Star - kapitel 4

”Hvornår tager vi af sted? Hvornår tager vi af sted?” Noah hoppede op og ned ude i gangen og havde ingen tålmodighed. ”Snart!” Råbte Heidi tilbage. ”Jeg vil af sted nu, mooooaaar!” ”Noah! Nu må du vente lidt” Hun fortrød allerede efter hun havde råbt det. Hun kunne godt høre, at hun lød for sur, men nu var der stille. Hun pakkede kurven med maden og gik ud i gangen. ”Nu skal vi af sted, skat” ”Hvor er Magnus?” ”Her!” svarede han og stod bag hende. ”Er I klar?” ”jaaaa!” råbte Noah og smuttede ud i solen. ”Jeg går ud og tjekker postkassen. Låser du efter dig?” ”Nej. Jeg lader huset stå åbent for fremmede” smilede Magnus. ”ha ha..”
Det var den samme rutine hver gang hun stod foran postkassen. Nervøsiteten ramte hende og hænderne rystede når hun prøvede at åbne, lige inden hun åbnede for den ville hun få sommerfugle i maven, for hvad nu hvis? Og når hun så åbnede den og opdagede den var tom ville hun blive skuffet. Hun havde ikke vænnet sig til det endnu.
Hun åbnede forsigtigt lågen. Lukkede øjnene og ventede lidt med at åbne. ”Kom nu…” hviskede hun. Hun tog sig sammen og åbnede igen øjnene. Hun tog reklamerne ud og gik dem igennem. I midten af bunken lå der en konvolut. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere og hun smed alle reklamerne på jorden. ”Tom Kaulitz” stod der som afsender. Det var uvirkeligt. Hun nev sig i armen. Det var virkeligt. Der gik ikke længe før konvolutten var flået op og hun stod og læste brevet.

”Hej Heidi,
Wow….
Jeg blev chokeret og vred da jeg læste dit brev. Nu er der gået tre uger og jeg er begyndt at vænne mig til tanken. Men har jeg virkelig en søn? Er du helt sikker på han er min?
Jeg er fyldt med spørgsmål. Det er meget underligt og uvirkeligt det her.
Jeg ville dog ønske, at du havde skrevet noget før. For selvfølgelig skal jeg tage ansvar for mine handlinger og jeg ville da gerne have været der hele vejen igennem.
Jeg efterlader mit nummer. Så kan vi finde ud af en masse mere og sådan.
Wow…. Mere har jeg ikke at sige lige nu. Jeg er stadig i chok.”

”Noget godt, skat?” Hun kiggede op på Magnus. ”Ja….” ”Ja, ja! Der er kun godt” Hun rakte ham brevet. ”Hvem er det fra, mor?” Noah løb hen til hende. ”En af mors venner” Hun tog sin lille dreng op til sig og knugede ham ind til sig. Hun havde aldrig forestillet sig, at det ville komme så langt. Ville han tage Noah fra hende? Hun ville ikke miste ham. Hun prøvede at skubbe tanken væk. Noah kiggede spændt rundt på dem begge to. Han var nysgerrig som sin mor og ville også gerne vide, hvad der foregik. ”Nå, lad os gå ud til bilen” Magnus tog reklamerne og smed dem ud.

”Skal vi bade, mor?” ”Hvis du vil, skat” ”Vil du?” ”Måske” ”Vil Magnus?” ”Prøv at spørge ham” ”Vil du bade, Magnus?” ”Det finder vi ud af” ”Øv. Hvor er i kedelige” svarede Noah ærligt. De grinte begge af ham. Han fandt et par biler frem fra tasken og gav sig til at lege med lydeffekter.
”Er vi der nu, mor?” ”Om lidt, skat?” ”Hvorfor tager det så lang tid?” ”Det tager kun 15 minutter at køre derhen” ”Men her er så kedeligt” ”Vi er her heldigvis nu” Magnus nåede lige akkurat at parkere og Noah var ude. ”Hvor er han oppe og køre i dag” sukkede Heidi. De gik ned mod stranden. Noah var allerede henne og mærke på vandet. ”Må jeg bade, mor?” ”Ja, men du skal lige have badebukser på først” Hun hjalp ham med at skifte og hurtigt var han ude igen. De satte sig ned på det medbragte tæppe. ”Hvad vil du svare Tom tilbage?” Heidi lagde sig ind i Magnus’ skød. Han nussede hendes hovedbund og hun nød det lidt før hun svarede. ”Jeg er ikke klar over det. Han vil jo gerne være en del af det, så det må vi finde ud af” Hun kiggede op på Magnus. ”Er du bange for at miste ham?” Han trak på skuldrene og svarede: ”Lidt” Hun kunne se at det ikke passede. Han var virkelig bange. Han havde også været der hele Noahs liv. ”Det skal du ikke være, skat” Hun fik en klump i halsen og følte slet ikke at hun havde tænkt på Magnus; hvordan han havde det; hvad han syntes. ”Han elsker dig lige så højt som jeg gør” ”Ja..” Han gav hende et halvt smil. ”Jeg burde have tænkt på dig også” Hun tog hans hånd og flettede sine fingre ind i hans. ”Det er Noah som er vigtigst, Heidi. Selvfølgelig skal han se sin far. Jeg vidste det en dag ville komme” Hun nikkede og forstod det godt. ”Men du skal vide, at lige meget hvad, så er du meget betydningsfuld for Noah. Han ser op til dig” Magnus kyssede hende. ”Ad. Hvor ulækkert” Noah stod pludselig foran dem. ”Det syns du ikke den dag du får en kæreste” svarede Magnus. Heidi satte sig op og pakkede maden ud. ”Jeg skal aldrig have en kæreste. Ad” ”Det tror jeg nu ikke helt på” grinte Magnus. ”Er i kærester?” Magnus nikkede. ”Ja” ”Mor?” Heidi kiggede på ham. ”Ja skat?” ”Var dig og far kærester?” Heidi kiggede på Magnus der også ventede på svar. ”Nej, far og jeg nåede ikke at blive kærester” ”Hvorfor?” ”Fordi vi boede så langt fra hinanden” Noah så ud til at tænke lidt over det hele og imens spiste de I fred; bortset fra mågernes skrig og bølgernes slag når de ramte strandkanten. Det var perfekt det hele.