Tro, håb og kærlighed - kapitel 4

”Vi ser desværre ingen fremskridt..” lægen kiggede vemodigt på både Tom og jeg. Det var nu to måneder siden, at vi for anden gang fandt ud af, at Tom havde kræft. Ingenting var gået godt siden dengang, alt var åbenbart gået ned af bakke, ligesom jeg havde på fornemmelsen. ”Hvor lang tid har jeg tilbage nu?” Toms glød var kommet lidt tilbage, men kræften havde spredt sig endnu mere. ”Et par måneder, maks.” jeg kiggede forskrækket på lægen. Jeg havde lyst til at sige noget. Jeg kunne mærke min mund bevægede sig, men intet kom ud. ”Får jeg lov til at komme hjem?” Tom sad som forstenet. Jeg kunne se på ham at han var i chok, og ligeså snart vi er ude af lokalet så vil han græde. Jeg tog hans hånd som en trøst, mens jeg ventede på svar fra lægen. ”Kemobehandlingerne vil ikke længere hjælpe, så vi vil sige ja” Tom nikkede. ”Er der slet ingen mulighed for at det går væk?” spurgte jeg. Men jeg var nervøs for svaret. ”De arbejder på en ny behandling, men om det virker, det ved vi ikke” Der var et lille håb endnu, vi måtte bare tro og håbe på det. ”Tak” sagde Tom, gav lægen hånden hvorefter jeg gjorde det samme. Vi gik stille tilbage til værelset, hånd i hånd. Alting omkring mig forsvandt og jeg tænkte tilbage til dengang..

”Tom, lad være!” skreg jeg af grin, mens han dansede rundt nede i vandkanten. Vi var på en af de ferier som drengene sjældent var på. De havde taget et par uger fri, endelig. ”Gå væk Tom, jeg vil ikke ned i det vand!” det var tidligt om morgenen. Tom og jeg var stået op bare for at nyde solen stå op, men den var stadig nede, så vi pjattede rundt i vandet. ”Kom her Heidipigen” sagde han skummelt og nærmede sig mig.”Gå, gå din vej!” skreg jeg og begyndte at løbe, men han indhalede mig og fik mig væltet omkuld lige ned i det frysende kolde vand.
Det var en måneds tid siden vi havde været sammen i et år, og selvom Tom havde kræft, så var vi lykkelig. Han var lykkelig og han lyste op. Han kunne få hele natten til at lyse bare ved at smile. Vi lå nu her i vandkanten og solen var stille på vej op. Her var så smukt. ”Jeg håber at pillerne holder det nede” sagde han stille. ”Det gør de Tom. Det hele skal nok gå!” jeg kyssede ham på kinden og pjaskede ham til med vand. ”Hvis du ikke snart stopper med det der unge dame, så får du bank!” ”Næ dog, af hvem?” ”Du ligger da selv op til det” smilede han og trak mig ind til sig. ”Jep, og du kan lide det” svarede jeg stolt og kyssede ham lige på munden.

”Hjælper du med at pakke skat?” Tom stod henne ved skabet og fyldte sin taske med tøj. Jeg nikkede, rejste mig op og gik derhen. ”Hvor er Bill skredet hen?” spurgte jeg og kiggede mig omkring. Man havde slet ikke hørt lyden af ham i et stykke tid, ellers var det fordi jeg selv havde været væk. ”Han henter kaffe og kage!” smilede Tom. ”mmh kage…” og drømte om et lækkert stykke kage som jeg snart skulle indtage. ”Mor og Gordon kommer snart, og så..” jeg smilede bare til ham og fortsatte med at pakke. ”Jeg glæder mig nu til at komme hjem og bare slappe af, hvilket jeg jo også har gjort her, men” ”Så kan du også lave mad til mig” ”Uh, det tror jeg ikke jeg vil udsætte dig for smukke” ”Åh se her!” grinte jeg og holdte en bamse frem. ”det var den grimme bamse jeg gav dig” ”Den er da ikke grim..” sagde han. ”Okay, den er grim, men den er sød, der står jo ’i love you’ på” han smilede stolt til mig. ”Så er der..” sagde Bill, men jeg afbrød ham. ”KAAAAAAAAAAAAGE!” jeg farede hen til ham og hev kagen ud af hånden på ham. ”Der er vist en der kan lide kage” grinte han. ”Det burde du da vide” jeg satte det på bordet og ventede på at de andre kom, så jeg kunne æde det. ”Vi venter altså på mor og Gordon” sagde Tom. ”Du er tarvelig” jeg sukkede, mens jeg blev ved med at kigge på kagen der fristede mig. ”Hjælp Heidi!” råbte Tom og jeg gik hen til ham. ”Se der er også denne bog som du lavede” han åbnede den og kiggede det hele igennem. Der var billeder fra før han fik stillet diagnosen, fra vores ferie sammen, og fra alt. Vi havde skrevet alt ned fra den første dag han blev indlagt, op og nedturene. Jeg satte mig ned på sengen og kiggede den igennem. Den var fyldt med glæde og det modsatte. Tiden var gået alt for hurtigt.
”Så er vi her!” sagde Gordon glad da han kom brasende ind på værelset. ”CLARA!” skreg jeg, da jeg så hun var med. Jeg havde ikke set hende i lang tid, fordi jeg havde været så optaget af Tom. Jeg løb hen til hende og gav hende et kram. ”Vi skal have kage!” sagde hun og vi hoppede og ned af glæde. ”Hej Tom” sagde Clara og gav ham et kram. ”du ser bedre ud” Tom grinte af hende og svarede: ”Mange tak” ”Er du klar til at komme hjem skat?” spurgte Simone og krammede ham endnu en gang. ”Nej, jeg ved jo hvilken vej det skal gå..” Tom begyndte at græde og alle forstenede. Han havde jo ret, det ville kun gå en vej. Hvordan kunne vi andre tillade os at smile? At le? At være glade? Simone tog ham indtil sig, krammede ham hårdt, mens vi andre bare stod og kiggede på. Tårerne i mine øjne pressede på, og snart ville de strømme ud som et vandfald. ”Det skal nok gå, vi skal bare tro, håbe og bede!” sagde hun bestemt. Tom nikkede og vi gik alle hen til bordet. Tom satte sig ved siden af mig. De andre begyndte at snakke om en masse andet, mens Tom intet sagde. Han ville ikke hjem. Selvom sygehuset var forfærdeligt, så var det her håbet var. Troen på at alt nok skulle blive okay. Han lagde sin hånd på mit lår og jeg tog fat om hans arm. ”Det skal nok gå, skat” sagde jeg, tog hans ansigt hen mod mig og kyssede ham på kinden. Han smilede til mig. Det smil jeg havde forelsket mig i var der nu, og det skulle gengældes, så jeg smilede igen.
”Nå, skal vi køre hjemad?” spurgte Bill. Vi kiggede alle på Tom, som nikkede. ”Jeg er klar” sukkede han.
”Gud, hvor er det længe siden jeg har været ude og køre i denne bil. Lad os tage en omvej” grinte han. ”Hvor vil du hen?” ”ingen steder, bare lidt væk fra det hele” ”Kunne du ikke lade være? Der er paparazzi efter os..” ”Åh buuuh for dem!”