One Love - kapitel 81

”Nej mor. Du skal ikke komme. Det er din fødselsdag, nyd det nu!” sagde Tom til telefonen. ”Nej jeg ved det godt, men jeg vil ikke have din fødselsdag ødelagt” ”Mor?” jeg vendte mig om mod Hailey. ”Hej skat” Hun satte sig op og kiggede rundt. Jeg tog hende over til mig. ”Okay mor, gør det. Hailey er vågnet, så jeg smutter nu” ”Far” hun smilede til ham. ”Ja, far snakker med farmor” ”Ja, meget gerne. Vi ses mor” Han lagde på og kom hen til os. ”Hej skat” Han satte sig ned ved siden af os. ”Farmor kommer ind til os snart. Og bedstefar og Hope kommer også” ”jaaa!” udbrød Hailey. Jeg satte hende op i sengen igen og gav hende et par dukker vi havde med. Tom tog fat i mine hænder. ”Hun burde ikke komme herind” sagde jeg så. ”Nej, sagde jeg også, men hun kan ikke nyde sin fødselsdag, sagde hun” ”Selvfølgelig ikke” Hailey grinte og mit hjerte smeltede. ”Jeg må hellere snakke med min mor..” ”Vent lidt, skat” Vi sad lidt og kiggede på Hailey.

Heidi: Hej mor. Kan jeg få dig til at ringe? Vi er blevet indlagt og jeg vil gerne lige fortælle dig hvad der sker.

Der gik ikke mange sekunder før jeg blev ringet op. ”Hvad er der sket?!” ”Hej mor..” jeg smilede lidt for mig selv. Hun fik hele forklaringen og græd allerede inden hun havde fået det at vide. ”Skat dog..” ”Ja det er træls, mor” ”Din far og jeg kommer ned til jer snart” ”Det gør altså ikke noget. Hvis I har planer så bliv hjemme, jeg har Tom” jeg kiggede over på ham og smilede. ”De er altså ikke lige så vigtige som mit barnebarn! Vi er på vej. Vi ses senere skat. Hils Tom” Jeg lagde på og gik hen til Tom igen. ”jeg skulle hilse” Han nikkede. ”De kommer også” Han nikkede endnu en gang, mens han bare fortsatte med at kigge på Hailey.
”Hej fars pige!” Hope rendte lige hen i armene på Tom da de kom ind. ”Har du hygget dig?” Bedstefar driller!” Hun pegede hen på Gordon. ”Driller bedstefar?” hun nikkede til ham. ”Har du så givet ham noget tæsk?” ”Nej, hahaha!” Simone kom hen til mig og gav mig et kram. ”Hej mormors pige” Hun tog Hailey op. ”Har i snakket med hende?” jeg rystede på hovedet. ”Op” sagde Hope og jeg tog hende op. ”Nej, vi har ikke lige gjort så meget” ”Det er forståeligt” hun gav Hailey til Gordon og gik hen til Tom. ”Er du okay, skat?” hørte jeg hun sagde. Tom brød pludselig sammen og de gik ud. ”Skal dig og Hailey ikke over og lege med dukker?” ”jooooo!” sagde pigerne i kor og vi satte dem derover. ”Hvordan har du det, Heidi?” ”Tja.. sådan” grinte jeg. ”Jeg er bange..” ”Gå ud til Tom. I har brug for hinanden” Jeg gav Gordon et kram inden jeg forlod rummet. Tom og Simone sad ikke så langt fra stuen. Jeg gik derhen. ”Jeg går ind igen” Simone klappede Tom på låret og gik. ”Hvad så, skat?” ”Hvorfor os, Heidi? Hvorfor?” ”Jeg ved det ikke..” ”Jeg ved ikke om jeg kan være stærk nok til at komme igennem det” ”Sammen er vi stærke” ”Men hvis du bryder sammen, så..” ”Vi skal nok klare det, Tom” ”Mor sagde, at de gerne vil tage Hope et stykke tid”
”Mor og far tager med Hailey nu. Du skal med farmor og bedstefar hjem” ”Nej” Hope begyndte at græde og mit hjerte sank. ”Mor!” råbte hun grædende og gjorde tegn til at hun ville op til mig. ”Kom her, skat” Jeg tog hende op til mig. ”Mor og far skal hjælpe Hailey og imens skal du hjælpe farmor med at holde fødselsdag for hende. Er det en aftale?” ”Nej..” Jeg opgav og gav hende til Gordon. Hun begyndte at skrige. ”Mor!!!” ”Ja lille skat, du kommer og besøger os i morgen” Jeg var ved selv at græde nu. Det gjorde ondt at se hende sådan. ”Bare gå nu, mor” De gik deres vej og vi kunne lang tid efter høre Hope skrige efter os. ”Er i klar?” spurgte lægen. Jeg havde glemt alt om ham. ”Ja” jeg nikkede. Tom tog Hailey op og vi fulgte efter ham.
”Læg i hende ned her. Vi putter hende i narkose, for at det også skal blive behageligt for hende” ”Okay” ”Narkoselægen kommer om lidt. Bare sæt jer ned” Lægen forlod os igen. ”Så skat” Tom satte hende ned på sengen. ”Lægerne skal undersøge dig” ”Mor!” jeg tog hende over til mig. Jeg så på Tom. Hans blik var tomt og han var såret. ”Lægerne skal undersøge dig, så du kan få det bedre” ”Ondt” ”Det vil slet ikke gøre ondt, skat. Far og mor vil være ved dig hele tiden” ”Far” ”Ja, far. Og mens du skal sove, så vil han holde dig i hånden” ”Ja” hun smilede. Hun var ikke bekymret som vi var. Hun vidste jo slet ikke hvad der skulle ske. ”Og mor” ”Ja, han vil også godt holde mor i hånden” Tom satte sig ned ved siden af mig. ”Hej med jer” En sygeplejerske kom ind. Hun rodede rundt henne i et hjørne. ”Hej Hailey” hun kom hen til os med en bamse. Hailey fik den og lyste op. ”Bamse, mor” ”Ja, den er fin, skat” ”Lægen kommer om lidt og så putter vi hende i narkose. For at tage prøver stikker vi en nål ind, mens vi kigger med på en skærm” ”Okay” svarede vi. ”Bagefter beholder vi hende til overvågning” ”Hvor lang tid kommer det til at tage?” ”Et par timer højest” Jeg kiggede bekymret på Tom. Det hele var stadig en smule underligt og virkeligt.

”Lad os få noget at spise, skat” Tom tog mig i hånden og trak mig med ned til cafeteriet. Tom kom, efter jeg havde sat mig ned, hen med to sandwich. ”Jeg er slet ikke sulten..” ”Spis nu lidt, skat..” Han kiggede bekymret på mig. Jeg stirrede bare tomt tilbage.

Mor: Hej skat, vi er ved sygehuset nu. Hvor er i henne?
Heidi: I cafeteriet..

”Mor kommer nu” ”Ja, det kan jeg godt se..” Tom smilede til mig. Jeg vendte mig om. Jeg løb, løb alt hvad jeg kunne og faldt min mor om halsen. Jeg følte mig så lille. Jeg ville bare være lille igen og uden bekymringer.
”Det er okay, skat” Min mor aede mig på hovedet. Jeg tudbrølede. Vi gik stille hen til Tom. Alle gloede, men jeg var ligeglad. De kunne skride langt væk. Jeg hadede sygehuse. Jeg hadede al den tid jeg havde tilbragt her. ”Hej Tom” Min mor satte sig ned ved siden af ham og gav ham et kram. ”Hvordan har du det?” Jeg satte mig på den anden side af ham. Han trak mig ind til sig og kyssede mig på panden. ”Forfærdeligt.. Jeg kan ikke tåle at se Heidi så ulykkelig” Han kiggede igen på mig. ”Hvor er hun henne?” Det var først nu jeg bemærkede Mikkel. Han var så stille; det var underligt. ”Til undersøgelse..” svarede jeg. ”De vil tjekke tumoren” ”Hvordan har hun det?” ”Hun har det fint. Stadig lidt syg, men det ser ikke ud til at have påvirket hende alt det her” svarede Tom min far. ”Hun er stærk.. ligesom jer to” Jeg smilede til min far. ”Hvor er Hope?” ”Hope er hjemme ved Toms forældre. De kommer med hende i morgen” Vi sagde ikke længere noget. Stilheden sagde alligevel alt.