Jeg hamrede min telefon da den ringede næste morgen. For fanden, ikke endnu en skoledag! Jeg fik hevet mig selv op og prøvede på at komme i tøjet, men intet ville som jeg ville. Næ, det var bare noget jeg sagde, jeg ville slet ikke i tøjet, jeg ville bare blive i sengen dagen lang.
Jeg traskede ned til Bill og Clara, som var i gang med morgenmaden. ”Godmorgen” smilede Bill. ”Sovet godt?” spurgte Clara. Skulle hun lige spørge om det? Jeg havde lyst til at skrige af smerte, skrige det væk! Skrige, at jeg havde sovet ad helvedes til, men ville ikke indrømme det til nogen.. Jeg nikkede og svarede. ”Jeg har sovet fint..” jeg tog noget brød, smuttede ud af døren og fandt nu mig selv siddende i Toms Audi. Jeg havde fået hans to biler efter hans død, mest af alt havde jeg lyst til at køre galt i en af dem, og ende i himlen hos Tom.. hver gang jeg så på en af dem, eller fandt mig selv siddende i én, så mindede det hele af ham. Det lugtede af ham, og jeg så kun Tom for mig..
”HEJ HEIDI!” skreg min veninde, da jeg trådte ind i klassen. Jeg gav hende et uægte smil og satte mig ned ved siden af hende. ”Hej taber” sagde Michael ved siden af mig. Jeg valgte at ignorere ham, men jeg havde mest lyst til at knalde ham en. ”Hvorfor er du egentlig trist over hans død?” det der spurgte han bare ikke lige om! Jeg vendte mig om, kiggede på ham og skreg af lungers fulde kraft. ”Hvad fanden bilder du dig ind at sige sådan noget?! Jeg elskede Tom mere end du nogensinde vil forstå! Måske hader du deres musik, værsgo, gør det! Men sig ALDRIG sådan noget til mig igen. ALDRIG!” jeg tog mine ting, og forlod grædefærdigt lokalet. Her sad jeg så igen i Toms bil. Jeg havde lyst til at ødelægge den, slette alle minderne om ham..
Jeg tændte min computer endnu en gang og skrev løs..
”Hej skat.. her sidder jeg så igen, total retarderet og skriver til dig. Jeg føler mig dum, men jeg vil så gerne kunne fortælle dig alt hvad jeg oplever, fortælle dig igen og igen, og hele tiden at jeg savner dig, for jeg savner dig Tom! Én spurgte mig i dag hvorfor jeg var trist over du var død? Jeg reagerede ikke som Heidi, ikke som den i kender, men det gjorde ondt. Det gjorde helvedes ondt. Det er fint, at folk hader jeres musik, ikke kan lide den, whatever, men det havde intet med dig på den måde at gøre. Jeg ved at du satte musik højere end mig, og det accepterede jeg fuldt ud, men.. bland ikke de to ting sammen, hvis man hader Tokio Hotel. Jeg føler mig stadig alene, hvor er folk henne? De er der nok, men jeg ignorerer folk. Jeg vil være alene. Jeg har lyst til at dø? Lyst til at komme hen til dig, ligge i din favn igen. Hver gang Bill tager fat om Clara, har jeg lyst til at skrige, at de skal lade være.. du drillede mig, fyrede altid dine sjove vittigheder og kommentarer af, hvor er de henne? hvor blev det hele af. Vi havde en fremtid sammen, du og jeg, skat. Vi skulle.. det skulle bare ende trist.
Jeg elsker dig højere end noget andet – Heidi.”
Jeg listede endnu engang ud i gangen. Ingen skulle se mig, de måtte ikke vide hvor jeg skulle hen. De ville syns jeg var mærkelig, hvis de fandt ud af, at jeg skrev til Tom. Jeg løb hen til kirkegården. Folk vendte sig forvirret rundt efter mig, andre grinte af mig, men jeg var ligeglad! Jeg manglede luft da jeg kom derhen, min kondi stank, og det kunne jeg tydeligvis mærke nu. Jeg lagde brevet på gravstedet, det andet var der stadig. ”Jeg sidder her igen Tom.. ensom og forladt” jeg pillede de døde blomsterhoveder af buketten jeg havde sat der. ”Du er her et eller andet sted, jeg ved det.. men bare det var virkeligt”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar