Star - kapitel 2

”Jeg har snakket med dem. De syns det er dumt” ”Hvorfor?” ”Fordi Noah er så glad for dig og omvendt. De mener, at hvis Tom kommer ind i billedet, så vil det ødelægge jeres forhold”. ”Det tror jeg nu ikke” ”Noah har kendt dig hele sit liv, så det tror jeg nu heller ikke. Han elsker jo når I tumler rundt ude i haven og leger helte”. Heidi smilede ved tanken. ”Men han kan se, at han ligner sin far. Og han vil så gerne vide hvem han er; han ved ikke hvad en far er. For han har ikke en rigtig en… endnu” ”Jeg kan godt følge dig, skat” ”Mine forældre, selvom de ikke er vilde med idéen, men dig, støtter mig. For de vil jo kun Noah det bedste” Hun dvælede lidt ved den tanke et øjeblik. Hun ville give sit liv for Noah. Hun ville bare se ham være glad. Få hans største ønske opfyldt. ”Så hvad gør du, skat?” ”Jeg skriver et brev til ham.. jeg har ikke mod til at ringe og det ville også virke lidt mærkeligt” Hun smilede ti Magnus. Papir og blyant lå allerede på bordet. Hun stirrede på det lidt og tog sig endelig sammen.

”Hej Tom,
Jeg ved ikke hvor meget du husker; om du husker mig, men for fem år siden, snart seks, mødtes vi på en bar. Bill, Georg og Gustav var der også og jeg var der sammen med et par veninder. I Hamborg. Vi havde en sjov aften og nat, du og jeg. Jeg skriver ikke til dig fordi du nu er kendt og en verdensstjerne, jeg skriver til dig fordi jeg har noget som også er dit.
To måneder efter den aften opdagede jeg ved et tilfælde, at jeg var gravid. Seks måneder senere fødte jeg en fantastisk lille dreng; Noah. Og han er din, Tom.
Jeg har aldrig fortalt dig det, fordi vi mistede kontakten og din karriere hurtig tog fart. Jeg regnede med, at du havde glemt vores aften sammen.
Noah er nu fire år og han spørger tit til dig. Han vil vide hvem du er og hvem han er. Han kan ikke helt forstå det hele. Han ser tit på billeder af dig og jeg fortæller hvad jeg kan om dig, men han vil så gerne møde dig; se dig, mærke du er der. Han vil så gerne vide hvem hans far er.
Jeg forventer ikke noget fra dig. Jeg gør det for min dreng. Jeg kan kun håbe på, at du vil svare tilbage og se hvad det fører til. Det er en stor mundfuld og jeg forstår hvis du siger nej. Men der er en der længtes efter at møde dig.
Jeg vedlægger et billede af ham. Han ligner dig på mange punkter. Han er skøn :-)
Mange hilsner
Heidi”

”Det lyder plat!” svarede hun opgivende og smed papiret fra sig. Magnus læste det igennem. Han var stille et øjeblik. ”Nej, skat. Det lyder godt” Hun nikkede. Besluttede sig for, at hun skulle sende det alligevel. Det var stort det her. Og hun vidste ikke helt om hun kunne rumme det eller ej.