"Tak for overnatningen, Bill" Hun kyssede ham på kinden. Han lå stadig og blundende. Klokken var heller ikke mange, men Heidi ville hjem inden nogen i huset vågnede. Hun magtede ikke at skulle mødes med nogen af de andre."Smutter du allerede?" "Yes. Vi ses, babe" Hun listede nedenunder. Gustav, som altid, var tidligt oppe. "Smutter du?" "Ja, ville jeg helst" "Vil du ikke spise morgemad med mig?" To minutter mere med hende ville gøre ham glad. Men han kunne godt mærke, at hun ville væk inden Tom og Ria vågnede. "Undskyld søde Gustav" Hun gav ham et af de smil som han elskede, og gik ud til sin bil.
"Sover du?" "Maria! Sover du?" Heidi stod inde på hendes værelse. "Hvad fanden tror du selv?" "Min plan lykkedes" smilede hun. "Hvad laver du oppe så tidligt?" "Jeg ville slippe for slangen" "Du kan bare det med kælenavne" "YES! Jeg laver morgenmad til os" Heidi forlod rummet igen og gik for at lave morgenmaden til dem. Maria kom ud lidt efter. "Jeg hørte fra andre hvad hun havde sagt.. jeg troede hun var sød" "Jeg prøvede at lade som ingenting" Hun trak på skuldrene. "Tom undskyldte også.. jeg kunne ikke bruge det til noget" Heidi kunne mærke vreden boble indeni sig, men bed læberne sammen. "Hvorfor gjorde han det?" "Jeg ved det virkelig ikke! Han er bare en nar" "Som du savner" "Ja. Selvfølgelig savner jeg ham. Det er kun tre uger siden!" Heidi stoppede op og trak vejret. "Hver gang nogen nævner ham, jeg snakker om ham eller jeg ser ham får jeg lyst til at græde. Tårerne sidder og presser på hele tiden" "Så græd for satan! Få det ud" "Jeg har nu mest lyst til at banke Tom. Jeg vil så gerne have ham tilbage. Ligge i hans arme, kysse ham godnat, føle mig tryg om natten... bare en sidste gang" Maria nikkede til Heidi. Hun kendte Bill og Tom godt. Hun havde faktisk kendt dem hele livet og hun ville ikke stå på nogens side, men Heidi var hendes bedste veninde. Hun kunne ikke skuffe hende. Ikke igen. "Alle jeg har tæt mister jeg.." Heidi forlod bordet og smuttede ud på altanen. Hun kiggede udover byen. Alt var fredeligt lige nu. Tankerne i hendes hovede dunkede. Vreden fik fat i hende og hun kastede kaffekoppen ned på vejen. "AAAARRGH! HVORFOR?!" skreg hun og faldt grædende sammen. Hun hamrede sine hænder ned i jorden, men det eneste det gjorde var at gøre ondt. "Heidi..." Maria kom løbende hen til hende og tog fat om hende. Der sad de.. i morgensolens stilhed.
"Kæreste Tom,
To perfekte år..
Jeg sidder og griner for mig selv. Jeg føler, at det har været spild. At du ikke har ment det en eneste gang når du har sagt "Jeg elsker dig, Heidi".
Imens jeg sidder her og skriver blæser sommervinden ind gennem vinduet og med sig har den taget den sødeste duft af roser. Det bringer et smil frem på mine læber, for de minder mig om dig. Duften er så sød og blomsten umådelig smuk. Men hvis man kommer for tæt på, så gør den en ondt. Du plejede altid at bringe mig en buket blomster; en buket roser, for du ved jeg elsker dem. Det gør jeg stadig.
Du lovede mig, at du ville bringe mig til stjernerne. Du lovede, at du ville tage med. Vi skulle på eventyr sammen. Bare du og jeg. Vi var der næsten, Tom..
Det der gør mest ondt, det er, at ligemeget hvor meget jeg hader dig, så elsker jeg dig. Jeg kan måske komme mig over dig, men jeg kan ikke komme mig over den måde det skete på, eller den måde jeg bliver behandlet på nu.
Sammen med dig følte jeg mig smuk og rig. Rig på lykke. Rig på kærlighed.
Jeg troede vi først skulle til at begynde livet sammen, tage på endnu et eventyr. Nu vil jeg på mit eget. Mit smil kan ingen, selv ikke den jeg elsker mere end noget andet, tage fra mig. Selv ikke du. Du fortjener det ikke. Jeg vil smile hele vejen. Jeg vil være stærk.
Tak fordi du altid bragte en smil frem på mine læber. Tak fordi jeg måtte elske dig. Tak, Tom.
Håber du en dag bliver dig selv igen. For dette er ikke dig.
Jeg elsker dig stadig.
- Heidi"
"Det er smukt, Heidi" Maria kiggede med et trist blik på hende. "Skal jeg give ham det?" Hun ville helst ikke, men Heidi havde brug for det, så det var det der skulle til. Heidi nikkede. "Jeg skal hjem til ham og slangen.." Maria grinte. "I dag" "Skyd hende" "Efter det hun gjorde mod dig, så vil jeg meget gerne" Heidi gav Maria et kram og igen begyndte hun at græde. "Jeg er bare glad for du vil hjælpe mig" grinte hun. "Selvfølgelig vil jeg det, Heidi"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar