What hurts the most? - kapitel 9

”Hvorfor skal jeg høre gennem dine søskende at du har været ude for en ulykke?!” Emma var opreven. Hun havde været bekymret, men ikke hørt en lyd fra Heidi. ”Fordi jeg har haft travlt med at være ynkelig og en kælling” ”Hvad snakker du om?” Heidi fortalte og Emma lyttede. Det var et halvt år siden de sidst havde været sammen, men sådan føltes det ikke..
”Så du vidste ikke, at han havde været dig utro?” Heidi rystede på hovedet. Emma kunne ikke få det til at gå op i sit hoved og sad længe og tænkte. ”Hvad sker der så med dig?” spurgte Heidi for at bryde stilheden. ”Ikke så meget.. jeg går og keder mig i Danmark” ”Så var det godt, at jeg intet skulle” ”Din søster sagde, at du skulle have været hjem til dem?” Emma kiggede lige ind i øjnene på Heidi og vidste der var noget galt. ”Jeg orkede det ikke..” ”Din lillebror glædede sig ellers sådan..” Heidi blev irriteret. Hun vidste det jo udmærket godt. ”Jeg har haft brug for at få det hele til at sive ind.. at jeg nu er alene” ”Det har jeg aldrig været før, Emma” En tåre trillede ned af kinden på hende og hun smilede. ”Jeg er heldig at jeg har haft Bill og Gustav. De har virkelig været der for mig. Og Marie..” ”Hvad er der i vejen? Jeg kan se, at der noget i vejen” ”Jeg ved godt hvorfor de er sure på mig..” Emma kiggede og lyttede intenst til det Heidi sagde. ”Som der stod i brevet fra Tom, så er jeg ikke den samme mere. Det han skrev, var mellem os, men nu er det gået ud over alle andre” ”Jeg kan godt mærke det. Dit humør er væk” Heidi nikkede. Det var det nemlig. Men hvad skulle hun gøre? Glemme at hun var ked af det og more sig? Begrave smerterne og i sidste ende lade dem gøre endnu mere skade? Det kunne hun jo ikke og de andre måtte da forstå.. mente hun.

Gustav: Hej sødeste Heidi, håber du kom godt til lille Danmark. Ville have inviteret dig til fest i aften, men du kan jo at åbenlyse grunde ikke. Jeg savner dig allerede. Vi ses snart.

”Skal vi have det sjovt?” Emma kiggede undrende på hende. ”Hvad snakker du om?” ”Vi kunne spraye Toms hus ind i babarskum!” ”Det er altså..” ”Just kidding! Gustav inviterer til fest, hvis du lyster?” afbrød hun. Emma grinte af hende. ”Dit humør lader til at være oppe, så selvfølgelig!”

Heidi: Hej søde Gustav. Jeg tog alligevel ikke til Danmark. Humøret, du ved? Har fået besøg af en gammel veninde i stedet for. Står invitationen stadig åben? (:
Gustav: Selvfølgelig gør den det! I kommer bare engang når I vil.

Klokken fire glædede de sig til festen. Klokken seks begyndte de at gøre sig klar. Klokken syv begyndte det at gå op for Heidi, at muligheden for at Tom også ville være der, var høj. Klokken ni tog de en taxa hen til Gustav. Der stod et par festgæster i Gustav forhave; allerede godt fulde. Musikken blæste for fuld knald ud af vinduerne og man kunne høre folk plaske rundt i hans pool.
”God fest!” sagde taxachaufføren inden han kørte af sted. ”Wow…” ”Ja” svarede Heidi Emma. ”Det er imponerende” Heidi nikkede. De gik indenfor. Der var ikke mange mennesker igen, men en kreds af bandets tætteste venner var der. Heidi kendte de fleste og fik lidt mavepine. Hun frygtede lidt, at hun igen skulle til at svare på en masse, for hende, ubehagelige spørgsmål. Hun havde ikke set mange af dem længe. ”Hvad sagde taxamanden nu til dig, Heidi?” Hun kiggede på Emma og smilede. ”Det er nemlig rigtigt!”
Heidi trak Emma med ud i haven. Der gættede hun på Gustav sad. Han var der ikke, men Bill, Tom, Marie og Georg sad der. Ria var ingen steder at se. ”Jeg troede du var i Danmark! sagde Georg, da ingen andre sagde noget. Heidi følte sig utilpas og uvelkommen. ”Jeg ombestemte mig i sidste øjeblik og fik i stedet besøg af Emma.” ”Hej med dig” Georg kyssede hendes hånd. ”FEDTERØV!” råbte Tom til ham. Jeg blinkede til Emma, som stod og fniste. ”Emma, det er Tom, Bill, Marie og ham der..” hun pegede på ham, som stadig holdte hendes hånd. ”det er så Georg” ”Kom med mig!” Georg fløjtede imens han trak Emma væk. Heidi følte sig virkelig ensom og forladt nu. Hun kiggede på de andre. Følte pludselig et brændende had. Hun fik ondt i hovedet. ”Hey! Du ligner en der ikke er fuld” sagde Gustav og stak hende en drink. ”og tak fordi du kom” Han gav hende et kram. Han mærkede godt spændingen mellem de andre og Heidi og satte sig ned sammen med hende. Hun skulle under ingen omstændigheder føle sig alene. Hun sagde intet, men hun var her. Han smilede for sig selv. ”Hvad smiler du af?” spurgte Tom. ”Ingenting” løj han.

Efter et par timer i selskab med Georg kom Emma listende tilbage. ”Hvad?!” grinte hun forfjamsket. Heidi forsatte bare med at stirre på hende med et lumsk smil på læberne. ”Kysser han godt?” ”Hold op!” De grinte alle, da de lidt efter så Georg komme luntende tilbage med rodet hår. ”Så god?” grinte Heidi. ”Misundelig?” Heidi rystede på hovedet og nuppede endnu en drink.
Jorden snurrede rundt og det var svært at finde ud af hvor jorden overhovedet var. Hun følte sig fri; troede næsten hun kunne flyve, selvom hun godt vidste, at hun bare var fuld. ”Pas på” Bill kom hen til hende. Hun standsede sin vaklen og stirrede bare på ham med sådan et had, at han følte sig beskidt. Hvem var pigen foran ham? ”Er jeg virkelig så slem, at du hader mig?” sagde Heidi pludselig. Hun nåede ikke at stoppe sig selv, men noget lettede fra hendes skuldrene da ordene, med en kraft ingen kunne tage fejl af, kom ud; hun var vred. ”Jeg hader dig ikke..” ”hvorfor føler jeg det så?”Hun begyndte at græde og Bill følte sig skyldig. Han tog hende ind til sig. ”Fordi jeg sagde, at du havde ændret dig. Alt er imod dig lige nu, Heidi” ”Jeg vil gerne være den glade Heidi igen. Undskyld jeg var dum overfor dig” Hun kiggede op på ham. Han følte med hende, forstod hende og svarede. ”Du er tilgivet” Heidi klemte ham lidt hårdere. I hendes tågede verden følte hun sig elsket igen. Hun troede, for et øjeblik, at hun havde mistet sin bedste ven. ”Hvis du smiler” Heidi gav ham det største smil nogensinde. Med Bill under armen kom hun hen til de andre igen.
”Jeg er lidt fuld” grinte hun til en ligeså fuld Emma. De to piger kiggede på hinanden og brød ud i grin.

What hurts the most? - kapitel 8

Heidi gik hvileløst rundt i lejligheden. I sidste øjeblik havde hun ombestemt sig; hun tog ikke til Danmark alligevel. Men hun ville få besøg af sin veninde snart. Hun tog endnu en runde i sin lejlighed og endte ved et vindue; hun kiggede ud. Parkeringspladens var øde, det samme var gaden.

’Han åbnede døren for hende, tog hendes hånd og førte hende ud. ”Hvornår er det du kommer hjem?” Hun kiggede ham ind i øjnene og hørte ikke rigtig hans svar. ”På fredag” Han gentog sig selv, for han havde bemærket det. ”Det er jo lang tid..” ”Ikke når man er forelsket” Hun smilede og gav ham ret. Radioen i bilen var stadig tændt og musikken pumpede ud af højtaleren. De lagde ikke mærke til de mennesker på gaden som vendte sig om efter dem.
”Lad os danse” Han lagde hånden om hendes talje og begyndte forsigtigt. ”Du er fjollet” Hun kluklo. Hun elskede det alligevel. Det var, for hende, nemlig de små ting som talte. De små uforudsigelige ting

There's somethin' 'bout the way
The street looks when it's just rained
There's a glow off the pavement
you walk me to the car
And you know I wanna ask you to dance right there
In the middle of the parking lot
Yeah
Oh yeah

We're drivin' down the road
I wonder if you know
I'm tryin' so hard not to get caught up now
But you're just so cool
Run your hands through your hair
Absent mindedly makin' me want you

And I don't know how it gets better than this
You take my hand and drag me head first
Fearless
And I don't know why but with you I'd dance in a storm in my best dress
Fearless

. ”Jeg elsker denne sang” Hun lagde hovedet på hans skulder og de dansede videre, mens solen langsomt var på vej ned. De elskede begge hvert minut, hvert sekund og snart ville det ende.
”Tak for dansen, skat” Hun løftede sig op på tå og kyssede ham. ”Jeg nød det” Han hviskede det i hendes øre. Hun gav ham et kram; ikke helt klar til at lade ham gå. ”Jeg kommer forbi på fredag, når vi er hjemme” Et nik og de var enige. Et sidste kys og det var tid til at hun skulle gå. Han blev stående mens hun gik op mod sin lejlighed. Inden hun forsvandt om hjørnet vendte hun sig om. Han stod der alene på parkeringspladsen og smilede til hende. Et luftkys og hun var væk.”

Heidi huskede det hele og smilede lidt for sig selv. Minder gjorde pludselig ondt og hendes øjne blev fugtige. Igen. Det ringede pludselig på døren. Hun tørrede øjnene og småløb ud til døren.

What hurts the most? - kapitel 7

Bill: vil du ikke godt prøve at være sød ved Tom, smukke? Han prøvede bare at hjælpe dig i går.
Heidi: …. Har intet fornuftigt at sige.
Bill: Ikke noget svar? Det ligner ikke dig, pus. Men prøv. Det ville gøre ham glad.
Heidi: Gøre ham glad? Hvorfor skulle jeg gøre ham glad? Han var mig utro. Og forlod mig på den mest groteske måde. Jeg ved godt, at du vil have det til at fungere mellem os, så vi alle kan være glade, men jeg skal ikke gøre ham glad på nogen som helst måde.
Bill: Så gør mig glad?
Heidi: Ved at gøre din bror glad? Nej, Bill.. Undskyld, men du må forstå.
Bill: Du siger Tom har ændret sig.. tag at kig dig selv i spejlet før du dømmer andre.

Heidi smed sin telefon fra sig. Hun kunne mærke en hovedpine kom snigende og gik ud for at tage et par piller. Bills ord gjorde ondt. Hun vidste, et eller andet sted, godt at det var sandt, men lige nu; lige nu kunne hun ikke se det. Efter at have taget piller gik hun hen til anlægget og satte musik på. Ballader – lige hvad hun var i humør til. Noget hun kunne græde til.

”Hej Tom,
Undskyld det jeg sagde den anden dag, jeg mente det ikke. Jeg var fuld og bange. Det var forkert af mig, men jeg mente det sgu i det øjeblik. For jeg er virkelig bange, Tom. Jeg har aldrig været alene som jeg er nu. Plus al den smerte jeg går rundt med gør intet nemmere. Jeg ville sådan ønske, at det hele var nemt for mig. At jeg kunne smile og komme videre. Jeg smiler, men det gør stadig ondt indeni.
Du var min bedste ven.
Jeg har været rigtig vred på dig. Jeg er (trods det modsatte bevidst) glad for, at du gider gøre sådanne ting for mig, men jeg ser det ikke nødvendigt når du ved hvordan jeg har det. Jeg vil ikke være trist mere, så jeg beder dig, af hele mit hjerte, Tom, om at lade være med at gøre noget godt for mig. Ingen gode gerninger.
Og det brev du gav mig på sygehuset, det knuste mit hjerte endnu engang. Jeg blev mindet om alle vores dejlige, skønne, vidunderlige øjeblikke vi to har haft sammen. Og jeg har et spørgsmål: Hvorfor fik jeg det?

- Heidi”

Mens musikken blæste ud af højtalerne græd hun. Hun ønskede kun at blive elsket at fyren som hun elskede mere end noget andet. At se ham med Ria gjorde ondt helt derinde, hvor intet menneske fortjente at have ondt.

Senere samme dag besøgte hun Gustav. ”Kom du godt hjem i går?” Hun nikkede og tog en tår isvand. ”Tom fortalte, da han kom tilbage, hvad du havde sagt” ”Aha..” Hun var ligeglad. Han kunne mærke det, men han frydede sig lidt over, at hun havde sagt det til Tom. Det var ondt og forfærdeligt, men sådan havde han det. Han turde ikke engang fortælle sine bedste venner, at han elskede denne pige. At han bare ville være sammen med ham. ”Hvad kigger du sådan på?” grinte hun. Han rødmede. Det ville være pinligt hvis hun opdagede, at han var fuldstændig skudt i ham, men skønt. ”Jeg tænkte bare lidt..” ”Hvad tænker du på?” Han afviste spørgsmålet ved at ryste på hovedet. ”Vi skal i studiet i dag” ”Jaså” Hun tjekkede sin mobil og han følte sig afvist. De følte slet ikke det samme for hinanden, det følte han. ”Hvornår?” ”Bare senere” ”Hvad skal du lave i dag?” ”Mig?” grinte hun. Hun trak på skuldrene. ”Slappe af, tror jeg”
”Gustav, jeg tager hjem til Danmark i morgen” Hun trak i overtøjet. ”Hvornår kommer du igen?” ”Om en uge eller to. Og det første jeg gør når jeg kommer tilbage er at besøge dig” Hun smilede til ham. Inden hun smuttede gav hun ham et kys på kinden. Han fik et sug i maven. ”Vi ses!” Han vinkede mens han så hende gå væk. Hun havde ikke siden ulykken kørt selv. Angsten sad i hende. Hele vejen tilbage til sig selv smilede Heidi. Hun var glad; oprigtigt glad. Af en ukendt grund.

What hurts the most? - kapitel 6

”Her dufter godt, Gustav!” Heidi havde taget sin nye kjole, som Bill var kommet med, på og følte sig lidt friskere. ”Hvor er du smuk!” udbrød han. Heidi smilede. ”Jeg fik jo at vide, at det var tre retters menu” ”Det er sandt. Kun for din skyld” Heidi smilede til ham. ”Dejligt at se dit smukke smil!” Bill kom ind til dem. Han tog hende under armene og trak hende med udenfor at ryge. ”Kommer…” Heidi tænkte sig lidt om. Hun skulle sige det rigtige. ”Ria med?” Bill rystede på hovedet. ”Nej. Jeg bad ham lade være; for din skyld” ”Tak” Hun lagde hovedet på hans skulder. ”Tak fordi du råbte ad mig også” kluklo hun. ”Det hjalp” Hun kunne mærke at nikkede.
Han fik et stik i hjertet da han så Heidi og Bill stå der. Hvorfor kunne hun ikke se det? Hun vendte sig rundt og smilede til ham. Pludselig havde han glemt den følelse han havde; det var også forkert af ham. ”Drinks!” grinte han. Han gav en til dem begge tog og tog selv en. De nåede ikke at drikke før det ringede på døren og Gustav smuttede derud. ”Skål” sagde Heidi og skålede med Bill. ”mmh champagne” mumlede Bill. Hun hørte Tom og Georg inde i stuen. Hun kiggede flygtigt derind. Hjertet sad pludselig oppe i halsen på hende. ”Hej Heidi!” Georg gik hen og gav hende et kram. Hun ømmede sig lidt. ”undskyld” ”Det er i orden” Hun smilede til ham. ”Går det bedre?” Et nik på hovedet og alle vidste, at de ikke længere skulle tale om det.

Hun prøvede at undgå at kigge på Tom; hun kæmpede en brav kamp. ”Jeg har det varmt..” hviskede hun til Bill. ”Du ser bleg ud” ”Jeg har det heller ikke godt” ”Tag noget vand” ”Eller noget alkohol” lo Tom. For første gang efter de var kommet kiggede Heidi på ham; med et vredt blik fik hun ham til at holde op med at grine. ”Bedre?” ”En smule” svarede hun Bill. De spiste videre. Tom sagde ikke meget. Han havde fået dårlig samvittighed.

Efter aftensmaden fandt Tom sin guitar frem. De sad ude på terrassen og lyttede til Bills smukke stemme og Toms fingre der lette strøg hen over guitarens strenge; det lød smukt. Heidi fældede en tåre.

Is there anybody out there
Walking alone
Is there anybody out there
Out in the cold
One heartbeat
Lost in the crowd
Is there anybody shoutin'
What no one can hear
Is there anybody drownin'
Pulled down by the fear
I feel you
Don't look away

Zoom into me
Zoom into me
I know you're scared
When you can't breathe
I will be there
Zoom into me

Ikke kun fordi Bill sang smukt, men fordi han sang til hende. Hun smilede og tørrede dem væk. Hovedet på hans skulder og hun var tryg. Hun kiggede op på Tom. Han kiggede tilbage og gav hende et smil. Hun prøvede at lade være, men kunne ikke, så hun gav ham et smil igen.

”Kører du mig hjem, Bill?” Heidi grinte. Hun havde fået for meget at drikke, det kunne hun godt mærke. Blodet strømmede gennem kroppen på hende og det var varmt. For hvert skridt hun tog, føltes det som om, at hendes hjerne drejede rundt, for hun kunne ikke finde fodfæste igen og gik skævt. ”Nej, det gør han ikke, for han har fået for meget” svarede Georg. ”Jeg skal nok, Heidi” sagde Gustav. ”NEJ! Jeg gør det” sagde Tom. Hun kiggede forvirret rundt på dem begge to. ”Bare kør mig hjem” Georg tog hende under armen og førte hende ud. Kort tid efter kom Tom ud. ”Lad mig hjælpe dig” Hun kiggede på Georg, som bare smilede, og derefter på Tom.
”Hvorfor?” Tom kiggede underligt på hende. ”Hvorfor hvad?” Han startede bilen. ”PAS PÅ!” råbte hun. Tom bremsede hårdt. Heidi ømmede sig. Hun var stadig øm over hele kroppen. ”Hvad skal jeg passe på?” Hun rystede på hovedet. ”At der ikke kommer nogen” Hendes stemme var grødet. Tom tog hendes hånd. ”Slip den” Han gjorde som hun sagde. Hun så stadig skræmt ud. ”Jeg er bare bange..” Heidi følte sig pludselig lille. ”Jeg skal nok køre ordentligt” svarede Tom. Hun nikkede og lod ham køre ud. Efter at have kørt i fem minutter svarede hun ham endelig. ”Hvorfor ville du køre mig hjem?” hun fniste. Han sagde ikke noget. Han var heller ikke selv klar over det, men et eller andet i ham havde med det samme reageret; som han altid gjorde da de var sammen. ”Jeg vil ikke have noget at gøre med dig igen, Tom” ”Jeg har også en kæreste” ”Jeg er ligeglad. Du skal ikke tage min hånd og smile til mig, for jeg hader dig faktisk” Tom forstod ikke beskeden han lige havde fået; han forstod mest ikke, at den hårde besked kom fra pigen han elskede mere end noget andet.
”Jeg skal nok hjælpe dig ind” sagde Tom, da de holdte foran hendes lejlighed. ”Prøv at lade være med at røre mig” Han blev siddende i bilen imens hun steg ud. ”Jeg håber du en da bliver god igen, Tom” Døren blev smækket og han betragtede hende mens han så hende forsvinde længere og længere væk.

What hurts the most? - kapitel 5

Gustav tog hende indtil sig og vuggede hende frem og tilbage. Hun græd. Han kunne ikke dy sig, så han gjorde det; tog en dyb indånding og duftede til hendes hår. Det duftede af blomster; det duftede sødt. Himmelsk. ”Heidi..?” sagde han. Han fortrød allerede da han åbnede munden. Han skulle ikke sige det. Ikke nu. ”Hvad er der Gustav?” Hun kiggede op på ham. Han fik ondt helt inde i hjertet af at se hende så ked af det. Hendes mascara var tværet ud, men hun var ligeglad. Han aede hende på kinden og rystede på hovedet. ”Jeg håber snart de lukker mig ud. Jeg ville ikke være her mere” Heidi kluklo. ”Lægen siger, at hvis jeg vil hjem, så skal jeg ikke være alene.. jeg er jo for fanden alene!” Tårerne strømmede ned af hendes kinder da virkeligheden gik op for hende. Hun var jo alene. Tom var ikke længere ved hendes side. ”Du har Marie og Bill, Heidi” ”Og mig” Hun trak vejret tungt et par gange, men svarede ham ikke. Han kiggede rundt. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. ”Jeg håber de siger noget godt til stuegang” sagde Heidi endelig.
”Tak fordi du ville besøge mig” ”Selvfølgelig vil jeg det!” Heidi gav ham et kram. ”Gør det ondt?” Han kiggede ind i et par forpinte øjne. Hun nikkede. Han kyssede hende på panden. ”Bedre?” Hun smilede til ham. ”Meget” Inden han lukkede døren i bag sig vendte han sig om. Bare for at se hendes øjne og smil.

”Hvem henter dig?” Lægen kiggede strengt på hende. ”Du må ikke selv køre hjem” Heidi nikkede. Det vidste hun jo godt. ”Min veninde, tror jeg” ”Inden vi udskriver dig så skal vi være sikker på, at nogen kommer og henter dig” Hun nikkede igen. Det gav hende hovedpine, men hun havde ikke lyst til at sige noget. Hun var bange for at begynde at græde hvis hun gjorde. ”Har du nogen til at se efter dig derhjemme?” Hun rystede på hovedet. ”Jeg bor alene..” ”Vi skal bare være sikre, Heidi. Vi vil ikke have, at der sker dig noget” Lægen satte sig ned ved siden af hende. ”Ja. Ja, jeg ved det godt. Jeg skal nok snakke med nogen” Hun prøvede på at live lidt op. Lægen skulle ikke begynde at stille spørgsmål. ”Godt. Du får noget medicin med hjem. Hvis du får det værre, så kontakt din egen læge” Heidi nikkede igen og lægen forsvandt.

Heidi: Jeg må ikke selv tage hjem eller være alene. Hjælp..
Marie: Jeg kommer indenfor en halv time :-)<3
Heidi: Du er en babe!

Da de trådte uden for hospitalets fire vægge blev Heidi ramt af duften af nyfalden regn. Hun nød det hele vejen hen til bilen; at være ude i det fri igen.
”Jeg sætter pris på, at du vil hjælpe mig” ”Selvfølgelig vil jeg det” Heidi gav hende et smil. ”Bill kommer i aften og passer dig, for jeg skal jo på date” ”Åh..” Heidi følte sig trist et øjeblik for hun havde glemt det. ”Undskyld” ”Det skal du ikke undskylde” De kørte resten af vejen i stilhed.
”Vil du op og sove?” Heidi rystede på hovedet. Hun kunne ikke genkende sin lejlighed; Tom var pludselig over det hele. Hun kiggede på sofaen, hvor hende og Tom havde lagt mange gange og snakket natten lang. Hun fik en knude i maven. ”Er du okay?” ”Ja..” Hun løj. Alt var forandret og det var først nu, at det hele gik op for hende. ”Jeg sætter kaffe over..” ”Ja” Heidi smed sine ting ind på værelset og gik ud til Marie igen. ”Hvor er mit humør henne?” ”Det er lige taget på ferie. Det kommer igen. Jeg lover det” Heidi lo af hende. ”Det håber jeg.. jeg er bare tom indeni” ”Du behøver ikke forklarer Heidi. Vi kan godt mærke det på dig” Marie satte en kop kaffen foran hende. Hende og Bill havde tidligere snakket sammen; de kunne begge mærke hvordan Heidi trak sig længere og længere væk fra dem. Hun kiggede på Heidi og blev mødt af et tomt blik. Det sagde mere end ord.

”Jeg vil ikke med i byen..” Heidi havde siddet og stirret ud i luften siden Bill var kommet. Marie var taget på sin date og havde på en måde været lettet over, at slippe for det her. Bill kunne godt forstå hende, men han havde også bemærket den dårlige samvittighed hos hende. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du siger, Heidi! Du synker længere og længere væk. Hvor vil du ende henne?” Hun kiggede op på ham. Hun var vred og hun prøvede ikke at skjule det. Hvad bildte han sig ind? ”Langt væk fra dig lige nu!!” snerrede hun igen. ”Heidi, du trækker dig længere og længere væk fra os. Hvor er du henne?” ”Hun forsvandt da din bror til et svin forlod hende” ”Tal pænt om min bror!” Bills vrede udbrud lød som et ekko i Heidis hoved. Hun vidste at hun ikke skulle snakke sådan om Tom; det var også forkert af hende. ”Ja, det han gjorde mod dig var sgu svinsk. Jeg har skældt ham ud! Men hvorfor skal han have lov til at fjerne smilet fra dine læber?! Du har selv sagt noget andet til ham..” Hun kiggede overrasket op på ham. Hun begyndte at græde. ”Heidi..” Han satte sig ned og lagde en arm om hende. ”Hvis du bare vidste hvor ondt jeg har indeni, Bill” ”Gustav har inviteret os på mad hvis det er? Han er bekymret for dig” Hun lyste til op og smilede til Bill. ”Han er sød” ”Men resten af drengene kommer også” ”Så glem det” ”Vis dem at du kan klar det, smukke. Du er stærk!”

What hurts the most - kapitel 4

Maria og Bill gik frem og tilbage på hospitalsgangen. De havde været der i flere timer. "Jeg skulle aldrig have givet hende det brev.." græd Maria. "Det er ikke din skyld, søde Maria" sagde Bill og lagde en arm om hende. "Jeg skulle aldrig have skrevet det.." svarede Tom og stirrede tomt ud i luften. "Det er ikke jeres skyld!" Bill satte sig ned ved siden af Tom. "Jeg glemmer aldrig det jeg så..." Billederne i Toms hoved blev ved med at være der. Heidis ansigtsudtryk da det gik op for hende, at hun ville blive ramt. "Jeg kunne ikke genkende hendes ansigt.." Ingen sagde noget, der var bare stille. En masse fagfolk gik frem og tilbage. De ventede bare på, at lægen ville komme og fortælle nyt omkring Heidi. "Har nogen ringet til hendes forældre?" spurgte Bill. Både Tom og Maria rystede på hovedet. "Jeg kan ikke.." græd Maria. "Jeg vil ikke gøre dem ked af det" "Det er min skyld, så jeg må nok hellere" "Det er ikke din skyld Tom.. Det er din skyld hun er ked af det" "Hold kæft, Bill" "Hvordan kunne du gør det?" spurgte Maria. "Læs brevet!" Han rakte det over til hende og der var igen stilhed.
Hver gang de hørte skridt på gangen kiggede de op. Men efter endnu en times ventetid kom der endelig en læge hen til dem. "Kom med" sagde han og førte dem hen til et rum. "Inden i går ind, så skal I vide, at det ser slemt ud. Hun har brækket flere ribben, hendes ansigt er helt hævet og vi er ved at undersøge de sidste prøver vi har taget" De nikkede alle tre. Ingen havde noget at sige. "Hun er vågen. Gå bare ind" Maria tog fat i håndtaget og trak ned. Heidi lå henne i sengen. Det lignede slet ikke hende. Maria tog fat i Bills arm. Hun var bange og skræmt. "Tror I hun er vågen?" spurgte Tom dem om. De gik hen til sengen. Heidi lå og kiggede op i loftet da de kom. "Åh Heidi" sagde Maria og fældede en tåre. "Hej" svarede Heidi. Hun prøvede at smile til dem, men kunne ikke rigtigt. "Ligner jeg en der har fået tæsk?" grinte hun. "Det gør ondt når jeg griner" lo hun. "Så skal du ikke grine. Er du okay?" spurgte Bill. "Jeg lever da" "Jeg er ked af det, Heidi" sagde Tom. Hun svarede ham ikke, for hun var stadig sur. "Det er min skyld" Heidi tog sig til hovedet, da hun prøvede at ryste på hovedet. "Nej det er ej, Tom. Det er ikke din skyld, jeg kunne bare se mig for" "Jeg er bare glad for du ikke er død!" Maria gav hende et kram. "av av av av av av, pas på mig" "Undskyld" Heidi satte sig op i sengen. På hendes bord stod en buket roser. Hun kiggede spørgende rundt på dem. Tom kiggede på Bill og Maria og de forlod hurtigt rummet. "De er fra mig. Og her" Han gav hende en konvolut. "Jeg skrev det efter jeg havde mødt dig. Jeg smutter nu. Jeg skal.." "Jeg vil ikke høre mere" Tom drejede rundt og forlod rummet. Maria og Bill kom ind igen. "Hvad så?" Heidi viste dem brevet. "Læs det. Du skal ikke ud og køre" De grinte kort alle og Heidi åbnede brevet.

"Dejligste Heidi,...."
Læste hun højt for de andre.
"Du har virkelig væltet min verden omkuldt. Du er som et stykke af himlen, noget jeg manglede, men det er først gået op for mig. Jeg elsker at se dig rende rundt ude i haven, mens du leger med hundene. Når du vender dig om for at se på mig giver du mig altid et smil. Det varmer mit dybt i hjertet. Så sender du mig et luftkys og leger grinende videre. Du er altid positiv og det er hvad jeg har brug for. Du løfter mit humør op.
Jeg elsker når du om morgenen kommer løbende ned af trappen i dit nattøj og med morgenhår, hvor du giver mig et morgenkys og allerede er energisk og snakkende.
Du blæser på rygterne, du blæser på det negative. Du formår at forblive positiv.
Jeg elsker, at vi kan sidde til langt ud på natten og bare spille playstation. Og når du så taber prøver du at være sur, men der er bare intet ved dig der kan være surt. Livet med dig kan ikke være surt.
Jeg elsker at du altid giver mig det største kram, selvom jeg kun har været væk i fem minutter.
Og hvis det er sådan, at vi ikke har tilbragt en nat sammen, så får jeg hver morgen en sms, hvor der står tre simple ord "Jeg elsker dig".

Jeg ved, at du er personen som jeg vil tilbringe resten af livet med. For alle de ting jeg har nævnt, er bare få ting som bringer et smil frem på mine læber. Du gør mig glad på hver eneste tænklige måde.

Jeg troede aldrig jeg ville komme til at sige det, men det gør jeg nu; jeg elsker dig af hele mit hjerte.

- Tom"

Ingen sagde noget. De stirrede bare på hinanden. Til sidst tog Heidi sig endelig sammen. "Hvorfor skulle jeg have det? Hvad prøver han at sige?" Bill trak på skuldrene. "Han vil jo ikke være sammen med mig, så jeg kan ikke se hvad jeg skal bruge det her til!" Hun fik ondt i hovedet af den vrede som var brudt frem. "Hun er nu smuk" sagde hun så. "Hvem? Ria?" svarede Maria. "Ja. Det må jeg gi' ham" Hun nikkede til Heidi. Hun gav hende ret. Bill rømmede sig. "Gustav kommer snart og besøger dig" "Forlader I mig så?" "Desværre smukke" "Jeg er ikke smuk, Bill" "Ikke når jeg ligner en bokser" "Du er smuk ligemeget hvad. Bum!"

What hurts the most - kapitel 3

"Hej Heidi" Gustav gav hende et kram. Han trak vejret dybt gennem næsen for at få alle hendes dufte med sig. "Hvad laver du?" "Jeg besøger dig" lo hun. "Maria er ikke hjemme og jeg ville ikke lige være alene" "Kom ind" Hun gik indenfor. Gustav satte et glas isvand foran hende. "Tak" smilede hun og kiggede lidt rundt. "Vi skal i studiet senere" "Dejligt" "Skal vi ikke hoppe i poolen Gustav?!" "De andre kommer om lidt..." mumlede han.. "Også Tom?" Han nikkede. "Så bliver jeg altså nødt til at smutte!" "Ria kommer ikke. Kun drengene og Maria" "Ja.. men jeg tror jeg bliver nødt til at smutte alligevel" "Jeg får en eller anden til at tvinge dig til at blive. De andre kommer også bare for at hoppe i poolen". Heidi tænkte et øjeblik over det og nikkede så. "Du skal ikke droppe alt og alle bare fordi skiderikken er gået fra dig" "Jeg ved det godt søde Gustav" Hun gav ham et smil og kiggede på den sms hun lige havde modtaget.

Maria: Jeg hører at du er hos Gustav. YAY :-D Det er godt, skat! Vi kommer om lidt. Tom har læst dit brev, tra la la.. Han var mundlam. Noget nyt ;-)
Heidi: Ja, han overtalte mig lige til at blive, men også fordi slangen ikke kom :-D. sagde han ellers noget til det?
Maria: Nej, han afleverede egentligt bare en konvolut. Jeg har lyst til at kigge i den :-D. haha. Vi er der nu. Ses, babs!

Heidi gik hen til hoveddøren og da hun fik øje på Maria løb hun hen til hende. "Tak fordi du afleverede det!" "Hej Heidi!" "Hej Bill" Hun gav Bill et kram og sammen gik de ind. Georg og Tom stod allerede derinde. "Hej Heidi" "Halløj Georg" Hun kiggede hurtigt på Tom, men vendte sig om, da han stod og kiggede på hende. Bill gav hende en let albue i siden, men hun ignorerede ham bare. "Lad os skifte nu!" sagde Heidi til Maria. De tog piger var hurtigt væk. Drengene gik udenfor i haven. Det eneste de manglede for at være klar var at smide T-shirten. "Vil du læse brevet?" spurgte Tom sin bror om. Bill nikkede og tog det fra ham. Pigerne kom ned igen og hurtigt fik Bill gemt brevet væk. "Jeg er klar" sagde Maria. "Er vandet koldt?" Heidi gik hen og stak en fod i. Georg listede sig op bagved og pludselig lå de begge i vandet. "Troede du virkelig ikke at jeg kunne høre dig?" grinte Heidi, da de begge havde fået alt vandet ud af hovedet. "Jeg troede ikke, at du ville være så hurtig" "Nej, man kan aldrig vide med mig" De andre hoppede i vandet. "Lad os spille volley!" foreslog Bill. Maria svømmede over til mig. "Helle for at være med Heidi" "Helle for at være på vinderholdet!" svarede Heidi. "Det kan I kun være, hvis I er med mig" sagde Georg. "Vi vil også meget gerne være sammen med dig, Georg" svarede hun. Georg svømmede over til dem. "Med mig skal i nok vinde" "Ha ha ha, vi vinder!" svarede Bill tilbage. "Glem det!" råbte Maria.

"Værsgo.." Maria gav Heidi brevet. "Skal jeg være her mens du åbner det?" Heidi rystede på hovedet og hun efterlod Heidi alene i Gustavs rum.

"Hej smukke,
Jeg er ked af, at du føler vores forhold har været spild af tid. Det gør mig faktisk utrolig ked af det, at du skriver det. For det har det ikke, og det ved du udmærket godt. Du er bare bitter og ked af det - og jeg forstår godt.
Jeg mindes ofte vores mange ture til stranden, hvor vi tumlede rundt midt om natten. Duften af havsalt og mågernes skrig. Sand mellem vores tær og dine bløde læber mod mine.
Men det hele blev det samme. Og du lavede ikke andet end at brokke dig over, at vi aldrig var sammen. Og jeg gik mere og mere ud. Jeg var ødelagt indeni, jeg var knust og jeg græd. Jeg har aldrig grædt så meget. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvad jeg skulle sige eller hvor jeg skulle befinde mig. Til sidst levede jeg i min egen verden og hørte ikke hvad du sagde.
Vores forhol stod ikke til at kunne reddes. Da jeg var i byen, mødte jeg Ria. Jeg faldt straks for hende. Perfekt. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre. Du blev mere og mere sur og ja, jeg indrømmer i et brev, at jeg var dig utro.
Jeg ved ikke hvad du forventer af mig, Heidi? Jeg elsker også stadig dig, men det er på en anden måde.

- Tom"

"Møgsvin!" råbte Heidi. Hun løb ned af trappen og udenfor. Hun stoppede op i dørkanten og kiggede på de andre. "Du var mig utro??" sagde hun bare med en grødet stemme. "Du var mig utro.. du kunne ikke engang snakke om problemerne, du skulle bare have noget fisse. Helt ærligt, Tom. Du er et svin" Ingen sagde noget. "Du er det største svin i hele verden, du er! Hvordan kan du overhovedet se dig selv i øjnene efter dette? Hvordan kan du være dig selv bekendt?!" "Tror du det er let?" "Ja, jeg tror ikke du havde noget problem med det!" "Gider I finde et sted hvor i kan tale om det sammen?" spurgte Bill så. Heidi kiggede ikke længere på Tom. Hun vende rundt og gik ud i køkkenet. Hun havde lyst til at smadre et eller andet, men hun havde fundet ud af, at det heller ikke virkede.Tom kom ud til hende. Han kiggede på hende. Hun gav ham fingeren og smuttede ud af huset. "HEIDI?" blev der råbt efter hende. "Hvad vil du?" "Undskylde.." "Ja, flot. Det er for sent. Jeg håber I to bliver meget lykkelige, ha!" "Det er vi allerede" "Det fint, Tom. Luk nu bare røven. Du gider ikke undskylde. Du nyder sikkert det her" "Ja, for sådan et dårligt menneske er jeg nemlig!" "Åbenbart.." Heidi satte sig ind i sin bil og trykkede på speederen. Hun nåede ikke at bremse inden hun blev ramt af en bil. Hun havde overset den..

What hurts the most - kapitel 2

"Tak for overnatningen, Bill" Hun kyssede ham på kinden. Han lå stadig og blundende. Klokken var heller ikke mange, men Heidi ville hjem inden nogen i huset vågnede. Hun magtede ikke at skulle mødes med nogen af de andre."Smutter du allerede?" "Yes. Vi ses, babe" Hun listede nedenunder. Gustav, som altid, var tidligt oppe. "Smutter du?" "Ja, ville jeg helst" "Vil du ikke spise morgemad med mig?" To minutter mere med hende ville gøre ham glad. Men han kunne godt mærke, at hun ville væk inden Tom og Ria vågnede. "Undskyld søde Gustav" Hun gav ham et af de smil som han elskede, og gik ud til sin bil.
"Sover du?" "Maria! Sover du?" Heidi stod inde på hendes værelse. "Hvad fanden tror du selv?" "Min plan lykkedes" smilede hun. "Hvad laver du oppe så tidligt?" "Jeg ville slippe for slangen" "Du kan bare det med kælenavne" "YES! Jeg laver morgenmad til os" Heidi forlod rummet igen og gik for at lave morgenmaden til dem. Maria kom ud lidt efter. "Jeg hørte fra andre hvad hun havde sagt.. jeg troede hun var sød" "Jeg prøvede at lade som ingenting" Hun trak på skuldrene. "Tom undskyldte også.. jeg kunne ikke bruge det til noget" Heidi kunne mærke vreden boble indeni sig, men bed læberne sammen. "Hvorfor gjorde han det?" "Jeg ved det virkelig ikke! Han er bare en nar" "Som du savner" "Ja. Selvfølgelig savner jeg ham. Det er kun tre uger siden!" Heidi stoppede op og trak vejret. "Hver gang nogen nævner ham, jeg snakker om ham eller jeg ser ham får jeg lyst til at græde. Tårerne sidder og presser på hele tiden" "Så græd for satan! Få det ud" "Jeg har nu mest lyst til at banke Tom. Jeg vil så gerne have ham tilbage. Ligge i hans arme, kysse ham godnat, føle mig tryg om natten... bare en sidste gang" Maria nikkede til Heidi. Hun kendte Bill og Tom godt. Hun havde faktisk kendt dem hele livet og hun ville ikke stå på nogens side, men Heidi var hendes bedste veninde. Hun kunne ikke skuffe hende. Ikke igen. "Alle jeg har tæt mister jeg.." Heidi forlod bordet og smuttede ud på altanen. Hun kiggede udover byen. Alt var fredeligt lige nu. Tankerne i hendes hovede dunkede. Vreden fik fat i hende og hun kastede kaffekoppen ned på vejen. "AAAARRGH! HVORFOR?!" skreg hun og faldt grædende sammen. Hun hamrede sine hænder ned i jorden, men det eneste det gjorde var at gøre ondt. "Heidi..." Maria kom løbende hen til hende og tog fat om hende. Der sad de.. i morgensolens stilhed.

"Kæreste Tom,
To perfekte år..
Jeg sidder og griner for mig selv. Jeg føler, at det har været spild. At du ikke har ment det en eneste gang når du har sagt "Jeg elsker dig, Heidi".
Imens jeg sidder her og skriver blæser sommervinden ind gennem vinduet og med sig har den taget den sødeste duft af roser. Det bringer et smil frem på mine læber, for de minder mig om dig. Duften er så sød og blomsten umådelig smuk. Men hvis man kommer for tæt på, så gør den en ondt. Du plejede altid at bringe mig en buket blomster; en buket roser, for du ved jeg elsker dem. Det gør jeg stadig.
Du lovede mig, at du ville bringe mig til stjernerne. Du lovede, at du ville tage med. Vi skulle på eventyr sammen. Bare du og jeg. Vi var der næsten, Tom..

Det der gør mest ondt, det er, at ligemeget hvor meget jeg hader dig, så elsker jeg dig. Jeg kan måske komme mig over dig, men jeg kan ikke komme mig over den måde det skete på, eller den måde jeg bliver behandlet på nu.

Sammen med dig følte jeg mig smuk og rig. Rig på lykke. Rig på kærlighed.
Jeg troede vi først skulle til at begynde livet sammen, tage på endnu et eventyr. Nu vil jeg på mit eget. Mit smil kan ingen, selv ikke den jeg elsker mere end noget andet, tage fra mig. Selv ikke du. Du fortjener det ikke. Jeg vil smile hele vejen. Jeg vil være stærk.
Tak fordi du altid bragte en smil frem på mine læber. Tak fordi jeg måtte elske dig. Tak, Tom.
Håber du en dag bliver dig selv igen. For dette er ikke dig.

Jeg elsker dig stadig.
- Heidi"

"Det er smukt, Heidi" Maria kiggede med et trist blik på hende. "Skal jeg give ham det?" Hun ville helst ikke, men Heidi havde brug for det, så det var det der skulle til. Heidi nikkede. "Jeg skal hjem til ham og slangen.." Maria grinte. "I dag" "Skyd hende" "Efter det hun gjorde mod dig, så vil jeg meget gerne" Heidi gav Maria et kram og igen begyndte hun at græde. "Jeg er bare glad for du vil hjælpe mig" grinte hun. "Selvfølgelig vil jeg det, Heidi"

What hurts the most - kapitel 1

Efter en prøveperiode med word er det nu slut, så indtil jeg får penge til at købe en produktnøgle må I leve med en ny ff. Lige nu syns jeg bare mest, at den minder om alle de andre med 'Tom og Heidi', men det er mest fordi jeg ikke er så glad for forandringer :-D. Jeg ser lige om jeg kan lave en ændring..
Alt det jeg har skrevet på de andre kan jeg ikke kopier, så når jeg får tiden til at skrive det hele over (altså det jeg ikke har udgivet), så kommer der kun på nye. Tror jeg. Medmindre jeg ændrer det. Jeg klapper i nu :-D
ps. hvis der er fejl, så giver jeg det program jeg bruger nu skylden, for der er ikke stavekontrol eller rettelse (aner ikke hvad den hedder..) på :-).

"La la la la la!" "Hvad prøver du på at sige?" grinte Gustav. "Jeg synger.. bedre end Bill!" "Hey!" råbte Bill fra badeværelset. "Jeg kan godt høre dig" "Undskyld søde Bill. Sandheden skal frem!" Han stak hovedet ud fra rummet og kiggede sært på hende. "Skal du ikke gøre dig klar til i aften?" Hun rystede på hovedet. "Hvorfor?" Hun gav ham et halvt smil og futtede ind til Gustav. "Er det Tom?" Hun nikkede. De hørte Bill komme ned ad gangen. "Sig mig hvorfor!" Hun rystede på hovedet. "Fordi jeg skal lege med Maria" løj hun og rodede rundt i sin medbragte kuffert. "Maria skal også med derhen" "Nej nej" grinte hun. "Nu må du snart komme dig over det, Heidi!" "At Tom forlod mig til fordel for hende? Nej" "Det er ikke mere end tre uger siden.. det gør altså ondt, Bill" "Jeg ved det godt, snuske" Han gav hende et kram. "Men så længe min bror er glad, så har jeg ikke noget at sige. Det ønsker jeg for ham" "Selvfølgelig gør du det. Andet ville også være forkert" "Du kan lege med Gustav i aften. Han vil heller ikke med" "Vil du ikke?" udbrød hun og vendte sig om mod ham. Han rystede på hovedet og gav hende et smil. "Så leger vi to sammen!" "Hvor bliver det nu holdt henne? Hvis vi får lyst til at smutte forbi" spurgte Gustav Bill om. "Hos Georg.." svarede Bill. "Flere spørgsmål inden jeg smutter?" "Ja!" svarede hun. "Hvorfor er du egentligt ikke hjemme ved dig selv?" "Hvorfor er du ikke hjemme hos dig selv?" "Fordi jeg har været sammen med Gustav i dag.. dit svar?" "Fordi jeg ikke orkede Tom og Ria!" "hæhæhæhæhæ!" Bill grinte af hende og smuttede ind på badeværelset. Hun satte sig ned ved siden af Gustav. "Hvis du gerne vil derhen, så må du altså gerne.. jeg tager bare hjem" "Nej, jeg bliver her og holder dit humør højt" "Ja.. held og lykke til dig så" "Hold da op. Du har da været i et fantastisk humør i dag!" "Ja, lidt utroligt ikke?" "JEG ER FÆRDIG NU!" Råbte Bill. "SKAL JEG TØRRE DIG?" svarede hun. "Hold din kæft" lo Bill. "Jeg smutter nu" Hun gik hen og gav ham et kram. "Se nu at blive glad. Jeg savner min bedste veninde" "Hun savner også dig" "Jeg syns du skal komme forbi i aften. Jeg skal nok være ved din side" Hun nikkede kort. "Nu må vi se" "Vi ses Gustav" Hun smuttede hen til vinduet og vinkede som et lille barn til Bill, inden han satte sig ind i bilen.
"Hvad skal vi lave?" spurgte Gustav. "En tur i biffen kunne jeg godt bruge" Hun smilede til ham. "STRIPPOKER!" udbrød hun så. "Ja, super idé, Heidi!" "Tak tak.." "Nej, jeg ved det ikke.." Hun lod sig falde ned ved siden af ham. "Han spurgte til dig den anden dag.." Hun fortsatte med at kigge på ham. "Jeg savner ham sådan, Gustav" Hun gav endelig op og lod tårerne falde frit. "Det gør så ondt" "Jeg ved det ikke hvad jeg skal sige.." "Nej, det er der ingen der gør. I kender Tom, I holder af Tom, selvfølgelig ved I ikke hvad I skal sige.." "Jeg ville gerne hjælpe dig" Hun nikkede forstående. I et stykke tid sad de og kiggede bare lige ud. Gustav følte sig utilpas. Pigen han kunne lide ville en anden. Han ville helst, at hun ville glemme ham. "Bill vil gerne have, at jeg kommer derhen" "Skal vi så det?" "Vil du gerne?" Han nikkede. "Og du skal komme med oprejst pande! Han skal ikke se, at du er ude af den" Hun smilede til ham. "Nej, men han ved det godt" "Meget muligt! Men du fortjener en god aften" "Hvis hun nu ikke var en bitch, så ville det hjælpe.." Gustav nikkede. Han kunne kun give hende ret. Ria var en bitch. En smuk én. "Tak fordi du satte en smil på mine læber"

Da de stod ved hoveddøren til Georgs hus, blev hendes mave pludselig fyldt med tvivl. Spørgsmål kom flyvende og hun blev svimmel. "Er du okay?" spurgte Gustav. Hun nikkede og gik indenfor.
Huset var fyldt med mennesker alle steder og ved første øjekast kunne de ikke få øje på Bill. Heidi tog fat i Gustavs arm mens de gik igennem menneskemængden og udenfor til poolen. Bill sad henne ved bordene sammen med Georg og nogle andre mennesker. Hun slap Gustavs arm gik derhen.
"Hej smukke! Så kom du alligevel" "Ja, for din skyld" Hun smilede til hende og hun gengældte. "Hej Georg!" "Skønt du kunne komme, Heidi! Vil du have noget at drikke?" "Ja tak. Jeg kan godt hente selv. Hvor kan jeg finde det?" "Ude i køkkenet" Hun rejste sig op og gik derud. Prøvede at skubbe sig gennem mængden.
Hun fandt et par plastickrus og hældte noget blandet op. "ha ha, sådan går det, skat!" Hun genkendte stemmen og vendte sig om for at se om hun havde ret. "Åh.. hej Heidi" "Hej" svarede hun kort for hovedet. Ria stod og skulede mærkelig på hende. Hun tog krusene og begyndte at gå.
"Jeg mødte din bror.. og hende slangen" Bill grinte. "Sagde han noget?" "Hej" Hun vendte sig forskrækket om og så at Tom stod der. "Ja. Dét.." "Slå dig ned" Bill rykkede tættere på Heidi, så der var palds til Tom og Ria. "Vi snakkede om snart at smutte i poolen" sagde Tom. "I'm in!" svarede Georg. Gustav nikkede. "Vi hopper gerne med i!" råbte et par af Georgs venner. "Jeg har ikke badetøj med, så jeg bliver oppe" sagde hun til Bill. "Kan hun ikke låne noget af dig, skat?" spurgte Tom Ria om. "Det gør ikke noget, jeg bliver bare oppe" smilede jeg. "Hun kan heller ikke passe det" Hun svarede ikke tilbage. Hun sagde ikke noget. Hun vendte bare ansigtet den anden vej og lod som ingenting. Kommentaren gjorde ondt. Hun prøvede sit bedste på at lade ham være lykkelig. Ingen ved bordet sagde noget. Alle følte sig utilpas. Bill kiggede over på Tom som ikke vidste hvad han skulle sige. Han følte med Heidi. "Skal vi hoppe i?" spurgte Gustav. Heidi smilede til ham og han blinkede. Han kunne sagtens få hendes humør om. "Ja, lad os det!" svarede Bill. Et par af gæsterne var allerede hoppet i vandet. Bill var også hurtigt nede i vandet og pludselig sad Heidi og Tom kun tilbage. "Undskyld.." sagde han. Heidi trak bare på skuldrene. Hun havde ikke noget at sige til ham. Han fortjente ikke noget. Hun gav ham et smil. Han plejede at sige, at han elskede hendes smil, og han skulle bestemt være den sidste til at fjerne et fra hendes læber. "Jeg er ked af, at du fik det at vide" "Det er fint, Tom" hun fortsatte med at smile og betragtede dem i vandet. "Hej Heidi!" Heidi vendte sig om og så at Maria stod der. Hun var aftenens redningsmand.