Hero - Kapitel 2

Næste skridt; at finde Bill! Okay, jeg vidste godt at denne opgave ville blive umulig, så jeg ville bare nøjes med at skrive til ham. Jeg satte mig tilbage i sofaen til Tom efter at have hentet en kop kaffe. ”Har du ikke taget kaffe med til mig? hvor vover du?” Jeg kiggede chokeret på ham. ”Ej det var bare gas!! Sådan noget numsegas!” Grinte han, han troede åbenbart at han var meget sjov. ”Næ, det har jeg faktisk ikke” smilede jeg, ”men du kan da hente noget, der står noget på kanden” ”Åh Heidi, jeg er jo SÅ forfærdelig doven.” ”Det ved jeg godt Tom” grinte jeg. Vi stenede noget tv, da min mobil ringede. Det var ikke Bill, men ukendt nummer OG Bill havde ikke svaret mig.. Jeg tog telefon og fik en fremmede mand i røret. ”Kender du en Bill Kaulitz? Ham den verdens berømte fra Tokio Hotel?” Spurgte han. ”Ja, det er min kæreste..” svarede jeg og blev en smule urolig. ”Vi har her fundet hans mobil, og dit nummer var det sidste han havde ringet til. Der er sket en ulykke og vi ved ikke om han er indblandet..” Jeg sad lidt og anede ikke helt rigtig hvad jeg skulle svare. ”Vi ved ikke om han er kommet på hospitalet, hvis han var indblandet. Vi ringer tilbage senere om information” han lagde på igen. Nu var jeg mere forvirret end jeg var før. ”Hvad så?” spurgte Tom ”Hvem var det?” ”En mand..” svarede jeg og sad stadig chokeret og kiggede ud i luften. ”Hvad søren sagde han?” Jeg forklarede ham det hele. ”Hvorfor fanden går du ikke i panik man? Bill kan være indblandet i en ulykke og du gør INTET!” ”Hvad skal jeg gøre Tom?” Tom var helt oppe i det røde felt og ringe, mens jeg tog det mere roligt. Det her bekymrede mig godt nok mere end noget andet, men jeg reagerede anderledes end ham. ”Vi skal have ringen til mor for fanden!” ”Så ring Tom!” Han hev min telefon ud af hånden på mig og tastede Simones nummer. Han snakkede som et vandfald da hun tog telefonen. Jeg sad bare helt stiv og kiggede på væggen. Tomhed! Det var forfærdeligt. Hvad hvis der var sket ham noget? Hvis der var sket noget så han ikke længere kunne synge? Hvad nu hvis… hvis han var død? Hvordan fanden jeg kunne jeg tænke noget så forfærdeligt?! Tårerne nærmede sig enden, og ville snart komme ud. Jeg kunne mærke det. ”TOM!” han vendte sig forskrækket om. ”Vi bliver nødt til at gå ud og lede efter ham?” Jeg kiggede spørgende på ham. Han nikkede og derefter rystede på hovedet. Han kunne da ikke sige nej til det! Han skulle! Det var hans bror, min kæreste, han skulle bare findes. Han satte sig opgivende ned i sofaen. Vi sad bare og stirrede på hinanden nu..
Min telefon ringede igen og både Tom og jeg fløj op. Nervøs tog jeg telefonen. ”Det er Heidi?” ”Ja goddag, det er Thomas igen..” hvordan kunne han sige igen, ja det vidste jeg godt, men jeg vidste jo ikke hvad han hed før? ”Vi har fundet Bill, men i skal komme ind og identificere ham..” ”Hvad mener du? Er han død?” ”Jeg kondolere..” Hans stemme lød omsorgsfuld og fuld af sympati. Jeg kastede telefonen langt væk, og de gik i stykker. ”Hvad fanden?..” sagde Tom og kiggede overraskende på mig. ”Bill er død for fanden Tom!” Jeg skreg det ind i hovedet på ham og smed mig derefter ned i skødet på ham.