Hero - Kapitel 4

Jeg vågnede forskrækket op.. Var det et mareridt eller hvad? Jeg kiggede på den anden side og så at Bill ikke var der. Det hele var sandt.. jeg satte mig forsigtigt op i sengen, og havde endnu engang lyst til at græde. Jeg trak i mit joggingtøj og slæbte fødderne efter mig, ud i køkkenet. Min bror var i gang med at lave morgenmad og satte en kop kaffe foran mig. Han kiggede med medlidenhed på mig og sagde; ”Hvordan har du det?” Jeg tog en tår af min kaffe og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Hvordan troede han jeg havde det? ”pænt forfærdeligt” svarede jeg og tog en bid af den morgenmad han lige havde lavet til mig. ”Jeg har set det i nyhederne” ”Jeg vil slet ikke se det, eller læser det nogen steder. Halvdelen er sikkert løgn og jeg ved hvad der skete og det er bare min skyld!” ”Det er ikke din skyld Heidi! Han valgte selv at skride, og du kunne ikke ændre det. Han skrider altid når I har skændtes”
Min storebror og jeg havde et tæt forhold. Han var bøsse, så han var meget let at snakke med. Han havde været meget fimset så længe jeg kunne huske og det havde for ingen af os i familien, kommet som et chok da han endelig fortalte det til os. Min far havde dog nogle problemer med det i starten, men han kom sig hurtigt over det. Martin havde også en kæreste, der var på alder med ham selv. Han hed Thomas og var 20.
”Jeg ved det godt Martin, men jeg føler stadig det er min skyld. Og Simone siger det samme..” Jeg havde lyst til at græde, men det var som om min krop ikke havde mere vand tilbage, som den kunne give til mine øjne, så jeg kunne græde. ”Hvad med Tom? Har du snakket med ham siden?” jeg rystede på hovedet, ”jeg har lyst til at besøge ham, men det kommer der nok heller ikke noget godt ud af” Jeg tog en tår kaffe og sagde derefter; ”Han er nok også sammen med Gordon og Simone, hvilket jeg godt forstår” ”Thomas kommer over i dag” ”Dejligt” jeg prøvede på at smile til ham, men jeg kunne ikke rigtig få mundvigene til at bevæge sig. ”Ja, vi skal fejre vores årsdag” Jeg kiggede på ham. ”Vi har jo været sammen i et år i dag” ”Tillykke med det” Jeg gav ham et kram og gik ind på mit værelse igen. Jeg satte mig ned foran min computer.. jeg gik ind på facebook for at tjekke min profil og jeg havde fået en masse beskeder fra en masse mennesker, som kondolerede og nogle fans havde sendt breve til mig, der fortalte det var min skyld.
Great! Som om jeg ikke var blevet mindet om det nok gange?!

”Det er Heidi” sagde jeg, da telefonen ringede. ”Det er mor lille skat” ”Hej mor” endelig kunne jeg smile, det var lige hvad jeg havde brug for, at høre min mors stemme. ”Jeg har hørt det forfærdelige skat, og far og jeg kondolere. Vi kan godt komme hjem hvis du vil have det?” ”Nej nej mor, det går nok. Jeg har Martin, og Emma kommer i dag” Emma var min allerbedste veninde, som stod mig meget nær. Vi havde været venner siden vi var små. ”Det er jeg glad for. Jeg håber du er nogenlunde okay” ”Det skal nok gå mor” Jeg lagde på og gik ud i stuen til Thomas og Martin. Jeg var trist over det der var sket, jeg var knust! Men jeg havde det efter omstændighederne bedre end jeg troede. ”Hej pigebarn” sagde Thomas og gav mig et stort varmt kram, som jeg gengældte. ”Jeg kondolere” sagde han. ”Tak” smilede jeg og plantede mig ned sammen med dem i sofaen og så en film.