Maria og Bill gik frem og tilbage på hospitalsgangen. De havde været der i flere timer. "Jeg skulle aldrig have givet hende det brev.." græd Maria. "Det er ikke din skyld, søde Maria" sagde Bill og lagde en arm om hende. "Jeg skulle aldrig have skrevet det.." svarede Tom og stirrede tomt ud i luften. "Det er ikke jeres skyld!" Bill satte sig ned ved siden af Tom. "Jeg glemmer aldrig det jeg så..." Billederne i Toms hoved blev ved med at være der. Heidis ansigtsudtryk da det gik op for hende, at hun ville blive ramt. "Jeg kunne ikke genkende hendes ansigt.." Ingen sagde noget, der var bare stille. En masse fagfolk gik frem og tilbage. De ventede bare på, at lægen ville komme og fortælle nyt omkring Heidi. "Har nogen ringet til hendes forældre?" spurgte Bill. Både Tom og Maria rystede på hovedet. "Jeg kan ikke.." græd Maria. "Jeg vil ikke gøre dem ked af det" "Det er min skyld, så jeg må nok hellere" "Det er ikke din skyld Tom.. Det er din skyld hun er ked af det" "Hold kæft, Bill" "Hvordan kunne du gør det?" spurgte Maria. "Læs brevet!" Han rakte det over til hende og der var igen stilhed.
Hver gang de hørte skridt på gangen kiggede de op. Men efter endnu en times ventetid kom der endelig en læge hen til dem. "Kom med" sagde han og førte dem hen til et rum. "Inden i går ind, så skal I vide, at det ser slemt ud. Hun har brækket flere ribben, hendes ansigt er helt hævet og vi er ved at undersøge de sidste prøver vi har taget" De nikkede alle tre. Ingen havde noget at sige. "Hun er vågen. Gå bare ind" Maria tog fat i håndtaget og trak ned. Heidi lå henne i sengen. Det lignede slet ikke hende. Maria tog fat i Bills arm. Hun var bange og skræmt. "Tror I hun er vågen?" spurgte Tom dem om. De gik hen til sengen. Heidi lå og kiggede op i loftet da de kom. "Åh Heidi" sagde Maria og fældede en tåre. "Hej" svarede Heidi. Hun prøvede at smile til dem, men kunne ikke rigtigt. "Ligner jeg en der har fået tæsk?" grinte hun. "Det gør ondt når jeg griner" lo hun. "Så skal du ikke grine. Er du okay?" spurgte Bill. "Jeg lever da" "Jeg er ked af det, Heidi" sagde Tom. Hun svarede ham ikke, for hun var stadig sur. "Det er min skyld" Heidi tog sig til hovedet, da hun prøvede at ryste på hovedet. "Nej det er ej, Tom. Det er ikke din skyld, jeg kunne bare se mig for" "Jeg er bare glad for du ikke er død!" Maria gav hende et kram. "av av av av av av, pas på mig" "Undskyld" Heidi satte sig op i sengen. På hendes bord stod en buket roser. Hun kiggede spørgende rundt på dem. Tom kiggede på Bill og Maria og de forlod hurtigt rummet. "De er fra mig. Og her" Han gav hende en konvolut. "Jeg skrev det efter jeg havde mødt dig. Jeg smutter nu. Jeg skal.." "Jeg vil ikke høre mere" Tom drejede rundt og forlod rummet. Maria og Bill kom ind igen. "Hvad så?" Heidi viste dem brevet. "Læs det. Du skal ikke ud og køre" De grinte kort alle og Heidi åbnede brevet.
"Dejligste Heidi,...."
Læste hun højt for de andre.
"Du har virkelig væltet min verden omkuldt. Du er som et stykke af himlen, noget jeg manglede, men det er først gået op for mig. Jeg elsker at se dig rende rundt ude i haven, mens du leger med hundene. Når du vender dig om for at se på mig giver du mig altid et smil. Det varmer mit dybt i hjertet. Så sender du mig et luftkys og leger grinende videre. Du er altid positiv og det er hvad jeg har brug for. Du løfter mit humør op.
Jeg elsker når du om morgenen kommer løbende ned af trappen i dit nattøj og med morgenhår, hvor du giver mig et morgenkys og allerede er energisk og snakkende.
Du blæser på rygterne, du blæser på det negative. Du formår at forblive positiv.
Jeg elsker, at vi kan sidde til langt ud på natten og bare spille playstation. Og når du så taber prøver du at være sur, men der er bare intet ved dig der kan være surt. Livet med dig kan ikke være surt.
Jeg elsker at du altid giver mig det største kram, selvom jeg kun har været væk i fem minutter.
Og hvis det er sådan, at vi ikke har tilbragt en nat sammen, så får jeg hver morgen en sms, hvor der står tre simple ord "Jeg elsker dig".
Jeg ved, at du er personen som jeg vil tilbringe resten af livet med. For alle de ting jeg har nævnt, er bare få ting som bringer et smil frem på mine læber. Du gør mig glad på hver eneste tænklige måde.
Jeg troede aldrig jeg ville komme til at sige det, men det gør jeg nu; jeg elsker dig af hele mit hjerte.
- Tom"
Ingen sagde noget. De stirrede bare på hinanden. Til sidst tog Heidi sig endelig sammen. "Hvorfor skulle jeg have det? Hvad prøver han at sige?" Bill trak på skuldrene. "Han vil jo ikke være sammen med mig, så jeg kan ikke se hvad jeg skal bruge det her til!" Hun fik ondt i hovedet af den vrede som var brudt frem. "Hun er nu smuk" sagde hun så. "Hvem? Ria?" svarede Maria. "Ja. Det må jeg gi' ham" Hun nikkede til Heidi. Hun gav hende ret. Bill rømmede sig. "Gustav kommer snart og besøger dig" "Forlader I mig så?" "Desværre smukke" "Jeg er ikke smuk, Bill" "Ikke når jeg ligner en bokser" "Du er smuk ligemeget hvad. Bum!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar