Tro, håb og kærlighed - kapitel 2

Tom og jeg tog sammen med Bill og Clara den lange vej ind til hospitalet næste dag. Jeg frygtede det værste, jeg var død indeni. ”Hej” sagde lægen og smilede stort til os. Hvorfor smilede han? Der var ingen grund til at være glad! Tom og jeg gik med ham ind i et rum for os selv. ”Ja, du skal med det samme i kemoterapi. Der er ikke andet at gøre” ”Hvor lang tid har jeg tilbage?” Jeg frygtede det spørgsmål. Det var det værste. Jeg ville slet ikke kende til svaret, men jeg blev nødt til det. ”Det kan ikke siges endnu, vi vil prøve et mindske det med kemo” jeg begyndte igen at græde og skreg: ”Hvorfor ikke? Han må ikke dø!” Tom tog fat om mig, og prøvede at berolige mig. ”Jeg skal vide et par ting..” vi kiggede begge to på ham. ”Vi skal vide, hvor du vil tilbringe din sidste tid henne?” ”Hjemme!” svarede han bestemt. Han var slet ikke berørt af det her, han tog det så stille og roligt. Jeg farede op og forlod rummet. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Der lugtede forfærdeligt, og der var forfærdeligt. Vi havde været på hospitalet så mange gange, og jeg havde lyst til at brække mig. Vi havde været igennem det før, men denne gang var det blevet værre. ”Heidi!” sagde Clara og fulgte med mig udenfor. Jeg kunne knap nok trække vejret og stod og hev efter det. ”Fortæl mig det?” sagde Clara og jeg kiggede på hende. Kunne hun virkelig ikke se det på mig? ”Han skal dø! De vil prøve at mindske det med kemo, men de kan intet love” hun kiggede med medlidenhed på mig og krammede mig. Bill kom lidt efter gående ud til os. ”Han skal i gang nu..” sagde Bill. ”Det gør mig så ondt Bill” jeg farede hen i hans favn, og vi stod der i et stykke tid og græd. ”Jeg må hellere ringe til mor” jeg nikkede og gik alene tilbage. Tom stod og ventede på mig. Han tog min hånd, og vi gik ind på værelset han havde fået. Jeg betragtede ham, mens han skiftede til hospitalstøj. Hans hår var endelig begyndt at komme tilbage, og han havde fået sin glød igen. Og nu.. nu skete det igen. Selv hans veltrænede krop var forsvundet grundet de hårde kemobehandlinger. Det havde taget hårdt på os alle. Den uge Tom fik kemo var han nede, havde ingen kræfter og ville intet, og ugen efter var han frisk igen. Jeg ville aldrig kunne vende mig til det. Jeg savnede ham, for han var ikke sig selv mere. Jeg kneb en tåre. Hvorfor skulle det ske igen? Hvorfor lige os? Hvorfor lige Tom? ”Kan du for fanden ikke finde en anden?” sagde jeg lavt og kiggede op i luften. Jeg håbede et eller andet sted, at den Gud der skulle eksistere, ville give mig et svar. ”Er du klar?” spurgte lægen, da han kom ind. Han kiggede trist over på mig, og nikkede derefter til lægen. Lægen gik sin vej igen, og Tom kom hen mod mig. Jeg rejste mig op, tog om ham, og lod tårerne trille. ”Jeg elsker dig” sagde han. Jeg kyssede ham inderligt, inden han igen forsvandt. Og her sad jeg igen, alene. Hvorfor havde jeg ikke vænnet mig til det? Jeg havde jo siddet her hver gang han havde været inde for at få kemoterapi.

” I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought
"Hey, you know, this could be something"
'Cause everything you do and words you say
You know that it all takes my breath away
And now I'm left with nothing

So maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one

I remember every look upon your face
The way you roll your eyes
The way you taste
You make it hard for breathing
'Cause when I close my eyes and drift away
I think of you and everything's okay
I'm finally now believing

That maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one


I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought, "Hey,"

Maybe it's true
That I can't live without you
Maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking
I can't live without you
'Cause, baby, two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
But I'll figure it out
When all is said and done
Two is better than one
Two is better than one

Tom spillede sangen for mig, Bill sang og både Clara og jeg græd. Han havde for et par måneder siden, fået at vide, at han havde cancer, og havde efter sine mange hårde kemobehandlinger skrevet denne sang til mig. Det kunne ikke lade være med at røre mig. Vi havde været sammen i et år, og jeg fik en kærlighedserklæring. Jeg havde aldrig troet det om min pigeglade kæreste. ”Smukt!” sagde Clara, da de var færdige med at spille, og tørrede sine tårer væk. Jeg kiggede forelsket over på Tom. Jeg kunne intet sige, jeg græd bare og smilede til ham. Han lagde guitaren til side, tog min hånd og trak mig med udenfor, hvor vi satte os på en bænk. Det var nat nu, og månen var det eneste lys vi havde. ”Hvad syns du om sangen?” Han holdte mig stadig i hånden, og stirrede spørgende på mig. Jeg nikkede og svarede: ”Jeg elsker den, Tom!” ”Det er jeg glad for” vi grinte lidt, men kyssede derefter hinanden. ”Jeg har aldrig fået noget så dejligt. Hvis det var min fødselsdagsgave, så var jeg død af glæde” ”Så får du aldrig sådan en gave af mig” grinte Tom. ”Jeg ville aldrig..” sagde Tom, og stoppede pludselig.”Jeg ville aldrig have spillet den sang, hvis det ikke var takket være kræften. Jeg skrev den efter vi havde været sammen i nogle måneder og jeg ville aldrig have kunnet udtrykke mig overfor dig på denne måde, hvis du ikke havde taget mig med storm.” jeg kiggede på ham, og så hans øjne var blanke, og snart ville jeg begynde at græde. ”Jeg troede ikke, at vi ville holde sammen så længe” ”Så er vi to” ”Vi er sammen nu, og har været i et år. Hold da op, og nu har jeg kræft, og du er her stadig..” ”Selvfølgelig!” udbrød jeg. ”Jeg elsker dig” han kiggede stolt på mig. ”

Jeg huskede tilbage til dengang. Det var første gang, at han havde sagt han elskede mig, og han mente det.
Clara og Bill kom gående ind til mig. De smilede til mig. ”Hvordan har du det?” spurgte Bill og satte sig ned ved. ”Ingen ord kan beskrive det..” jeg kiggede på ham med et tomt blik i øjnene. Jeg håbede et eller andet sted, at han kunne fortælle hvordan jeg havde det. ”Det hele skal nok gå” Han krammede mig og gik over til Clara. De holdte sig ikke væk fra hinanden længe. Jeg stirrede på dem. Tom og jeg havde mistet det. Vi havde ikke haft sex siden hav fik kræft. For mig var det ikke slemt, men Tom.. han havde bad boy attituden, og han elskede piger. Han havde ikke haft det godt med det, men nu var det sådan. Jeg var misundelig på dem, men anderledes kunne det jo ikke blive.