Tro, håb og kærlighed - kapitel 6

”Er du klar?” Bill kiggede på mig og tog min hånd. Var jeg klar? Var jeg klar til at optræde foran flere tusind mennesker? ”Jeg ved det ikke..” svarede jeg. ”Det skal nok gå, de forstår vores situation. Der blev holdt en mindeceremoni for Tom. Heldige fans havde fået lov til at komme med, kunstnere og familie kom. Jeg stod nu bag tæppet sammen med Bill, vi skulle optræde med en Tokio Hotel sang sammen. ”Det er mærkeligt, at det ikke er Tom der skal sidde ved det klaver og spille længere..” Bill kiggede ned i gulvet da han sagde det. Han havde ret. Det var altid Tom der spillede den sang, og nu.. nu skulle han aldrig spille den længere. Vi ville aldrig få hans talenter at se igen. ”Er i klar?” en dame kom hen til os. Der ville i forbindelse med denne ceremoni blive holdt nogle taler fra forskellige mennesker, og Bill og jeg var de eneste der skulle optræde. Vi nikkede begge to selvom vi ikke helt havde følelsen af at være klar. ”Det skal nok gå Bill.” Tæppet røg ned, og vi gik ud til flere tusind skrigende fans, regnede jeg med. Men der var helt stille. Jeg kiggede forsigtigt over på Bill, som gjorde tegn til Georg om at han kunne begynde. Han startede med at spille og jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg måtte bare tage mig sammen. Bill begyndte at synge:

Is there anybody out there walking alone?
Is there anybody out there, out in the cold?
One heartbeat lost in the crowd

Is there anybody shouting what no one can hear?
Is there anybody drowning pulled down by their fear?
I feel you, don't look away

De fleste fans sang med, og jeg kunne se hvordan folk omkring fik tårer I øjnene.

Bill og jeg skulle synge omkvædet sammen:

Zoom into me, zoom into me
I know you're scared when you can't breathe
I will be there, zoom into me

Tårerne pressede på ”Tag dig sammen Heidi, du skal ikke græde nu!” Nu var det min tur til at synge et vers, og jeg var nervøs:

Is there anybody laughing to kill the pain?
Is there anybody screaming the silence away?

Jeg nåede lidt over halvvejs da tårerne kom og min stemme blev grødet. Heldigvis sang alle fansene med og for mig hjalp det.

Just open your jaded eyes

Bill og jeg sang resten sammen. Hans stemme var så smuk, og ligesom jeg var hans øjne fyldt med tårer.
Zoom into me, zoom into me
I know you're scared when you can't breathe
I will be there, zoom into me
Come closer and closer

When you can't breathe
I will be there, zoom into me

Zoom into me, zoom into me
When the world cuts your soul into pieces
And you start to bleed

When you can't breathe
I will be there, zoom into me

“Tusind tak!” sagde Bill ud til publikum. Jeg betragtede ham imens. “Gustav, Georg og jeg er så glade for jeres støtte I denne svære tid. Hvis I bare viste..” han stoppede med at snakke og kiggede udover salen. Alle var stille, det eneste man en gang imellem kunne høre var folk som græd. ”Tak alle sammen, tak!” han forlod scenen. Det var nu min tur. Bill havde fået mig overtalt til at synge Toms sang til mig. En sang som betød alverden for mig. Tanken om den fik mig til at græde. ”Tom skrev en sang til mig efter vi havde været sammen i et år.. jeg har lovet Bill at jeg i dag vil synge den for jer. I skal vide, at den betyder alt for mig..”

Musikken startede og jeg gik i gang:

” I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought
"Hey, you know, this could be something"
'Cause everything you do and words you say
You know that it all takes my breath away
And now I'm left with nothing

Jeg stirrede udover publikum, som kiggede på mig. Tårerne kunne jeg selvfølgelig ikke holde tilbage og min stemme var mere grødet end før. Bag mig afspillede de en film med Tom og alle omkring ham.

So maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one

I remember every look upon your face
The way you roll your eyes
The way you taste
You make it hard for breathing
'Cause when I close my eyes and drift away
I think of you and everything's okay
I'm finally now believing

That maybe it's true
That I can't live without you
And maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking two is better than one


I remember what you wore on the first day
You came into my life and I thought, "Hey,"

Maybe it's true
That I can't live without you
Maybe two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
And you've already got me coming undone
And I'm thinking
I can't live without you
'Cause, baby, two is better than one
But there's so much time
To figure out the rest of my life
But I'll figure it out
When all is said and done
Two is better than one
Two is better than one

Jeg gik hen til klaveret som stadig stod i salen. Der stod et billede af Tom og jeg kiggede på den. Minderne fløj frem og tilbage. Intet af dette føltes rigtigt. Hvorfor skete dette lige for os? Hvorfor? Jeg ville aldrig få svaret på det, men hvis Gud havde fandtes, så ville jeg slet ikke stå her nu. ”Jeg elsker dig Tom” sagde jeg højt og hele salen klappede nu. Hvad skulle nu jeg gøre? Skulle jeg sige noget? Simone nikkede til mig, det var som om hun vidste hvad jeg tænkte. ”øhm..” var det eneste som kom ud af min mund. Jeg fik mig taget sammen og fandt noget rimelig fornuftigt at sige: ”Tom var den mest vidunderlige dreng i verden! Hans humor, som alle her nok kender. Han kunne få enhver pige til at falde for sig, og det skete for mig. Han klarede den sidste tid fantastisk. Han mistede aldrig sit humør, kun på de dårlige dage. Han mindede mig ofte om, at vi skulle, tro håbe og bede. Han var der for mig til det sidste, og jeg ved der for ham. Vi var der for hinanden, i tro, håb og kærlighed”
Alt omkring mig forsvandt..

”Og selvom vi ikke kan blive i dette øjeblik skat..” Tom holdte en lang pause. ”Så vil jeg elske dig for evigt” Jeg satte mig op foran ham, lagde ham ned og kyssede ham i sandet”

Historien er slut...