”Hej skat. Det er første gang jeg skriver til dig, men.. jeg savner dig! Savner dig mere end noget andet. Jeg har knap nok skrevet to linjer til dig, og jeg sidder med tårer i øjnene og de løber ned af min kind.
Jeg er begyndt i skole, det hele er forfærdeligt. Folk kommer hen til mig hele tiden, ingen forstår at de skal lade være med at snakke om det. En sagde i dag til mig, at han var glad for du var død, for så ville Tokio Hotel ikke eksistere mere. Jeg blev så gal Tom, jeg blev virkelig gal. Normalt ligner det ikke mig, at råbe og skrige af andre.. men jeg kunne ikke lade være. Imens tårerne løb ned af min kind skældte jeg ham ud, men han grinte bare af mig. Han var ligeglad og kold.. ligesom alle andre er! Jeg er helt alene om denne smerte, ingen forstår mig. Bill har Clara, og jeres mor, jeg er bare her helt alene. Din mor er flyttet tilbage til Gordon igen, hun er selvfølgelig knust som os andre.. når jeg kommer hjem fra skole sidder jeg for mig selv, og laver ingenting. Jeg orker ikke at lave lektier, jeg orker ikke at spise, jeg orker intet! Jeg savner dig Tom! For fanden man, hvorfor skulle det gå så galt? Hvad blev der af ”tro, håb og kærlighed”? Hvorfor forsvandt det? JEG VIL HAVE DIG TILBAGE! Jeg orker det ikke.. jeg elsker dig mere end noget andet på denne jord, glem aldrig det skat. Vi ses i himlen min prins”
Jeg printede papiret ud, tog det i lommen og smuttede forsigtigt ud i gangen. Håbede at ingen så mig. ”Heidi?” satans! Bill havde opdaget mig. Jeg gik stille tilbage til køkkenet og kiggede spørgende på ham. ”Hvor er du på vej hen?” Han tog en slurk af sin kaffe. ”Jeg skal bare ud og gå en tur” jeg vendte mig rundt og gik min vej. Vejret var trist og gråt. Det havde de fleste dage været siden Toms død, hvilket kun var en måned siden. Ensomheden havde nærmest taget over mit liv. Jeg havde taget afstand til alle omkring mig, ikke fordi jeg havde lyst, men jeg orkede bare ikke at være sammen med nogen for tiden.
Efter ti minutters gang var jeg henne ved kirkegården. Jeg fandt Toms gravsted og satte mig ned. ”Hej Tom..” jeg kiggede rundt og sørgede for at ingen så mig. ”Hver dag er en kamp.. en kamp for at kunne smile igen, for at kunne blive lykkelig igen..” jeg sukkede trist. ”Jeg tror bare ikke det vil lykkedes, men jeg har noget med til dig..” jeg lagde brevet på gravstedet. ”Jeg ville bare give dig det her og fortælle dig, at jeg elsker dig himmelhøjt! Jeg vil snart komme igen..” jeg rejste mig op og gik min vej igen. Jeg havde været nede ved hans grav stort set hver dag siden hans begravelse. Det var første gang i dag, at jeg havde skrevet et brev.. men et eller andet sted, så havde det hjulpet mig. Den smerte jeg havde i dag var lettet ved at jeg havde skrevet til ham. Jeg vadede stille hjemad. Clara og Bill stod og lavede mad da jeg kom ind. De var glade for at have hinanden, heldige. Jeg begyndte igen at græde. Bill havde haft svært ved at smile og være glad siden Toms død, men det var lykkedes ham. De stod og pjattede, det som Tom altid gjorde ved mig, gjorde Bill nu ved Clara. ”hvorfor?” sagde jeg for mig selv og kiggede op mod himlen. ”Hej Heidi!” sagde Clara glad, futtede hen til mig og gav mig et kram. Jeg svarede hende slet ikke. Jeg havde ikke lyst. ”Skal du spise med?” hun kiggede på mig og derefter over på Bill, som også kiggede på mig. ”Nej tak. Jeg er ikke sulten..” ”Åh Heidipigen..” Clara prøvede at give mig et kram, men jeg undveg og smuttede ovenpå igen. Hvorfor var folk så glade? Hvorfor kunne de ikke se, at der ingen grund til at smile var?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar