Tro, håb og kærlighed - kapitel 6

”Er du klar?” Bill kiggede på mig og tog min hånd. Var jeg klar? Var jeg klar til at optræde foran flere tusind mennesker? ”Jeg ved det ikke..” svarede jeg. ”Det skal nok gå, de forstår vores situation. Der blev holdt en mindeceremoni for Tom. Heldige fans havde fået lov til at komme med, kunstnere og familie kom. Jeg stod nu bag tæppet sammen med Bill, vi skulle optræde med en Tokio Hotel sang sammen. ”Det er mærkeligt, at det ikke er Tom der skal sidde ved det klaver og spille længere..” Bill kiggede ned i gulvet da han sagde det. Han havde ret. Det var altid Tom der spillede den sang, og nu.. nu skulle han aldrig spille den længere. Vi ville aldrig få hans talenter at se igen. ”Er i klar?” en dame kom hen til os. Der ville i forbindelse med denne ceremoni blive holdt nogle taler fra forskellige mennesker, og Bill og jeg var de eneste der skulle optræde. Vi nikkede begge to selvom vi ikke helt havde følelsen af at være klar. ”Det skal nok gå Bill.” Tæppet røg ned, og vi gik ud til flere tusind skrigende fans, regnede jeg med. Men der var helt stille. Jeg kiggede forsigtigt over på Bill, som gjorde tegn til Georg om at han kunne begynde. Han startede med at spille og jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg måtte bare tage mig sammen. Bill begyndte at synge:

Is there anybody out there walking alone?
Is there anybody out there, out in the cold?
One heartbeat lost in the crowd

Is there anybody shouting what no one can hear?
Is there anybody drowning pulled down by their fear?
I feel you, don't look away

De fleste fans sang med, og jeg kunne se hvordan folk omkring fik tårer I øjnene.

Bill og jeg skulle synge omkvædet sammen:

Zoom into me, zoom into me
I know you're scared when you can't breathe
I will be there, zoom into me

Tårerne pressede på ”Tag dig sammen Heidi, du skal ikke græde nu!” Nu var det min tur til at synge et vers, og jeg var nervøs:

Is there anybody laughing to kill the pain?
Is there anybody screaming the silence away?

Jeg nåede lidt over halvvejs da tårerne kom og min stemme blev grødet. Heldigvis sang alle fansene med og for mig hjalp det.

Just open your jaded eyes

Bill og jeg sang resten sammen. Hans stemme var så smuk, og ligesom jeg var hans øjne fyldt med tårer.
Zoom into me, zoom into me
I know you're scared when you can't breathe
I will be there, zoom into me
Come closer and closer

When you can't breathe
I will be there, zoom into me

Zoom into me, zoom into me
When the world cuts your soul into pieces
And you start to bleed

When you can't breathe
I will be there, zoom into me

“Tusind tak!” sagde Bill ud til publikum. Jeg betragtede ham imens. “Gustav, Georg og jeg er så glade for jeres støtte I denne svære tid. Hvis I bare viste..” han stoppede med at snakke og kiggede udover salen. Alle var stille, det eneste man en gang imellem kunne høre var folk som græd. ”Tak alle sammen, tak!” han forlod scenen. Det var nu min tur. Bill havde fået mig overtalt til at synge Toms sang til mig. En sang som betød alverden for mig. Tanken om den fik mig til at græde. ”Tom skrev en sang til mig efter vi havde været sammen i et år.. jeg har lovet Bill at jeg i dag vil synge den for jer. I skal vide, at den betyder alt for mig..”

Musikken startede og jeg gik i gang:

” I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought
"Hey, you know, this could be something"
'Cause everything you do and words you say
You know that it all takes my breath away
And now I'm left with nothing

Jeg stirrede udover publikum, som kiggede på mig. Tårerne kunne jeg selvfølgelig ikke holde tilbage og min stemme var mere grødet end før. Bag mig afspillede de en film med Tom og alle omkring ham.

So maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one

I remember every look upon your face
The way you roll your eyes
The way you taste
You make it hard for breathing
'Cause when I close my eyes and drift away
I think of you and everything's okay
I'm finally now believing

That maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one


I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought, "Hey,"

Maybe it's true
That I can't live without you
Maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking
I can't live without you
'Cause, baby, two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
But I'll figure it out
When all is said and done
Two is better than one
Two is better than one

Jeg gik hen til klaveret som stadig stod i salen. Der stod et billede af Tom og jeg kiggede på den. Minderne fløj frem og tilbage. Intet af dette føltes rigtigt. Hvorfor skete dette lige for os? Hvorfor? Jeg ville aldrig få svaret på det, men hvis Gud havde fandtes, så ville jeg slet ikke stå her nu. ”Jeg elsker dig Tom” sagde jeg højt og hele salen klappede nu. Hvad skulle nu jeg gøre? Skulle jeg sige noget? Simone nikkede til mig, det var som om hun vidste hvad jeg tænkte. ”øhm..” var det eneste som kom ud af min mund. Jeg fik mig taget sammen og fandt noget rimelig fornuftigt at sige: ”Tom var den mest vidunderlige dreng i verden! Hans humor, som alle her nok kender. Han kunne få enhver pige til at falde for sig, og det skete for mig. Han klarede den sidste tid fantastisk. Han mistede aldrig sit humør, kun på de dårlige dage. Han mindede mig ofte om, at vi skulle, tro håbe og bede. Han var der for mig til det sidste, og jeg ved der for ham. Vi var der for hinanden, i tro, håb og kærlighed”
Alt omkring mig forsvandt..

”Og selvom vi ikke kan blive i dette øjeblik skat..” Tom holdte en lang pause. ”Så vil jeg elske dig for evigt” Jeg satte mig op foran ham, lagde ham ned og kyssede ham i sandet”

Historien er slut...

Tro, håb og kærlighed - kapitel 5

”Heidi.. det går ikke” Tom havde nu været hjemme i tre uger. Tre uger i helvede. Alle levede i frygt. Han havde fået det værre, og havde ligget i sengen i tre uger. Vi var nødt til at made ham og hjælpe ham på toilet det meste af tiden. Mest af alt fik jeg lov til at hjælpe ham. Han ville helst ikke have nogen skulle hjælpe ham, det var virkelig under hans værdighed. ”Rolig Tom, jeg hjælper dig” Tom var en sjælden gang oppe og stå. For at holde kredsløbet i gang og for at han kunne lave andet end at ligge ned. Han lagde armen omkring mig og jeg hjalp ham hen i stolen. ”Skal jeg lave noget mad til det?” ”Nej!” han lød vred. ”Du er ikke min tjener eller noget, du skal ikke gøre alt det her. Sæt dig ned hos mig” jeg satte mig i hans skød og han tog fat omkring mig. ”Ja, dette har jeg længtes efter” smilede han. ”Hvis jeg kunne tilbringe den sidste tid sådan her, så ville jeg gøre det” jeg kyssede ham på munden. ”Jeg ville ønske, at der ikke var noget der hed ’den sidste tid’” ”Vi håber og tror til det sidste, skat. Det skal vi” ”Ja” Simone kom ind med noget at drikke til Tom. Hun havde boet her on og off i ca. en uge nu. Hun ville være ved sin søns side, selvom det var meget hårdt for hende. ”Skal du have noget at drikke Heidi?” Hun så udmattet ud. Jeg vidste at hun ikke havde fået meget søvn, for det havde vi andre heller ikke. Vi ville være vågne hvert øjeblik for at være sikker på der intet skete. ’Hvad nu hvis’ følelsen sad i os, og den var svær at fjerne igen. ”Nej” svarede Tom hurtigt. ”Hun kan drikke af min sodavand, basta!” Jeg grinte til hende, og hun forlod igen stuen. ”Hvis jeg havde kræfter til det, så ville jeg knalde dig lige nu og her” ”oh my god Tom” sagde jeg og var flad af grin. På hans gode dage havde han overskud til at fyre sådan noget af, og være mere den gamle Tom. ”Så ville jeg ønske du havde kræfter til det” jeg gav ham det frække blik. ”Åh kvinde, frist mig ikke” endnu en gang kyssede jeg ham. ”Nå da, der er nogen der er i godt humør i dag” sagde Bill, der kom gående ind med Clara i hånden. ”Hele tiden” svarede Tom frisk. ”Godt at se” smilede Bill. De satte sig ned overfor os. ”Skal i lave noget spændende i dag?” spurgte Clara. ”Det gør vi jo hele tiden” svarede Tom ironisk. Han havde ikke lavet noget som helst de sidste par uger, så hvorfor skulle han pludselig det? Der var stilhed endnu en gang..

”Ja, jeg nyder at give dig bank!” ”Hov hov, man slår ikke på piger, og heller ikke du” Tom sagde intet, sad og kiggede udover vandet. ”Hvordan tror du mine fans har det?” ”ligesom os andre. Forfærdeligt, bange..” jeg kiggede på ham, og så en tåre trille ned af kinden. ”Men det skal nok gå Tom. Vi håber, tror og beder til det sidste, ikke?” Han nikkede og smilte. Det var det vi gik efter, det som vi hele tiden skulle sige til os selv når en tanke om at Tom skulle dø strejfede os. Vi måtte ikke andet. Han skulle nok klare det. Det vidste vi da alle sammen. ”Hvad nu hvis jeg dør? Hvad med drengene? Hvad med Tokio Hotel?” ”hvad ønsker du for dem Tom?” ”Jeg ønsker ikke de skal spille uden mig, hvilket jeg heller ikke tror Bill ønsker” ”Det tror jeg du har ret i. Tokio Hotel er ikke det samme uden dig, og vil ikke kunne kaldes Tokio Hotel hvis det sker, hvilket det ikke gør!” Tanken om at han skulle dø gjorde selvfølgelig ondt. Jeg ville ikke have at det skulle bringes på banen, men hvis Tom havde lyst til at snakke om det.. så ville jeg selvfølgelig lytte. ”Nej..” han sad stadig og kiggede udover havet. Jeg lagde mig med hovedet på hans skød, mens han aede mit hår. ”Dette øjeblik må gerne vare ved” sagde han. Jeg smilede for mig selv. Det ville være fantastisk. Tiden måtte meget gere stå stille og blive.. blive i dette formidable øjeblik.

”Hent en pose!” sagde Tom. Jeg farede op, hentede en opkastpose og gav den til ham. Han hostede forfærdeligt meget. ”Går det bedre?” spurgte jeg, da han var færdig. Tom nikkede, og jeg kunne se at kræfterne han havde haft lige før nu var forsvundet. ”Du skal hen og ligge igen..” Tom nikkede bare og jeg hjalp ham derhen. Clara og Bill var gået igen, så vi havde værelset for os selv. ”Det går slet ikke Heidi.. jeg lakker ud” Mine øjne blev våde, og tingene omkring mig var ikke virkelig. Sagde han virkelig det? Hvad mente han med det? Hvordan kunne han sige det? ”Kom herop skat” han stemme var blevet svagere. ”Du skal nok klare den..” jeg tudbrølede nu og kravlede ind i hans favn. ”Hvorfor siger du sådan noget?” spurgte jeg. ”Jeg kan mærke det i mig..” Hans vejrtrækning blev tungere, og jeg vidste hvad dette betød. ”SIMONE!” skreg jeg, hvorefter hun kom styrtende herind. Jeg havde nu sat mig på stolen ved siden af sengen. ”Hvad sker der?” ”Det går ikke mor..” sagde Tom og kiggede undskyldende på hende. ”Åh min lille skat..” hun begyndte nu også at græde. ”Jeg er ked af det..” ”Lad være med at undskylde Tom.. det skal nok gå” svarede hun. Jeg holdte ham i hånden. Han var koldere end før. Hvor var hans kræfter blevet af? Hvorfor var de pludselig forsvundet? ”Hvad sker der?!” sagde Bill, der måtte have hørt mig skrige. ”Tom..” sagde jeg bare. Bill løb hen til sengen og kiggede på sin bror, mens Simone gav plads til ham. ”Det er okay Tom..” sagde Bill. Tom kiggede nu ud i luften, derefter rundt på os alle sammen. ”Jeg elsker jer, og det ved i. Mor? Jeg er glad for alt du har gjort. Du er den bedste mor!” ”Selvfølgelig min dreng, jeg elsker dig” Hun kyssede ham på panden, mens hun aede hans hår. ”Og Bill? Bill for fanden. Vi har skændtes, vi har alt, men jeg elsker dig for helvede. Jeg elsker dig mere end noget andet. Jeg vil altid være hos dig, på forskellige måde, du ved” Tom blinkede til sin bror, hvorefter Bill svarede: ”Det er i orden Tom.. jeg elsker virkelig også dig” Vi sad nu alle sammen med tårer i øjnene. ”Clara?” grinte han. Lidt kræfter var der tilbage. Hun nærmede sig nu mig, og stod ved siden af mig. ”Vi har sgu haft nogle sjove timer sammen. Du og Bill passer perfekt sammen, husk det” De krammede hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Der var så meget kærlighed omkring os lige nu, og det gjorde ikke det hele bedre. ”Og Heidipigen.. du ved hvor pigeglad jeg er?” jeg grinte og nikkede til ham. ”Du gjorde noget ved mig, noget der ikke kan forklares. Du klarede opgaven, og jeg elsker dig. En bedre kæreste findes ikke. Du har været her hele tiden. Tak for din tålmodighed” ”Jeg elsker også dig skat!” sagde jeg og omfavnede ham. Jeg stirrede ham ind i øjnene. De blev svagere og svagere. Jeg kyssede ham på munden, dette ville nok blive min sidste gang. ”Jeg har ringet til lægen” sagde Gordon som kom forpustet ind. ”jeg elsk..” jeg vendte hurtigt hovedet mod Tom igen. ”jeg elsker di..” ”dig Gordon..” hans øjne lukkede, mens han stadig trak vejret. Jeg kiggede forvirret rundt på dem alle. Hvad var det der skete? ”jeg elske..” sagde Tom og åndede ud for sidste gang. ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!” skreg jeg, da det gik op for mig at han var død. Jeg kastede mig omkring ham. Alt blev sort, jeg kom ind i min egen verden. Kun Tom og jeg fandtes her. ”hvorfor forlader du mig?” græd jeg. ”hvorfor?” ”kom her Heidi” sagde Bill og hev mig væk fra ham. Jeg faldt lige ind i hans arme, hvor jeg fortsatte med at græde. ”Hvorfor Bill?” jeg faldt sammen på gulvet. Min verden var gået i stykker. ”HVORFOR?!” Gordon hev mig nu op, og tog sig ind til mig. ”det skal nok gå Heidi” sagde han. ”Det sagde Tom også, men hvorfor sige det, når det er løgn?” ingen svarede mig. Alle var i chok..

Tro, håb og kærlighed - kapitel 4

”Vi ser desværre ingen fremskridt..” lægen kiggede vemodigt på både Tom og jeg. Det var nu to måneder siden, at vi for anden gang fandt ud af, at Tom havde kræft. Ingenting var gået godt siden dengang, alt var åbenbart gået ned af bakke, ligesom jeg havde på fornemmelsen. ”Hvor lang tid har jeg tilbage nu?” Toms glød var kommet lidt tilbage, men kræften havde spredt sig endnu mere. ”Et par måneder, maks.” jeg kiggede forskrækket på lægen. Jeg havde lyst til at sige noget. Jeg kunne mærke min mund bevægede sig, men intet kom ud. ”Får jeg lov til at komme hjem?” Tom sad som forstenet. Jeg kunne se på ham at han var i chok, og ligeså snart vi er ude af lokalet så vil han græde. Jeg tog hans hånd som en trøst, mens jeg ventede på svar fra lægen. ”Kemobehandlingerne vil ikke længere hjælpe, så vi vil sige ja” Tom nikkede. ”Er der slet ingen mulighed for at det går væk?” spurgte jeg. Men jeg var nervøs for svaret. ”De arbejder på en ny behandling, men om det virker, det ved vi ikke” Der var et lille håb endnu, vi måtte bare tro og håbe på det. ”Tak” sagde Tom, gav lægen hånden hvorefter jeg gjorde det samme. Vi gik stille tilbage til værelset, hånd i hånd. Alting omkring mig forsvandt og jeg tænkte tilbage til dengang..

”Tom, lad være!” skreg jeg af grin, mens han dansede rundt nede i vandkanten. Vi var på en af de ferier som drengene sjældent var på. De havde taget et par uger fri, endelig. ”Gå væk Tom, jeg vil ikke ned i det vand!” det var tidligt om morgenen. Tom og jeg var stået op bare for at nyde solen stå op, men den var stadig nede, så vi pjattede rundt i vandet. ”Kom her Heidipigen” sagde han skummelt og nærmede sig mig.”Gå, gå din vej!” skreg jeg og begyndte at løbe, men han indhalede mig og fik mig væltet omkuld lige ned i det frysende kolde vand.
Det var en måneds tid siden vi havde været sammen i et år, og selvom Tom havde kræft, så var vi lykkelig. Han var lykkelig og han lyste op. Han kunne få hele natten til at lyse bare ved at smile. Vi lå nu her i vandkanten og solen var stille på vej op. Her var så smukt. ”Jeg håber at pillerne holder det nede” sagde han stille. ”Det gør de Tom. Det hele skal nok gå!” jeg kyssede ham på kinden og pjaskede ham til med vand. ”Hvis du ikke snart stopper med det der unge dame, så får du bank!” ”Næ dog, af hvem?” ”Du ligger da selv op til det” smilede han og trak mig ind til sig. ”Jep, og du kan lide det” svarede jeg stolt og kyssede ham lige på munden.

”Hjælper du med at pakke skat?” Tom stod henne ved skabet og fyldte sin taske med tøj. Jeg nikkede, rejste mig op og gik derhen. ”Hvor er Bill skredet hen?” spurgte jeg og kiggede mig omkring. Man havde slet ikke hørt lyden af ham i et stykke tid, ellers var det fordi jeg selv havde været væk. ”Han henter kaffe og kage!” smilede Tom. ”mmh kage…” og drømte om et lækkert stykke kage som jeg snart skulle indtage. ”Mor og Gordon kommer snart, og så..” jeg smilede bare til ham og fortsatte med at pakke. ”Jeg glæder mig nu til at komme hjem og bare slappe af, hvilket jeg jo også har gjort her, men” ”Så kan du også lave mad til mig” ”Uh, det tror jeg ikke jeg vil udsætte dig for smukke” ”Åh se her!” grinte jeg og holdte en bamse frem. ”det var den grimme bamse jeg gav dig” ”Den er da ikke grim..” sagde han. ”Okay, den er grim, men den er sød, der står jo ’i love you’ på” han smilede stolt til mig. ”Så er der..” sagde Bill, men jeg afbrød ham. ”KAAAAAAAAAAAAGE!” jeg farede hen til ham og hev kagen ud af hånden på ham. ”Der er vist en der kan lide kage” grinte han. ”Det burde du da vide” jeg satte det på bordet og ventede på at de andre kom, så jeg kunne æde det. ”Vi venter altså på mor og Gordon” sagde Tom. ”Du er tarvelig” jeg sukkede, mens jeg blev ved med at kigge på kagen der fristede mig. ”Hjælp Heidi!” råbte Tom og jeg gik hen til ham. ”Se der er også denne bog som du lavede” han åbnede den og kiggede det hele igennem. Der var billeder fra før han fik stillet diagnosen, fra vores ferie sammen, og fra alt. Vi havde skrevet alt ned fra den første dag han blev indlagt, op og nedturene. Jeg satte mig ned på sengen og kiggede den igennem. Den var fyldt med glæde og det modsatte. Tiden var gået alt for hurtigt.
”Så er vi her!” sagde Gordon glad da han kom brasende ind på værelset. ”CLARA!” skreg jeg, da jeg så hun var med. Jeg havde ikke set hende i lang tid, fordi jeg havde været så optaget af Tom. Jeg løb hen til hende og gav hende et kram. ”Vi skal have kage!” sagde hun og vi hoppede og ned af glæde. ”Hej Tom” sagde Clara og gav ham et kram. ”du ser bedre ud” Tom grinte af hende og svarede: ”Mange tak” ”Er du klar til at komme hjem skat?” spurgte Simone og krammede ham endnu en gang. ”Nej, jeg ved jo hvilken vej det skal gå..” Tom begyndte at græde og alle forstenede. Han havde jo ret, det ville kun gå en vej. Hvordan kunne vi andre tillade os at smile? At le? At være glade? Simone tog ham indtil sig, krammede ham hårdt, mens vi andre bare stod og kiggede på. Tårerne i mine øjne pressede på, og snart ville de strømme ud som et vandfald. ”Det skal nok gå, vi skal bare tro, håbe og bede!” sagde hun bestemt. Tom nikkede og vi gik alle hen til bordet. Tom satte sig ved siden af mig. De andre begyndte at snakke om en masse andet, mens Tom intet sagde. Han ville ikke hjem. Selvom sygehuset var forfærdeligt, så var det her håbet var. Troen på at alt nok skulle blive okay. Han lagde sin hånd på mit lår og jeg tog fat om hans arm. ”Det skal nok gå, skat” sagde jeg, tog hans ansigt hen mod mig og kyssede ham på kinden. Han smilede til mig. Det smil jeg havde forelsket mig i var der nu, og det skulle gengældes, så jeg smilede igen.
”Nå, skal vi køre hjemad?” spurgte Bill. Vi kiggede alle på Tom, som nikkede. ”Jeg er klar” sukkede han.
”Gud, hvor er det længe siden jeg har været ude og køre i denne bil. Lad os tage en omvej” grinte han. ”Hvor vil du hen?” ”ingen steder, bare lidt væk fra det hele” ”Kunne du ikke lade være? Der er paparazzi efter os..” ”Åh buuuh for dem!”

Tro, håb og kærlighed - kapitel 3

Tom kom tilbage fra kemoterapi, og smilede stort til os. Han havde ikke mistet livsmodet selvom det var hårdt. Han havde tydeligvis forandret sig, men smile kunne han stadig, og hans humor var heldigvis heller ikke forsvundet. Jeg gik hen til ham. ”Hej skat” sagde han. Jeg kyssede ham på kinden, og tog hans hånd. ”Det er værre denne gang” hans stemme var hæs, og han så slap og træt ud. Jeg nikkede til ham. ”Du får lov til at hvile i fred” ”Nej! Bliv her” jeg satte mig ned på stolen ved siden af sengen. Clara og Bill kom listende hen mod os, og snakkede med ham.

””Jeg elsker også dig” svarede jeg. ”Lov mig, at hvis dette nogensinde, med alle de kemobehandlinger og humørsvingningerne, hvis det bliver for meget for dig, så smutter du. Du skal ikke lide under det her, det vil jeg ikke tillade” jeg rystede på hovedet og svarede med det samme; ”Det vil jeg aldrig kunne love dig! Jeg vil slet ikke Tom. Jeg vil fandeme være ved din side” ”Du skal ikke Heidi! Du kan jo ikke holde det ud..” ”Det skal jeg. Jeg elsker dig så højt, og.. jeg vil ikke efterlade dig” ”Lad nu være..” ”Stop det Tom!” jeg blev vred på ham. Han skulle slet ikke sige sådan noget. ”Jeg mener det virkelig, jeg vil ikke forlade dig!” han smilede skævt til mig, og kiggede ud i mørket. Her var stille fredeligt, og en sjælden gang kunne man høre en ugle. ”Jeg føler mig bare ikke god nok, og du fortjener det bedste, Heidi” ”Jeg har det bedste, jeg har dig” jeg kyssede ham, og jeg kunne mærke, at hans tunge legede med min. ”Jeg syns, at vi skal gå op på værelset” han blinkede til mig, og trak mig med ind.”

”Heidi?” jeg blev revet ud af mine tanker, og kiggede på de tre andre. ”Heidi, Bill og jeg tager hjem, vil du med?” jeg kiggede på Tom, som bare smilede til mig, og svarede: ”Nej, jeg bliver hos Tom” ”Tag du bare med dem” han smilede til mig. ”Jeg vil gerne være her hos dig. Jeg vil ikke gå glip af noget” han nikkede, og jeg tog det som et ”okay”. Bill og Clara sagde farvel og kørte hjem.
”Kommer du ikke herop til mig smukke?” Tom rykkede sig lidt og gjorde plads til mig. Jeg kravlede op til ham, og lå i hans favn. ”Hvordan har du det?” Spurgte jeg og kiggede ind i hans nøddebrune øjne, der smilede til mig. ”Jeg er så udmattet. Jeg har knap nok kræfter til at kysse dig, men jeg vil” grinte han og kyssede mig. Han begyndte at hoste, og jeg vidste nu at vi skulle igennem det hele igen – opkast, kvalme, ingen kræfter, det hele. Jeg fandt en opkast-pose til ham, og holdte den for ham, mens jeg prøvede mit bedste på ikke selv at brække mig. Det ville blive en lang nat.. Jeg lagde mig ned ved siden af ham igen. ”Jeg er ked af, at du skal igennem det her” sagde Tom og en tåre kom til syne i hans øjenkrog. ”Jeg vil selv”

Jeg rejste mig op og kiggede rundt i lokalet. Tom sad henne ved bordet og spiste morgenmad. Han så glad ud i dag på trods af den hårde nat. ”Godmorgen skat” smilede han. Jeg gabte, futtede hen til ham, kyssede ham på kinden og satte mig overfor ham. ”Har du sovet godt?” spurgte han, mens jeg gik i gang med morgenmaden. ”Ja, jeg har jo sovet ved siden af dig” han grinte af mig. ”Jeg håber jeg kan holde maden nede i dag, for så får jeg lov til at tage hjem” ”Åh, det håber jeg skat” ”Bill kommer snart” ”Kommer Clara ikke?” jeg tog endnu en bid af min mad. Han rystede på hovedet. ”Mor og Gordon kommer også..” hans blik blev trist. Han havde ikke haft besøg af sine forældre siden vi fik det at vide igen, og det hele gjorde ondt på ham. Jeg kunne nærmest mærke hans smerte, og jeg begyndte at græde. Tom kiggede på mig, da han hørte jeg snøftede. ”Det skal nok gå” ”Det sagde du også første gang” ”Jeg vil ikke dø! Det sker ikke” jeg sagde intet, tog bare hans hånd og nikkede.
”Hej” sagde Bill, da han kom ind til os. Han satte sig ved siden af Tom. Der var ingen af os som svarede ham. Den glade stemning var forsvundet igen. ”Har du det godt?” han kiggede på Tom, som kiggede på ham. ”Jeg har det okay, men jeg er træt” ”Ja..” Bill nikkede. ”Mor og Gordon kommer snart, så kan vi få snakket om det” ”Snakket om hvad?” jeg kiggede nysgerrigt men bekymret på dem. ”Hvis nu..” sagde Tom og det var nok. Jeg vidste jo godt hvad han mente med det. ”Hvis nu jeg dør, når jeg dør, vi arrangere det hele nu” ”Hvorfor?” tudbrølede jeg. Tom satte sig over ved siden af mig, tog fat om mig og holdte mig ind til sig. Jeg ville ikke acceptere virkeligheden. Jeg ville ikke have han skulle dø, selvfølgelig ikke. Bill kiggede på mig og havde selv tåre i øjnene. ”Det er kun hvis, skat” sagde Tom. Jeg nikkede og prøvede på at acceptere det, men det var svært. At tale om hans begravelse.. min kæreste. Gordon og Simone kom gående ind til os, de smilte svagt og gav os et kram. ”Jeg går imens..” sagde jeg, rejste mig op, men kom ikke langt da Tom tog fat i mig. ”Vil du ikke nok blive her?” han så bedende på mig og jeg nikkede. Jeg skulle jo støtte ham, jeg kunne ikke forlade ham lige meget hvor ondt det gjorde på mig. ”Hvordan har du det?” spurgte Simone og kiggede på Tom med et trist blik. ”Okay..” han prøvede at smile til ham, men os som kendte ham, vi kunne se at det var fake. ”Jeg har taget en masse med om kister og det..” hun rakte noget papir over til Tom, og jeg kiggede sammen med ham. Han pegede på en kiste og sagde: ”Det skal være den!” det føltes så underligt at sidde og planlægge hans begravelse når han stadig var her. ”Og jeg vil ikke have en masse i kirken, det skal kun være de nærmeste. Fans er selvfølgelig velkomne bagefter, og så skal i holde en lille sammenkost bagefter” Simone nikkede mens hun skrev det hele ned. ”Det var det” sagde Tom. Jeg lagde min hånd på hans lår. Jeg kunne se at han var ved at græde. Hans øjne blev mere og mere våde og han rejste sig vredt og trampede væk. ”Det skal nok blive okay..” hviskede jeg og lagde mærke til at de andre sad og kiggede på mig. ”Hvordan gik det i nat?” spurgte Gordon, satte sig over ved siden af mig og lagde armen om mig. ”Det var en hård nat, med opkast og det hele..” svarede jeg og kiggede med våde øjne på ham. ”kom her min pige” jeg lænede mig ind til ham, håbede det hele snart ville gå væk. Smerten og frygten i alles øjne.

”Tag du bare med Bill hjem” sagde Tom til mig. Han havde ikke fået lov til at tage hjem i dag. Intet var blevet bedre, tværtimod, Tom havde fået det værre. ”Nej Tom, jeg vil være ved din side!” sagde jeg bestemt og slap ikke øjenkontakten. ”Du skal ikke være her og se mig sådan igen, du fortjener det ikke!” jeg kunne høre at han var vred. Simone og Gordon var taget hjem for et par timer siden, og Bill og jeg havde været ved Tom siden. Han havde ikke været ude af sengen siden, og det gik ham på. Han var lige begyndt at vænne sig til, at han kunne det hele selv igen, og ikke skulle passes i hoved og røv. ”Men du skal ikke være alene” ”Der ligger da døende mennesker omkring mig, jeg har det fint” ”Gider du godt lade være! Jeg tager ikke hjem!” ”Tag nu for helvede hjem Heidi!” Jeg kiggede på Bill der kiggede tilbage med medlidenhed. Jeg rejste mig forvirret og vredt op og gik min vej. Jeg vidste jo et eller andet sted godt, at han ikke ville have jeg skulle tage med Bill hjem, men han mente jo bare, at jeg ikke fortjente at se ham sådan. Men han skulle ikke være alene i sådan én tid, lige meget hvor hårdt det var for os andre, så skulle han bare ikke.
Jeg satte mig et par meter væk fra værelset og kiggede rundt. Dette var kræftafdelingen. De fleste her var vel klar over, at de snart skulle dø, eller at de ikke havde mange år tilbage. Det gav mig kvalme. Jeg havde bestemt ikke savnet lydene af sygeplejersker, læger eller andre fagfolk gå rundt i deres træsko, eller af senge som blev kørt rundt. Og så var der lugten af sygehus. Det skulle være et rent sted, men her lugtede beskidt. Alting var hvidt, her skulle være farver, farver der ville give folk håb og gøre dem glade. Jeg løb hen til den nærmeste elevator. Jeg måtte ud herfra. Min vejrtrækning blev hurtigere og jeg følte at jeg slet ikke kunne få vejret herinde. Det var så forfærdeligt. Da jeg endelig kom ned på stueplanen løb jeg alt hvad jeg kunne udenfor. Jeg måtte bare ud og trække frisk luft, væk fra det hvide og ud i mørket. Folk omkring mig kiggede underligt, men jeg var ligeglad. De vidste jo ikke hvordan dette var, eller gjorde de? Følte nogle af dem måske det samme som jeg? Mine tanker blev afbrudt da min mobil ringede. Jeg kiggede på displayet og så at det var Bill. ”Hvad så?” spurgte jeg da jeg tog den. Han snakkede forfærdelig hurtigt og jeg forstod ikke særlig meget. ”Træk vejret Bill, og sig det L A N G S O M T” Han snakkede igen, og fortalte, at Tom var ude af den. Han var ikke vild med at jeg bare var skredet og fortrød at han havde råbt af mig. ”Okay, jeg kommer tilbage om lidt..” svarede jeg.
”Undskyld” sagde Tom og kiggede på mig. Han var bleg, og afkræftet. Han lignede mest af alt et lig, eller en gammel mand som bare ventede på han skulle dø. ”Det er i orden skat” svarede jeg og kyssede ham. Det gav mig kvalme. Det han lignede gav mig kvalme og jeg begyndte at græde. ”kom her” sagde han og gjorde plads til mig i sengen. ”Bill sover her i nat også, Clara kommer senere og overnatter også” han stemme var blevet svagere siden sidst. Han måtte have brugt dagens sidste kræfter på at råbe af mig. Jeg nikkede bare og kravlede ind til ham. Hvis jeg kunne, så ville jeg give ham alle mine kræfter, eller endnu bedre, bytte med ham. Jeg lagde armen på hans mave og nussede den. ”det skal nok gå” hviskede han. ”Jeg ved det..” svarede jeg, men løj. Det ville jo sikkert ikke blive bedre, jeg troede ikke på det. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Det skulle jeg jo! Jeg kunne da umuligt være sådan en elendig kæreste. ”Og jeg elsker dig Heidi, husk altid det” hvorfor snakkede han til mig som om han ville forsvinde? Hvorfor gjorde han dette mod mig?

Tro, håb og kærlighed - kapitel 2

Tom og jeg tog sammen med Bill og Clara den lange vej ind til hospitalet næste dag. Jeg frygtede det værste, jeg var død indeni. ”Hej” sagde lægen og smilede stort til os. Hvorfor smilede han? Der var ingen grund til at være glad! Tom og jeg gik med ham ind i et rum for os selv. ”Ja, du skal med det samme i kemoterapi. Der er ikke andet at gøre” ”Hvor lang tid har jeg tilbage?” Jeg frygtede det spørgsmål. Det var det værste. Jeg ville slet ikke kende til svaret, men jeg blev nødt til det. ”Det kan ikke siges endnu, vi vil prøve et mindske det med kemo” jeg begyndte igen at græde og skreg: ”Hvorfor ikke? Han må ikke dø!” Tom tog fat om mig, og prøvede at berolige mig. ”Jeg skal vide et par ting..” vi kiggede begge to på ham. ”Vi skal vide, hvor du vil tilbringe din sidste tid henne?” ”Hjemme!” svarede han bestemt. Han var slet ikke berørt af det her, han tog det så stille og roligt. Jeg farede op og forlod rummet. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Der lugtede forfærdeligt, og der var forfærdeligt. Vi havde været på hospitalet så mange gange, og jeg havde lyst til at brække mig. Vi havde været igennem det før, men denne gang var det blevet værre. ”Heidi!” sagde Clara og fulgte med mig udenfor. Jeg kunne knap nok trække vejret og stod og hev efter det. ”Fortæl mig det?” sagde Clara og jeg kiggede på hende. Kunne hun virkelig ikke se det på mig? ”Han skal dø! De vil prøve at mindske det med kemo, men de kan intet love” hun kiggede med medlidenhed på mig og krammede mig. Bill kom lidt efter gående ud til os. ”Han skal i gang nu..” sagde Bill. ”Det gør mig så ondt Bill” jeg farede hen i hans favn, og vi stod der i et stykke tid og græd. ”Jeg må hellere ringe til mor” jeg nikkede og gik alene tilbage. Tom stod og ventede på mig. Han tog min hånd, og vi gik ind på værelset han havde fået. Jeg betragtede ham, mens han skiftede til hospitalstøj. Hans hår var endelig begyndt at komme tilbage, og han havde fået sin glød igen. Og nu.. nu skete det igen. Selv hans veltrænede krop var forsvundet grundet de hårde kemobehandlinger. Det havde taget hårdt på os alle. Den uge Tom fik kemo var han nede, havde ingen kræfter og ville intet, og ugen efter var han frisk igen. Jeg ville aldrig kunne vende mig til det. Jeg savnede ham, for han var ikke sig selv mere. Jeg kneb en tåre. Hvorfor skulle det ske igen? Hvorfor lige os? Hvorfor lige Tom? ”Kan du for fanden ikke finde en anden?” sagde jeg lavt og kiggede op i luften. Jeg håbede et eller andet sted, at den Gud der skulle eksistere, ville give mig et svar. ”Er du klar?” spurgte lægen, da han kom ind. Han kiggede trist over på mig, og nikkede derefter til lægen. Lægen gik sin vej igen, og Tom kom hen mod mig. Jeg rejste mig op, tog om ham, og lod tårerne trille. ”Jeg elsker dig” sagde han. Jeg kyssede ham inderligt, inden han igen forsvandt. Og her sad jeg igen, alene. Hvorfor havde jeg ikke vænnet mig til det? Jeg havde jo siddet her hver gang han havde været inde for at få kemoterapi.

” I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought
"Hey, you know, this could be something"
'Cause everything you do and words you say
You know that it all takes my breath away
And now I'm left with nothing

So maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one

I remember every look upon your face
The way you roll your eyes
The way you taste
You make it hard for breathing
'Cause when I close my eyes and drift away
I think of you and everything's okay
I'm finally now believing

That maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one


I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought, "Hey,"

Maybe it's true
That I can't live without you
Maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking
I can't live without you
'Cause, baby, two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
But I'll figure it out
When all is said and done
Two is better than one
Two is better than one

Tom spillede sangen for mig, Bill sang og både Clara og jeg græd. Han havde for et par måneder siden, fået at vide, at han havde cancer, og havde efter sine mange hårde kemobehandlinger skrevet denne sang til mig. Det kunne ikke lade være med at røre mig. Vi havde været sammen i et år, og jeg fik en kærlighedserklæring. Jeg havde aldrig troet det om min pigeglade kæreste. ”Smukt!” sagde Clara, da de var færdige med at spille, og tørrede sine tårer væk. Jeg kiggede forelsket over på Tom. Jeg kunne intet sige, jeg græd bare og smilede til ham. Han lagde guitaren til side, tog min hånd og trak mig med udenfor, hvor vi satte os på en bænk. Det var nat nu, og månen var det eneste lys vi havde. ”Hvad syns du om sangen?” Han holdte mig stadig i hånden, og stirrede spørgende på mig. Jeg nikkede og svarede: ”Jeg elsker den, Tom!” ”Det er jeg glad for” vi grinte lidt, men kyssede derefter hinanden. ”Jeg har aldrig fået noget så dejligt. Hvis det var min fødselsdagsgave, så var jeg død af glæde” ”Så får du aldrig sådan en gave af mig” grinte Tom. ”Jeg ville aldrig..” sagde Tom, og stoppede pludselig.”Jeg ville aldrig have spillet den sang, hvis det ikke var takket være kræften. Jeg skrev den efter vi havde været sammen i nogle måneder og jeg ville aldrig have kunnet udtrykke mig overfor dig på denne måde, hvis du ikke havde taget mig med storm.” jeg kiggede på ham, og så hans øjne var blanke, og snart ville jeg begynde at græde. ”Jeg troede ikke, at vi ville holde sammen så længe” ”Så er vi to” ”Vi er sammen nu, og har været i et år. Hold da op, og nu har jeg kræft, og du er her stadig..” ”Selvfølgelig!” udbrød jeg. ”Jeg elsker dig” han kiggede stolt på mig. ”

Jeg huskede tilbage til dengang. Det var første gang, at han havde sagt han elskede mig, og han mente det.
Clara og Bill kom gående ind til mig. De smilede til mig. ”Hvordan har du det?” spurgte Bill og satte sig ned ved. ”Ingen ord kan beskrive det..” jeg kiggede på ham med et tomt blik i øjnene. Jeg håbede et eller andet sted, at han kunne fortælle hvordan jeg havde det. ”Det hele skal nok gå” Han krammede mig og gik over til Clara. De holdte sig ikke væk fra hinanden længe. Jeg stirrede på dem. Tom og jeg havde mistet det. Vi havde ikke haft sex siden hav fik kræft. For mig var det ikke slemt, men Tom.. han havde bad boy attituden, og han elskede piger. Han havde ikke haft det godt med det, men nu var det sådan. Jeg var misundelig på dem, men anderledes kunne det jo ikke blive.

Tro, håb og kærlighed - kapitel 1

”Det hele skal gå, det skal nok blive okay..” Bill gik forvirret frem og tilbage foran hospitalsværelset. Han var nervøs, og ulykkelig. ”Bill, sæt dig nu ned..” sagde Clara og kiggede bekymret på ham. ”Lad mig nu være!” råbte han.
Tom kom gående ud. Jeg kiggede forhåbningsfuldt på ham, og han nikkede. ”Kræften er væk!” smilede Tom. Jeg farede op og krammede ham. Bill kom gående tilbage med kaffe i hånden. Han kiggede på Tom, der smilede stolt. ”Det er væk, Bill! Det er væk..” han kunne slet ikke tro det selv, det kunne man høre på ham. Bill gav sin kaffe til Clara, og omfavnede ham. ”Jeg er så glad” sagde Tom lettet. Clara og jeg satte os ned på en stol, mens Bill og Tom snakkede løs. ”Jeg er så lettet” sagde jeg. Clara smilede til hende.
Vi gik udenfor i stilhed. Det første Tom gjorde var, at tænde en smøg. ”TOM” udbrød jeg, hev den ud af hånden på ham, og smed den væk. ”Du skal sku da ikke ryge, når du lige har fået at vide, at der er risiko for det kan komme igen!” jeg trampede, efterfulgt af Tom der kaldte på mig, hen mod bilen.
Turen fra hospitalet og hjem igen var meget lang. Tom havde det ikke for godt, og jeg turde intet sige. Det var som om, at frygten og viden om at det kunne komme igen, ikke kunne gå væk. Der var intet jeg kunne sige som ville være rigtigt. Klokken blev seks da vi kom hjem, og jeg begyndte at lave mad med det samme. Tom sad og kiggede på mig. ”Er du okay?” spurgte jeg endelig, vendte mig om, og stirrede på en trist Tom med blanke øjne. Han kom hen til mig, og jeg tog fat om ham. ”Hold om mig for evigt” jeg svarede ham ikke, blev bare ved med at kramme ham. ”Gider i så holde om med at knalde i køkkenet” grinte Bill, da han kom ind i køkkenet. Clara grinte af ham, og de satte sig begge tog ned til bordet. Jeg kyssede Tom, hvorefter han satte sig hen til dem. ”Vi skal interviewes i morgen” sagde Bill. ”Vil i med, Heidi og Clara?” jeg kiggede hen på Clara, der nikkede ivrigt. ”Det kan vi godt” smilede jeg. Jeg tog tallerkener frem, og satte dem hen til bordet. ”Vi tager til Berlin i aften så, og overnatter på et hotel” sagde Tom og delte tallerkenerne ud. ”Wow, det var hurtigt” sagde jeg. ”Ja, men de vil interviewe mig omkring kræften” ”Kan du klare det?” jeg vendte mig rundt og kiggede på ham. ”Det håber jeg da, ellers har jeg Bill ved min side” han smilede stolt til sin bror.
”Er i klar?” spurgte jeg da jeg kom ind til Clara og Bill. De havde travlt med at spise hinanden. ”Ja” smilede Clara, og smed sin taske hen ved siden af mig. ”Den tager du selv, snuske” smilede jeg. ”Er min brormand klar?” Bill kiggede spørgende på mig. ”Næ, han er sku altid så langsom, men han kommer nok om lidt. Jeg hørte listende skridt nærme sig døren, og åbnede den. Og korrekt, der stod Tom. Hans øjne var blanke, og jeg kunne se, at der var noget forfærdeligt galt. ”Lægen..” sagde en grødet stemme, og han kom ikke længere. Bill og Clara kiggede bekymret hen på ham. ”lægen har ringet, kræften er ikke forsvundet” ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!” skreg jeg og faldt sammen på gulvet. ”Heidi, det skal nok gå..” beroligede Tom mig. Men han havde sagt det samme dengang vi fik det at vide første gang, og det var jo ikke gået. Han tog fat om mig, mens jeg græd som pisket. ”Vi bliver hjemme!” sagde Bill bestemt. ”Nej, det går nok” Tom smilede til ham, men hans smil var ikke ægte. Det var falskt, og han græd. Han ville ikke, men han ville heller ikke skuffe sine fans. Han var så trofast mod sine fans. ”Tom! Jeg gider slet ikke diskutere det med dig, du har intet valgt!” Bill trampede ud af værelset. ”Det gør mig ondt” sagde Clara, krammede Tom, og gik ned til Bill. ”Hvorfor dig? Hvorfor dig Tom?!” jeg rystede på hovedet mens jeg stadig græd. Jeg kunne ikke forstå det. Hvordan var det endt sådan her? ”Jeg skulle komme ind på hospitalet i morgen efter interviewet og undersøges. Det ser slemt ud, og skal helst i kemoterapi med det samme” han sad stadig med armene om mig. I hans favn følte jeg mig tryg, og i sikkerhed. Ingen kunne få fat i mig her, og jeg ville ønske det var sådan for Tom. Ingen skulle gøre ham noget, og heller ikke den skide kræft. ”Jeg forstår det slet ikke..” ”Lad os gå hen i seng” han hev mig op og vi gik i seng. Men der var ingen grund til at sove. Hvad nu hvis han døde mens jeg sov? Hvad nu hvis jeg gik glip af et øjeblik med ham, og skulle leve med den dårlige samvittighed resten af livet?