By your side - kapitel 4

”Jeg så dig i den anden nat.. hvor fanden blev du af, Tom? Du kan ikke bare sige noget til mig, og så skride igen. Jeg blev lige så glad et øjeblik. Jeg ville ønske jeg kunne være det hele tiden. Men.. det er så svært. Forestil dig, at du ikke var død, men mistede Bill.. hvordan ville det ikke være? Jeg har det lige så forfærdeligt, og Bill har det nok værre. Han mistede jo sit liv, sin bedre halvdel. Men som du sagde, så bliver det okay engang. Måske når jeg først er død? Jeg ønsker at dø. At være sammen med dig igen. Det ville gøre mig hel igen. Så ville jeg ikke være fyldt med smerte som jeg er nu. Jeg ville.. jeg vil så gerne være oppe ved dig. Må jeg ikke nok? Folk i skolen bliver ved med at fortælle mig, at jeg skal komme videre. Men det er svært! Meget svært…! De har ikke prøvet det jeg har, de har ikke mistet dig. Oveni det, så har jeg også pisset Bill af. ’Godt Heidi, du er dygtig. Du klarer dig sandelig flot. Dine karakter i skolen falder, og du har intet liv’. Tag mig væk, tak.”

Jeg pakkede papiret sammen og gik endnu engang hen til kirkegården. Jeg lagde papiret ned, men opdagede at de andre var væk. Hvem fanden havde dog taget dem?! Åh, ingen skulle læse dem, det ville blive så pinligt, så forfærdeligt for mig.. ”Fortæl mig hvem der har taget dem Tom?” jeg satte mig ned ved gravstedet og ordnede blomsterne som var der. ”Jeg bliver ved med at tænke på ”by your side”. Jeg ville ønske du var ved min side, og jeg ved din..”

Jeg begyndte endnu en gang at synge sangen.
 
No one knows how you feel
No one there you'd like to see
The day was dark and full of pain

“Someday, så vil det hele blive okay, og jeg vil være ved din side, som jeg var indtil du døde..” jeg smilede for mig selv. ”Jeg tænker tit tilbage på alle vores minder, og har mindebogen endnu, den holder humøret lidt oppe”

You write help with your own blood
'Cause hope is all you've got
You open up your eyes but nothing’s changed.

Jeg stopped med at synge, og kiggede udover det hele. Det virkede så trist. Trist at folk lå her, døde og ensomme. Hvordan var det at være død? Var der et liv efter døden, eller var det hele bare noget lort folk sagde?

I don't want to cause you trouble
Don't wanna stay too long
I just came here to say to you
Der var en eller anden der sang. Sang videre på ”By your side”, men hvem var det? Jeg sad lidt og kiggede, men jeg kunne ikke se nogen foran mig.

Turn around, I am here
If you want, it's me you'll see
Doesn't count, far or near
I can hold you when you reach for me

Jeg vendte mig rundt og så at Bill kom gående hen mod mig. Jeg smilede til ham. Det varmede så meget, at han var her lige nu, og at han sang med mig. Han satte sig ned ved siden af mig, og tog min hånd. ”Jeg er ked af det..” sagde jeg, og begyndte at græde. ”Jeg forstår dig godt..” ”Og det er du den eneste der gør..” jeg smilede skævt til ham. ”Heidi, du og jeg forstår hinanden bedre end nogen anden forstår os. Du må forstå at jeg vil dig det bedste, ligesom du vil for mig, ikke?” jeg nikkede og han fortsatte. ”Du skal kunne smile igen, og jeg vil være her ved din side hele vejen..!” Jeg glemte alt om de forsvundne breve, og nød bare, at Bill og jeg endelig kunne snakke sammen, at han var ved min side..

SLUTTO..

By your side - kapitel 3

”Sæt dig ned!” sagde Bill bestemt. Jeg var lige kommet hjem, Clara var ikke til at se nogle steder. Jeg kiggede ligegyldigt på ham, jeg var faktisk ligeglad. ”Hvad er der med dig? Hvordan er det du opfører dig?!” shit! Hvad gik dette ud på? ”Hvordan er det du opfører dig nu om jeg må spørge? Farer på mig inden jeg overhovedet har gjort noget!” jeg rejste mig op, men Bill nåede at tage fat i mig. ”Du har ikke været den samme siden Tom døde, Heidi.. det bekymrer mig” ”men det har du! Dette har slet ikke påvirket dig! Nej, så længe du havde Clara og kunne kneppe med hende, så har det været nok!” Jeg fortrød lige efter jeg havde sagt det. Hvad bildte jeg mig ind?! ”Undskyld..” jeg gik hen imod ham, men han veg væk fra mig ”Så det er sådan du ser det hele.. det troede jeg ikke om dig Heidi!” han forlod vredt rummet. Jeg kurede ned langs væggen. ”Hvad har jeg gjort for at ende her?!” jeg begravede ansigtet i hænder. ”Så svar mig dog!” græd jeg. Tårerne væltede ud. Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor sagde jeg det til ham?! ”Jeg er hjemme!” råbte Clara. Åh nej! Jeg skyndte mig at tørre tårerne væk, og smilede til hende da hun kom ind. ”Hej” sagde jeg lystigt til hende. ”hvor er Bill henne?” jeg pegede op af trappen og hun var allerede på vej derop. Hvad ville hun ikke tænke om mig, når Bill fortalte hende det? Kunne jeg ikke bare lære at holde min kæft? Jeg gik ind på Toms værelse der var i stuen. Åh, det var faktisk lettere forfærdeligt. Jeg havde ikke været der siden hans død. Ingen havde ryddet op, eller fjernet noget. Tingene stod som inden han forlod verden. Han havde et billede af mig oppe og et af Bill og Clara sammen. ”Åh Tom! Vil du ikke godt komme tilbage?” jeg smed mig på hans seng. Sygesengen var blevet fjernet efter hans død, heldigvis. Men den gamle stod der. Den vi altid lå i. ”Jeg gjorde noget forfærdeligt Tom..” det bankede på indtil værelset. Jeg tog mig sammen, satte mig op og ind af døren kom Clara. ”Hvorfor sagde du det til Bill?” jeg svarede hende ikke. Kiggede bare den anden vej. ”Hvad fanden er det for noget, Heidi?” ”Ja, jeg er ligesom også ked af det, og fortryder!” hakkede jeg. ”Ja, og hvordan tror du ikke Bill har det? Der har ikke været én nat hvor han ikke har grædt!” Hun kiggede ondt på mig og jeg blev næsten bange for hende. ”Han mistede sin soulmate, den eneste person han kunne stole fuldt på, den person han elskede mere end noget andet, Heidi! Han savner ham mere end du gør!” Hvor fanden kunne hun vide det fra? Jeg rejste mig op og gik min vej. Jeg gad ikke høre på dette mere. Jeg mødte Bill på vejen.. ”Bill..” han gik i en stor bue udenom mig. ”BILL!” skreg jeg, vendte mig om, hvilket han også gjorde. Han kiggede på mig. Hans øjne var våde og røde. Jeg blev sur på mig selv, og kunne intet sige. Hvorfor havde jeg såret ham? Hvorfor? Han fortjente det slet, slet ikke. ”Jeg er virkelig ked af det.. tro på..!” han rullede med øjnene og gik sin vej. Jeg blev endnu mere gal og det føltes som om, at jeg brændte indeni. Jeg tog endnu én gang turen hen til kirkegården, denne gang føltes den endnu længere. Jeg satte mig ned ved gravstedet da jeg kom derhen. ”Jeg gjorde noget Tom..”

No one knows how you feel
No one there you'd like to see
The day was dark and full of pain

You write help with your own blood
'Cause hope is all you've got
You open up you eyes but nothings changed

”Ingen ved hvordan jeg har det.. nok mest Bill, men jeg har lige pisset ham af. Det er som om, at vi ikke kan snakke sammen længere Tom. Jeg ved ikke hvem jeg er længere..!”

Jeg fik mig taget sammen til at gå hjem igen. Mørket var faldet på, og alle jeg gik forbi gloede bare. Som var jeg et monster, noget ondt, noget de afskyede mere end .. noget slemt bare. Clara og Bill sad og spiste da jeg kom derind. Bill kiggede væk, mens jeg fik det ondeste blik af Clara. Jeg gik ovenpå. Jeg følte ingen sult, ingen tørst, ingen trang til noget som helst. Jeg lagde mig ned på sengen. ”Det hele vil blive okay igen, Heidipigen..!” ”Tom?” var det virkelig ham? ”Det hele skal blive okay. Lige meget hvad du har gjort, så bliver det okay mellem dig og Bill igen. Han elsker dig ligeså højt som jeg gør!” ”Jamen Tom..” ”Få nu noget søvn Heidipigen. Jeg elsker dig” ”TOM!” skreg jeg. ”Hvor er du?” jeg begyndte at græde. Jeg måtte være idiot. Han kunne umuligt have været her.. men hvorfor havde jeg så set ham?

By your side - kapitel 2

Jeg hamrede min telefon da den ringede næste morgen. For fanden, ikke endnu en skoledag! Jeg fik hevet mig selv op og prøvede på at komme i tøjet, men intet ville som jeg ville. Næ, det var bare noget jeg sagde, jeg ville slet ikke i tøjet, jeg ville bare blive i sengen dagen lang.
Jeg traskede ned til Bill og Clara, som var i gang med morgenmaden. ”Godmorgen” smilede Bill. ”Sovet godt?” spurgte Clara. Skulle hun lige spørge om det? Jeg havde lyst til at skrige af smerte, skrige det væk! Skrige, at jeg havde sovet ad helvedes til, men ville ikke indrømme det til nogen.. Jeg nikkede og svarede. ”Jeg har sovet fint..” jeg tog noget brød, smuttede ud af døren og fandt nu mig selv siddende i Toms Audi. Jeg havde fået hans to biler efter hans død, mest af alt havde jeg lyst til at køre galt i en af dem, og ende i himlen hos Tom.. hver gang jeg så på en af dem, eller fandt mig selv siddende i én, så mindede det hele af ham. Det lugtede af ham, og jeg så kun Tom for mig..
”HEJ HEIDI!” skreg min veninde, da jeg trådte ind i klassen. Jeg gav hende et uægte smil og satte mig ned ved siden af hende. ”Hej taber” sagde Michael ved siden af mig. Jeg valgte at ignorere ham, men jeg havde mest lyst til at knalde ham en. ”Hvorfor er du egentlig trist over hans død?” det der spurgte han bare ikke lige om! Jeg vendte mig om, kiggede på ham og skreg af lungers fulde kraft. ”Hvad fanden bilder du dig ind at sige sådan noget?! Jeg elskede Tom mere end du nogensinde vil forstå! Måske hader du deres musik, værsgo, gør det! Men sig ALDRIG sådan noget til mig igen. ALDRIG!” jeg tog mine ting, og forlod grædefærdigt lokalet. Her sad jeg så igen i Toms bil. Jeg havde lyst til at ødelægge den, slette alle minderne om ham..

Jeg tændte min computer endnu en gang og skrev løs..

”Hej skat.. her sidder jeg så igen, total retarderet og skriver til dig. Jeg føler mig dum, men jeg vil så gerne kunne fortælle dig alt hvad jeg oplever, fortælle dig igen og igen, og hele tiden at jeg savner dig, for jeg savner dig Tom! Én spurgte mig i dag hvorfor jeg var trist over du var død? Jeg reagerede ikke som Heidi, ikke som den i kender, men det gjorde ondt. Det gjorde helvedes ondt. Det er fint, at folk hader jeres musik, ikke kan lide den, whatever, men det havde intet med dig på den måde at gøre. Jeg ved at du satte musik højere end mig, og det accepterede jeg fuldt ud, men.. bland ikke de to ting sammen, hvis man hader Tokio Hotel. Jeg føler mig stadig alene, hvor er folk henne? De er der nok, men jeg ignorerer folk. Jeg vil være alene. Jeg har lyst til at dø? Lyst til at komme hen til dig, ligge i din favn igen. Hver gang Bill tager fat om Clara, har jeg lyst til at skrige, at de skal lade være.. du drillede mig, fyrede altid dine sjove vittigheder og kommentarer af, hvor er de henne? hvor blev det hele af. Vi havde en fremtid sammen, du og jeg, skat. Vi skulle.. det skulle bare ende trist.
Jeg elsker dig højere end noget andet – Heidi.”

Jeg listede endnu engang ud i gangen. Ingen skulle se mig, de måtte ikke vide hvor jeg skulle hen. De ville syns jeg var mærkelig, hvis de fandt ud af, at jeg skrev til Tom. Jeg løb hen til kirkegården. Folk vendte sig forvirret rundt efter mig, andre grinte af mig, men jeg var ligeglad! Jeg manglede luft da jeg kom derhen, min kondi stank, og det kunne jeg tydeligvis mærke nu. Jeg lagde brevet på gravstedet, det andet var der stadig. ”Jeg sidder her igen Tom.. ensom og forladt” jeg pillede de døde blomsterhoveder af buketten jeg havde sat der. ”Du er her et eller andet sted, jeg ved det.. men bare det var virkeligt”

By your side - kapitel 1

”Hej skat. Det er første gang jeg skriver til dig, men.. jeg savner dig! Savner dig mere end noget andet. Jeg har knap nok skrevet to linjer til dig, og jeg sidder med tårer i øjnene og de løber ned af min kind.
Jeg er begyndt i skole, det hele er forfærdeligt. Folk kommer hen til mig hele tiden, ingen forstår at de skal lade være med at snakke om det. En sagde i dag til mig, at han var glad for du var død, for så ville Tokio Hotel ikke eksistere mere. Jeg blev så gal Tom, jeg blev virkelig gal. Normalt ligner det ikke mig, at råbe og skrige af andre.. men jeg kunne ikke lade være. Imens tårerne løb ned af min kind skældte jeg ham ud, men han grinte bare af mig. Han var ligeglad og kold.. ligesom alle andre er! Jeg er helt alene om denne smerte, ingen forstår mig. Bill har Clara, og jeres mor, jeg er bare her helt alene. Din mor er flyttet tilbage til Gordon igen, hun er selvfølgelig knust som os andre.. når jeg kommer hjem fra skole sidder jeg for mig selv, og laver ingenting. Jeg orker ikke at lave lektier, jeg orker ikke at spise, jeg orker intet! Jeg savner dig Tom! For fanden man, hvorfor skulle det gå så galt? Hvad blev der af ”tro, håb og kærlighed”? Hvorfor forsvandt det? JEG VIL HAVE DIG TILBAGE! Jeg orker det ikke.. jeg elsker dig mere end noget andet på denne jord, glem aldrig det skat. Vi ses i himlen min prins”

Jeg printede papiret ud, tog det i lommen og smuttede forsigtigt ud i gangen. Håbede at ingen så mig. ”Heidi?” satans! Bill havde opdaget mig. Jeg gik stille tilbage til køkkenet og kiggede spørgende på ham. ”Hvor er du på vej hen?” Han tog en slurk af sin kaffe. ”Jeg skal bare ud og gå en tur” jeg vendte mig rundt og gik min vej. Vejret var trist og gråt. Det havde de fleste dage været siden Toms død, hvilket kun var en måned siden. Ensomheden havde nærmest taget over mit liv. Jeg havde taget afstand til alle omkring mig, ikke fordi jeg havde lyst, men jeg orkede bare ikke at være sammen med nogen for tiden.
Efter ti minutters gang var jeg henne ved kirkegården. Jeg fandt Toms gravsted og satte mig ned. ”Hej Tom..” jeg kiggede rundt og sørgede for at ingen så mig. ”Hver dag er en kamp.. en kamp for at kunne smile igen, for at kunne blive lykkelig igen..” jeg sukkede trist. ”Jeg tror bare ikke det vil lykkedes, men jeg har noget med til dig..” jeg lagde brevet på gravstedet. ”Jeg ville bare give dig det her og fortælle dig, at jeg elsker dig himmelhøjt! Jeg vil snart komme igen..” jeg rejste mig op og gik min vej igen. Jeg havde været nede ved hans grav stort set hver dag siden hans begravelse. Det var første gang i dag, at jeg havde skrevet et brev.. men et eller andet sted, så havde det hjulpet mig. Den smerte jeg havde i dag var lettet ved at jeg havde skrevet til ham. Jeg vadede stille hjemad. Clara og Bill stod og lavede mad da jeg kom ind. De var glade for at have hinanden, heldige. Jeg begyndte igen at græde. Bill havde haft svært ved at smile og være glad siden Toms død, men det var lykkedes ham. De stod og pjattede, det som Tom altid gjorde ved mig, gjorde Bill nu ved Clara. ”hvorfor?” sagde jeg for mig selv og kiggede op mod himlen. ”Hej Heidi!” sagde Clara glad, futtede hen til mig og gav mig et kram. Jeg svarede hende slet ikke. Jeg havde ikke lyst. ”Skal du spise med?” hun kiggede på mig og derefter over på Bill, som også kiggede på mig. ”Nej tak. Jeg er ikke sulten..” ”Åh Heidipigen..” Clara prøvede at give mig et kram, men jeg undveg og smuttede ovenpå igen. Hvorfor var folk så glade? Hvorfor kunne de ikke se, at der ingen grund til at smile var?