Hero - Kapitel 5

Thomas og Martin var gået ud i byen for at spise og jeg havde hele lejligheden for mig selv. Emma ville komme omkring klokken 18.00, så her sad jeg bare og ventede på hende. Inden de to drenge var gået, havde de lavet pasta til os, så vi var fri for at lave det. Det var nu en lidt trist ret, for det var Bills og min yndlingsret. Han lavede den altid på en af de dage, hvor vi fejrede hvor lang tid vi havde været sammen. Intet kunne slå hans pastaret! Jeg blev fjernet fra min tanker med et chok da det ringede på døren og jeg løb ud for at åbne. Jeg blev helt glad ved tanket om at Emma endelig ville komme. Jeg åbnede døren og fik et endnu større chok da jeg så, at det var Tom der stod der. Jeg kiggede på drengen. Hans øjne var røde og han lignede en, som ikke havde været i bad i flere dage. ”Hej” jeg flyttede mig fra døråbningen og åbnede døren endnu mere, så han kunne komme ind. ”Hej” svarede han mut og satte sig på den ene barstol i køkkenet. ”Hvad så?” Jeg satte en kop kaffe foran ham, og tog en med til mig selv og satte mig ved siden af ham. ”Intet er som det plejer, jeg mangler noget i mit liv. Jeg mangler en del af mig” Jeg kunne ikke sige noget som ville hjælpe, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til ham. Jeg havde det forfærdeligt, men jeg ville ikke sidde her og fortælle det til Tom, han havde det slemt nok i forvejen. ”Jeg håber min mor kommer sig over chokket snart, og stopper med at give dig skylden” ”Det er min skyld Tom, så det er lige meget” ”Nej Heidi. Bill valgte altid at skride når vi blev uvenner, sådan har det altid været” ”Det er bare svært at lade være med at tænke på..” Okay, her sad jeg så alligevel og fortalte ham hvordan jeg havde det, men det hjalp, og det virkede også som om han blev nogenlunde glad for det. ”Ja, vi må få det bedste ud af noget så lortet som det her” ”Hvad med bandet?” Tom kiggede den anden vej og sukkede. ”Vi stopper, vi kan ikke fortsætte uden Bill. Det vil jeg ikke tillade og Gustav og Georg er enig” ”Han er så langt væk nu, og jeg fik ikke sagt farvel Tom..” ”Kom her..” sagde han og trak mig ind til ham. ÅH NEJ! Ikke nok med at han lignede Bill, så duftede han også som ham.. Hvorfor var det her ikke bare et forfærdeligt mareridt, som jeg snart ville vågne op fra? En eller anden havde slæbt mig med i helvede og nu havde jeg oplevet alt det her. Jeg trak mig tilbage igen, og tog Toms hænder i mine. ”Jeg savner ham stadig..” Han smilede til mig og nikkede. Jeg kiggede ind i hans brune øjne, der lignede Bills på en prik. ”Du skal med til begravelsen, Georg og Gustav skal selvfølgelig også med” ”Det vil jeg gerne Tom, men hvad siger din mor til det?” ”Hun kan ikke forbyde, at Bills kæreste ikke skal med! Men jeg skal nok snakke med hende” Han smilede og blinkede med det ene øje til mig. ”Jeg må hellere smutte hjem nu” han rejste sig op og satte koppen hen i vasken. Inden han gik ud af døren gav han mig et stort kram. Lejligheden duftede af Bill og Tom efter han var gået, og jeg havde lyst til at give mig til at græde igen..

”mmh, det smager fantastisk!” grinte Emma og tog endnu en bid af den pastaret Thomas og Martin havde lavet til os. ”Men hvad sagde Tom så?” spurgte hun og lød en del mere seriøs. ”Vi snakkede bare lidt om det hele og han VIL have mig med til begravelsen” ”Det lyder godt” smilede hun til mig. ”Ja, så må vi bare se hvad der sker og alt det der. Jeg glæder mig til, at det hele er overstået. Jeg syns det har været nok nu.” Hun smilede til mig og vi fortsatte med at spise.