Hero - kapitel 7

Vi var nu kommet til dagen hvor begravelsen fandt sted. Tom ville hente mig klokken halv tolv, hvorefter vi ville tilbringe noget tid sammen inden begravelsen. Jeg havde tænkt over et stykke tid hvad jeg ville have på.
Jeg gik hen til min skuffe og fandt nogle sorte strømpebukser, satte mig hen på sengen og trak dem langsomt på. Det hele havde gået lidt langsomt siden jeg vågnede til morges. Jeg var ikke rigtig i humør til at skulle til begravelse, men hvem ville også nogensinde bryde sig om det? Jeg fandt min sorte kjole frem. Den sluttede ved knæene og ved albuerne. Jeg tog den på og satte mig sukkende ned på sengen igen. Jeg kiggede lidt rundt i rummet. Her var tomt, intet var som det var før. Der manglede noget. Bill ville have ligget i min seng på dette tidspunkt og brokket sig over, at jeg allerede var oppe. Men det gjorde han ikke..
Jeg fandt mine stiletter frem, det var nogle sorte nogle der sluttede omkring min ankel. Bill havde altid elsket dem her, det var hans yndlings og jeg havde fået dem af ham. Det var derfor, at jeg besluttede mig for at tage dem på.
Jeg gik ud til Thomas og Martin i køkkenet. ”Hej” smilede jeg. Jeg var blevet gladere på det sidste, selvom det sommetider godt kunne virke forkert, men jeg kunne jo ikke gå rundt og græde hele tiden. ”Sikke glad du er” sagde Thomas og satte sig ned ved siden af mig på barstolen. ”Ja, jeg er lidt lettet over at det snart er overstået” ”Det er godt at høre Heidi” sagde Martin og placerede et glas cola til Thomas og jeg. ”Ihh mange tak du kære broder” smilede jeg og tog en mundfuld. ”Hvornår er du hjemme igen?” spurgte Martin. ”Jeg ved det ikke.. måske tager jeg med Tom hjem” ”Vi smutter en tur i byen i aften, just so you know” smilede han til mig. Jeg svarede ham ikke, tømte mit glas og gik ind på mit værelse.

”Vorherre valgte at Bill skulle denne vej, så det må være det bedste, selvom mange ikke er enige…” præsten fortsatte med at tale. Jeg kiggede rundt på alle de mennesker der var dukket op. Man hørte en snøften fra mange omkring. Jeg stod sammen med Tom, der flere gange under begravelsen var brudt sammen og hver gang havde jeg taget ham indtil mig og trøstet ham. ”Af jord er du kommet…” ”Åh gud!” skreg Simone og faldt sammen. Hendes skrig var som at blive stukket i ryggen. Tom smed sig ind i min favn og græd..
Jeg tog med Tom, Simone og Gordon hjem efter begravelsen. Noget af Bills familie skulle også med, og selvfølgelig Gustav og Georg. Jeg ville ikke ligefrem kalde det en fest efter, men vi havde det hyggeligt. Mange var lettet over, at det hele endelig var overstået..