede. ”Det er Heidi” sagde jeg. Det var min veninde, Kristina, der ringede. ”Det er dagen før EMA, så jeg må nok hellere snakke med Bill om det” jeg smed på igen. Åh, fest før EMA, det var nok ikke lige hvad Bill ville have. Men hun fyldte jo 18, og jeg skulle være der for hende, jeg kunne da ikke svigte hende, men heller ikke Bill..

Heidi: Kan du ikke lige komme herop skat?
Bill: Jo, er der om lidt skat.

Jeg hørte Bill kom han og kom travende op af trapperne, og lidt efter var han inde ved mig. ”Hvad så?” spurgte han og parkerede sin røv ved siden af mig. ”Øhm, du ved jo at Kristina bliver atten i dag, og jeg havde først meldt fra, men hun vil så gerne have mig med til sin fest. Er det ikke i orden jeg tager med?” jeg kiggede på ham med mine hundeøjne, ikke fordi jeg troede det hjalp, men jeg kunne jo kun håbe. ”Øhm, det syns jeg ikke” ”Bill, jeg bliver nødt til det, hun er en af mine bedste veninder. Jeg skal!” ”Vi skal jo for fanden tidligt af sted i morgen, så det skal du ikke!” ”Hvorfor spurgte jeg dig også? Du bestemmer jo ikke om jeg skal eller ej!” ”Nej, men du ved vi skal tidligt af sted i morgen, så det syns jeg bare ikke du skal” ”Jeg skal nok være klar i morgen. Jeg skal nok lade være med at komme sent hjem!” ”Du bliver bare hjemme Heidi!!” Åh gud, drengen var jo pisse sur på mig nu. ”Bill! Jeg tager altså med, om du vil have det eller ej!” Han greb sin Ipod og skred nedenunder. Jeg gik to minutter efter nedenunder for at lede efter ham, men han var ikke til at finde. Jeg gik ind til Tom der stadig sad i stuen og begloede tv. ”Har du set Bill?” Spurgte jeg. ”Han er lige skredet” svarede han og kiggede undrende på mig. ”Jeg håbede at han ikke gjorde det” ”Hvad har du gjort ham denne gang?” Denne gang?! Hvad fejlede den dreng lige?! Det var anden gang på det år vi havde været sammen, at Bill var skredet fordi vi havde skændes. Faktisk kun anden gang at vi havde skændes så voldsomt, det plejede ikke at være sådan her. ”Jeg sagde bare til ham, at jeg VILLE med til min venindes atten års” ”Du ved jo godt at vi tager TIDLIGT af sted i morgen, ikke?” ”Jo Tom, det er jeg udmærket godt klar over, men jeg kommer jo ikke sent hjem for søren” ”Søren er her ikke. Der er kun mig” ”Du er så dum” grinte jeg og satte mig ned ved siden af ham. ”Tja, pigerne kan alligevel lide mig” ”Hvilke piger? De dragqueens der går rundt på gaden nogle gange?” Han grinte af mig og sagde; ”Ja, dem! De elsker mig, kan jeg godt lige fortælle dig” Den dreng havde en sær humor. ”Du er godt nok noget af en heldig fyr, Tom!” ”Jeg ved det!” grinede han. Der gik lidt tid med stilhed, men jeg gruede for at stille ham et spørgsmål og tog mig til sidst sammen. ”Hvornår tror du Bill kommer igen?” Han hadede at blande sig i vores skænderier, for han ville helst ikke se ham såret. ”Forhåbentligt snart, søde Heidi..” Tristheden over hans tonefald gjorde nu også mig trist. Jeg besluttede mig for at skrive til Kristina og aflyse. Jeg ville finde Bill eller i det mindste vente på at han kom hjem.

Heidi: Hej skattepige. Jeg er SÅ SÅ SÅ meget ked af det, men jeg kan altså ikke komme. Bill og jeg var oppe og skændtes omkring det, og nu er han skredet. Jeg ved ikke hvor han er.. Og NEJ! Jeg sætter ham ikke højere end dig.<3
Kristina: No no no, jeg forstår dig godt mus :*
Heidi: Du må have en perfekt aften! Vi ses <3