onsdag den 10. marts 2010

Tro, håb og kærlighed - kapitel 5

”Heidi.. det går ikke” Tom havde nu været hjemme i tre uger. Tre uger i helvede. Alle levede i frygt. Han havde fået det værre, og havde ligget i sengen i tre uger. Vi var nødt til at made ham og hjælpe ham på toilet det meste af tiden. Mest af alt fik jeg lov til at hjælpe ham. Han ville helst ikke have nogen skulle hjælpe ham, det var virkelig under hans værdighed. ”Rolig Tom, jeg hjælper dig” Tom var en sjælden gang oppe og stå. For at holde kredsløbet i gang og for at han kunne lave andet end at ligge ned. Han lagde armen omkring mig og jeg hjalp ham hen i stolen. ”Skal jeg lave noget mad til det?” ”Nej!” han lød vred. ”Du er ikke min tjener eller noget, du skal ikke gøre alt det her. Sæt dig ned hos mig” jeg satte mig i hans skød og han tog fat omkring mig. ”Ja, dette har jeg længtes efter” smilede han. ”Hvis jeg kunne tilbringe den sidste tid sådan her, så ville jeg gøre det” jeg kyssede ham på munden. ”Jeg ville ønske, at der ikke var noget der hed ’den sidste tid’” ”Vi håber og tror til det sidste, skat. Det skal vi” ”Ja” Simone kom ind med noget at drikke til Tom. Hun havde boet her on og off i ca. en uge nu. Hun ville være ved sin søns side, selvom det var meget hårdt for hende. ”Skal du have noget at drikke Heidi?” Hun så udmattet ud. Jeg vidste at hun ikke havde fået meget søvn, for det havde vi andre heller ikke. Vi ville være vågne hvert øjeblik for at være sikker på der intet skete. ’Hvad nu hvis’ følelsen sad i os, og den var svær at fjerne igen. ”Nej” svarede Tom hurtigt. ”Hun kan drikke af min sodavand, basta!” Jeg grinte til hende, og hun forlod igen stuen. ”Hvis jeg havde kræfter til det, så ville jeg knalde dig lige nu og her” ”oh my god Tom” sagde jeg og var flad af grin. På hans gode dage havde han overskud til at fyre sådan noget af, og være mere den gamle Tom. ”Så ville jeg ønske du havde kræfter til det” jeg gav ham det frække blik. ”Åh kvinde, frist mig ikke” endnu en gang kyssede jeg ham. ”Nå da, der er nogen der er i godt humør i dag” sagde Bill, der kom gående ind med Clara i hånden. ”Hele tiden” svarede Tom frisk. ”Godt at se” smilede Bill. De satte sig ned overfor os. ”Skal i lave noget spændende i dag?” spurgte Clara. ”Det gør vi jo hele tiden” svarede Tom ironisk. Han havde ikke lavet noget som helst de sidste par uger, så hvorfor skulle han pludselig det? Der var stilhed endnu en gang..

”Ja, jeg nyder at give dig bank!” ”Hov hov, man slår ikke på piger, og heller ikke du” Tom sagde intet, sad og kiggede udover vandet. ”Hvordan tror du mine fans har det?” ”ligesom os andre. Forfærdeligt, bange..” jeg kiggede på ham, og så en tåre trille ned af kinden. ”Men det skal nok gå Tom. Vi håber, tror og beder til det sidste, ikke?” Han nikkede og smilte. Det var det vi gik efter, det som vi hele tiden skulle sige til os selv når en tanke om at Tom skulle dø strejfede os. Vi måtte ikke andet. Han skulle nok klare det. Det vidste vi da alle sammen. ”Hvad nu hvis jeg dør? Hvad med drengene? Hvad med Tokio Hotel?” ”hvad ønsker du for dem Tom?” ”Jeg ønsker ikke de skal spille uden mig, hvilket jeg heller ikke tror Bill ønsker” ”Det tror jeg du har ret i. Tokio Hotel er ikke det samme uden dig, og vil ikke kunne kaldes Tokio Hotel hvis det sker, hvilket det ikke gør!” Tanken om at han skulle dø gjorde selvfølgelig ondt. Jeg ville ikke have at det skulle bringes på banen, men hvis Tom havde lyst til at snakke om det.. så ville jeg selvfølgelig lytte. ”Nej..” han sad stadig og kiggede udover havet. Jeg lagde mig med hovedet på hans skød, mens han aede mit hår. ”Dette øjeblik må gerne vare ved” sagde han. Jeg smilede for mig selv. Det ville være fantastisk. Tiden måtte meget gere stå stille og blive.. blive i dette formidable øjeblik.

”Hent en pose!” sagde Tom. Jeg farede op, hentede en opkastpose og gav den til ham. Han hostede forfærdeligt meget. ”Går det bedre?” spurgte jeg, da han var færdig. Tom nikkede, og jeg kunne se at kræfterne han havde haft lige før nu var forsvundet. ”Du skal hen og ligge igen..” Tom nikkede bare og jeg hjalp ham derhen. Clara og Bill var gået igen, så vi havde værelset for os selv. ”Det går slet ikke Heidi.. jeg lakker ud” Mine øjne blev våde, og tingene omkring mig var ikke virkelig. Sagde han virkelig det? Hvad mente han med det? Hvordan kunne han sige det? ”Kom herop skat” han stemme var blevet svagere. ”Du skal nok klare den..” jeg tudbrølede nu og kravlede ind i hans favn. ”Hvorfor siger du sådan noget?” spurgte jeg. ”Jeg kan mærke det i mig..” Hans vejrtrækning blev tungere, og jeg vidste hvad dette betød. ”SIMONE!” skreg jeg, hvorefter hun kom styrtende herind. Jeg havde nu sat mig på stolen ved siden af sengen. ”Hvad sker der?” ”Det går ikke mor..” sagde Tom og kiggede undskyldende på hende. ”Åh min lille skat..” hun begyndte nu også at græde. ”Jeg er ked af det..” ”Lad være med at undskylde Tom.. det skal nok gå” svarede hun. Jeg holdte ham i hånden. Han var koldere end før. Hvor var hans kræfter blevet af? Hvorfor var de pludselig forsvundet? ”Hvad sker der?!” sagde Bill, der måtte have hørt mig skrige. ”Tom..” sagde jeg bare. Bill løb hen til sengen og kiggede på sin bror, mens Simone gav plads til ham. ”Det er okay Tom..” sagde Bill. Tom kiggede nu ud i luften, derefter rundt på os alle sammen. ”Jeg elsker jer, og det ved i. Mor? Jeg er glad for alt du har gjort. Du er den bedste mor!” ”Selvfølgelig min dreng, jeg elsker dig” Hun kyssede ham på panden, mens hun aede hans hår. ”Og Bill? Bill for fanden. Vi har skændtes, vi har alt, men jeg elsker dig for helvede. Jeg elsker dig mere end noget andet. Jeg vil altid være hos dig, på forskellige måde, du ved” Tom blinkede til sin bror, hvorefter Bill svarede: ”Det er i orden Tom.. jeg elsker virkelig også dig” Vi sad nu alle sammen med tårer i øjnene. ”Clara?” grinte han. Lidt kræfter var der tilbage. Hun nærmede sig nu mig, og stod ved siden af mig. ”Vi har sgu haft nogle sjove timer sammen. Du og Bill passer perfekt sammen, husk det” De krammede hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Der var så meget kærlighed omkring os lige nu, og det gjorde ikke det hele bedre. ”Og Heidipigen.. du ved hvor pigeglad jeg er?” jeg grinte og nikkede til ham. ”Du gjorde noget ved mig, noget der ikke kan forklares. Du klarede opgaven, og jeg elsker dig. En bedre kæreste findes ikke. Du har været her hele tiden. Tak for din tålmodighed” ”Jeg elsker også dig skat!” sagde jeg og omfavnede ham. Jeg stirrede ham ind i øjnene. De blev svagere og svagere. Jeg kyssede ham på munden, dette ville nok blive min sidste gang. ”Jeg har ringet til lægen” sagde Gordon som kom forpustet ind. ”jeg elsk..” jeg vendte hurtigt hovedet mod Tom igen. ”jeg elsker di..” ”dig Gordon..” hans øjne lukkede, mens han stadig trak vejret. Jeg kiggede forvirret rundt på dem alle. Hvad var det der skete? ”jeg elske..” sagde Tom og åndede ud for sidste gang. ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!” skreg jeg, da det gik op for mig at han var død. Jeg kastede mig omkring ham. Alt blev sort, jeg kom ind i min egen verden. Kun Tom og jeg fandtes her. ”hvorfor forlader du mig?” græd jeg. ”hvorfor?” ”kom her Heidi” sagde Bill og hev mig væk fra ham. Jeg faldt lige ind i hans arme, hvor jeg fortsatte med at græde. ”Hvorfor Bill?” jeg faldt sammen på gulvet. Min verden var gået i stykker. ”HVORFOR?!” Gordon hev mig nu op, og tog sig ind til mig. ”det skal nok gå Heidi” sagde han. ”Det sagde Tom også, men hvorfor sige det, når det er løgn?” ingen svarede mig. Alle var i chok..

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

NOOOOO !!! Heidi for satan! hvorfor døede han? :( seriøst! me dont like heidi :( forfærdelig fic. <3

- Silke

HelloHeidi sagde ...

Tak :'(
Jeg er så forfærdelig! (

Louise :) sagde ...

åårh fik tårer i øjnene og det hele puuuhaaa heidi!! stakkels heidi og bill :(

HelloHeidi sagde ...

Ja, det var virkelig også forfærdeligt at skrive :(
sad og græd..

mie sagde ...

heidi! du har lige fået mig til at tude så meget! ö

Anonym sagde ...

Puuuuuha

Anonym sagde ...

Nej! Sidder og tuder :(