Hero - Kapitel 3

Tom og jeg stod nu inde på sygehuset og ventede på Simone og Gordon. Det hele var min skyld! Jeg skulle bare have holdt min kæft og ignoreret den fucking fest, selvom det var en af mine bedste veninder. Jeg så Gordon kom gående rundt om hjørnet efterfulgt Simone som han havde i hånden. Simone gik med bøjet hoved, og Gordons øjne var røde. De kom tættere på.. ”TOOOOOOOOOOOM!” skreg hun og faldt sammen i Toms favn. Jeg trådte lidt væk og lod dem være sig selv. Simone vendte sig om mod mig. Hendes øjne var fyldt med vrede. ”Det er din skyld det hele!!” skreg hun pludselig. ”Du dræbte ham, det er din skyld at han er død!” Hun vendte sig om igen, og Tom tog hende indtil sig. Der kom en læge hen mod os. Det var ham der havde taget imod Tom og jeg, da vi kom. ”Heidi Iversen?” sagde han. Jeg kiggede med våde øjne på ham. ”Du kan komme med og identificere ham nu” Det her ville blive hårdt, meget hårdt. Jeg havde ikke lyst til at se Bill død. Jeg ville ikke! Jeg kunne ikke, ikke efter det jeg havde gjort det. ”Hun skal ikke derind! Hun skal aldrig nogensinde se ham ELLER os igen!” sagde Simone. Hun var sort omkring øjnene og stod stadig ved siden af Tom. ”Jeg formoder, at du er Bills mor?” lægen kiggede spørgende på hende, mens jeg selv stod og kiggede fra lægen til Simone. ”Ja, det er jeg” ”Så må du følger med, og resten der skal med ind, følger også med” Jeg stod og kiggede på dem mens de gik. Tom kiggede tilbage på mig med sørgmodige øjne. Han mindede så meget om Bill..
Jeg gik den lange vej hjem, lysten til at tage en taxi var ikke stor. Det var mørkt, men heldigvis regnede det ikke. Lystet fra lygterne i Berlin var det eneste der lyste op.

Jeg smækkede døren hårdt da jeg kom hjem og min storebror kom farende ud. ”Hvad er der med dig?” han kiggede overraskende på mig. ”Bill er død for helvede!” jeg vadede ind på mit værelse og smed mig i sengen. Ååh, endnu engang løb tårerne ned af mine kinder, men jeg tørrede dem væk. Min bror kom ind til mig, og satte sig forsigtigt ved siden af mig på sengen. ”Hvad så?” spurgte han, ”Ja, hvad så?” svarede jeg ligegyldigt. ”Vil du fortælle mig om det?” ”Kan du ikke bare læse det i aviserne, bladene eller se det i nyhederne i morgen?” Jeg kiggede på ham. ”Eller de er der sikkert også nu..” ”Åh min pige..” ”Og det hele er min skyld Martin! Jeg skulle til fest i aften, men han ville ikke have det.. og så skred han bare.” Jeg tudbrølede og begravede mit ansigt ned i min pude. Ikke nok med at Bill var død, så var det min skyld han døde. Hvorfor? – det blev jeg ved med at spørge mig selv om. Martin sagde ikke mere, men forsvandt stille og roligt igen.
Jeg var godt smadret nu og lukkede mine øjne i og faldt hen i min drømmeverden..

”Bill? Biiiill..” Der dukkede et ansigt op, der mindede som Bills.”Bill?” Kaldte jeg endnu engang og denne gang blev ansigtet klart, det var Bill! ”Det er ikke din skyld Heidi! Det var mit eget valg at smutte, skyd ikke skylden på dig selv min pige..” Han kiggede med medlidenhed på mig. ”Men jeg fik dig til at gå og din mor sagde?” tårerne pressede på mine øjne. ”Det passer ikke! Min mor er vred og frustreret.. jeg elsker dig Heidi.” han forsvandt igen.”