”Det hele skal gå, det skal nok blive okay..” Bill gik forvirret frem og tilbage foran hospitalsværelset. Han var nervøs, og ulykkelig. ”Bill, sæt dig nu ned..” sagde Clara og kiggede bekymret på ham. ”Lad mig nu være!” råbte han.
Tom kom gående ud. Jeg kiggede forhåbningsfuldt på ham, og han nikkede. ”Kræften er væk!” smilede Tom. Jeg farede op og krammede ham. Bill kom gående tilbage med kaffe i hånden. Han kiggede på Tom, der smilede stolt. ”Det er væk, Bill! Det er væk..” han kunne slet ikke tro det selv, det kunne man høre på ham. Bill gav sin kaffe til Clara, og omfavnede ham. ”Jeg er så glad” sagde Tom lettet. Clara og jeg satte os ned på en stol, mens Bill og Tom snakkede løs. ”Jeg er så lettet” sagde jeg. Clara smilede til hende.
Vi gik udenfor i stilhed. Det første Tom gjorde var, at tænde en smøg. ”TOM” udbrød jeg, hev den ud af hånden på ham, og smed den væk. ”Du skal sku da ikke ryge, når du lige har fået at vide, at der er risiko for det kan komme igen!” jeg trampede, efterfulgt af Tom der kaldte på mig, hen mod bilen.
Turen fra hospitalet og hjem igen var meget lang. Tom havde det ikke for godt, og jeg turde intet sige. Det var som om, at frygten og viden om at det kunne komme igen, ikke kunne gå væk. Der var intet jeg kunne sige som ville være rigtigt. Klokken blev seks da vi kom hjem, og jeg begyndte at lave mad med det samme. Tom sad og kiggede på mig. ”Er du okay?” spurgte jeg endelig, vendte mig om, og stirrede på en trist Tom med blanke øjne. Han kom hen til mig, og jeg tog fat om ham. ”Hold om mig for evigt” jeg svarede ham ikke, blev bare ved med at kramme ham. ”Gider i så holde om med at knalde i køkkenet” grinte Bill, da han kom ind i køkkenet. Clara grinte af ham, og de satte sig begge tog ned til bordet. Jeg kyssede Tom, hvorefter han satte sig hen til dem. ”Vi skal interviewes i morgen” sagde Bill. ”Vil i med, Heidi og Clara?” jeg kiggede hen på Clara, der nikkede ivrigt. ”Det kan vi godt” smilede jeg. Jeg tog tallerkener frem, og satte dem hen til bordet. ”Vi tager til Berlin i aften så, og overnatter på et hotel” sagde Tom og delte tallerkenerne ud. ”Wow, det var hurtigt” sagde jeg. ”Ja, men de vil interviewe mig omkring kræften” ”Kan du klare det?” jeg vendte mig rundt og kiggede på ham. ”Det håber jeg da, ellers har jeg Bill ved min side” han smilede stolt til sin bror.
”Er i klar?” spurgte jeg da jeg kom ind til Clara og Bill. De havde travlt med at spise hinanden. ”Ja” smilede Clara, og smed sin taske hen ved siden af mig. ”Den tager du selv, snuske” smilede jeg. ”Er min brormand klar?” Bill kiggede spørgende på mig. ”Næ, han er sku altid så langsom, men han kommer nok om lidt. Jeg hørte listende skridt nærme sig døren, og åbnede den. Og korrekt, der stod Tom. Hans øjne var blanke, og jeg kunne se, at der var noget forfærdeligt galt. ”Lægen..” sagde en grødet stemme, og han kom ikke længere. Bill og Clara kiggede bekymret hen på ham. ”lægen har ringet, kræften er ikke forsvundet” ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!” skreg jeg og faldt sammen på gulvet. ”Heidi, det skal nok gå..” beroligede Tom mig. Men han havde sagt det samme dengang vi fik det at vide første gang, og det var jo ikke gået. Han tog fat om mig, mens jeg græd som pisket. ”Vi bliver hjemme!” sagde Bill bestemt. ”Nej, det går nok” Tom smilede til ham, men hans smil var ikke ægte. Det var falskt, og han græd. Han ville ikke, men han ville heller ikke skuffe sine fans. Han var så trofast mod sine fans. ”Tom! Jeg gider slet ikke diskutere det med dig, du har intet valgt!” Bill trampede ud af værelset. ”Det gør mig ondt” sagde Clara, krammede Tom, og gik ned til Bill. ”Hvorfor dig? Hvorfor dig Tom?!” jeg rystede på hovedet mens jeg stadig græd. Jeg kunne ikke forstå det. Hvordan var det endt sådan her? ”Jeg skulle komme ind på hospitalet i morgen efter interviewet og undersøges. Det ser slemt ud, og skal helst i kemoterapi med det samme” han sad stadig med armene om mig. I hans favn følte jeg mig tryg, og i sikkerhed. Ingen kunne få fat i mig her, og jeg ville ønske det var sådan for Tom. Ingen skulle gøre ham noget, og heller ikke den skide kræft. ”Jeg forstår det slet ikke..” ”Lad os gå hen i seng” han hev mig op og vi gik i seng. Men der var ingen grund til at sove. Hvad nu hvis han døde mens jeg sov? Hvad nu hvis jeg gik glip af et øjeblik med ham, og skulle leve med den dårlige samvittighed resten af livet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar