Næste morgen blev jeg vækket af Tom. Han havde været hjemme ved Simone og Gordon hele natten sammen med Hope, som han også havde med. Kun en af os måtte sove her, desværre.
”Godmorgen skat” Han satte et par blomster på bordet før han kom hen og gav mig et kys. ”Hvordan har hun det?” Vi kiggede begge på Hailey som lå og sov så fredfyldt” ”Godt. Hun var vældig glad i går. Havde lidt ondt i hovedet” ”Det er jeg glad for at høre” ”Hvad med dig, Tom?” ”Jeg sov sammen med Hope og vi har begge sovet godt og hygget hele morgen” Han smilede til mig. ”Jeg er meget nervøs for resultaterne” Jeg nikkede. ”Også mig. Sover Hope?” Jeg kiggede hen mod klapvognen. ”Ja” ”Hun var også så stille” ”Kom med hen og få noget morgenmad” ”Du er skøn, ved du godt det?” Jeg lagde armene omkring ham. ”Ja, det er jeg egentligt godt klar over” grinte han. ”Mor?” sagde Hailey. ”Hun er vågen” kluklo jeg ”Godmorgen skat” Jeg tog hende og satte mig hen til Tom ved bordet. ”Vil du over til far? Han har savnet dig” ”Nej!” ”okay så..”
Efter morgenmaden kom mine forældre og bror. Min far og bror ville holde øje med pigernes mens min mor tog med Tom og jeg ind til samtale med lægen. Jeg var nervøs. Nervøs for min lille piges fremtid. Tom klemte min hånd. Vi sagde ikke noget til hinanden. Der var ikke noget at sige. Vi var alle bange for hvad der skulle ske. Luften var tyk og trist.
”Hej” Lægen smilede. Var det et godt eller skidt tegn? Jeg kunne ikke aflæse det og blev skidt. Min mave vendte sig og en smerte dunkede i hovedet. ”Hvordan har Hailey det?” Tom svarede det samme som jeg havde sagt til morges. Lægen kiggede lidt rundt i computeren. Han vendte ansigtet mod os. Det sagde pludselig det hele. ”Ja.. vi har resultatet” Han kiggede flygtigt på computerskærmen igen. ”Jeg må desværre meddele jer..” åh nej, åh nej..” udbrød min mor. ”at tumoren er ondartet. Jeg beklager virkelig” Jeg gemte mit ansigt væk i Tom og græd lydløst. ”Hvad skal der ske nu?” spurgte min mor. ”Vi starter kemobehandling hurtigst muligt” ”Jeg troede vi havde været igennem nok!” råbte jeg pludselig ud i det blå. Jeg farede op og løb alt hvad jeg kunne hen til stuen, hev mine to piger ind til mig og sad der til de spurgte hvorfor jeg græd. ”Mor elsker jer bare” svarede jeg.
”Hvad skal der ske, Tom?” ”Lægen spurgte hvornår vi kunne tage tilbage til USA. Det er der vi bor og der vi kan få den bedste behandling” ”Hvad med pigernes fødselsdag?” ”Vi tager familien med..” ”Du er virkelig den bedste!” Jeg stoppede om og gav ham et kram. Gangen var tom og der var ikke et menneske at spore. Det var ensomt, trist, uhyggeligt og forladt. ”Jeg har snakket med din mor om det. De tager fri en uges tid for at være sammen med os” ”Tager Simone og Gordon med?” ”Ja, det håber jeg” ”Hun skal have sin første kemobehandling efter deres fødselsdag” ”Vi skal snakke med dem om det, Tom. De kan jo ikke forstå hvad der sker” ”Nej, jeg ved det godt, skat. Vi må tage hjem nu og så skal vi bare slappe af” ”Hvornår skal vi tilbage til USA?” ”Der er bestilt til i aften” Jeg nikkede og vi gik ind på stuen igen. Alle var her også Clara og Bill. Jeg kiggede kort på Clara og løb derefter hen og gav hende et kram. ”Jeg er så ked af det på jeres vegne” sagde hun. ”Jaa..”
”Jeg ved hvad vi skal lave når pigerne vågner” sagde Tom. Vi var kommet hjem. Pigerne sov til middag og vi var alene. Det var virkelig rart. ”Hvad så, skat?” ”Vi tager i parken.. hvis nu det er sidste gang hun..” ”Shh..” Jeg lagde en finger på hans mund. ”Jeg syns det lyder som en god idé!” ”Skal vi pakke tingene?” Jeg nikkede. ”Tom?” Han vendte sig om. ”Jeg elsker dig”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar