One Love - kapitel 79

”Ja mor, hun har det fint. Hun havde en høj feber, men det er fordi hun er ved at få tænder, siger lægen” ”Åh skat, det er jeg glad for” ”Ja, det var dejligt” ”Er i kommet hjem fra hospitalet?” ”Vi er lige kørt ind i indkørelsen” ”Jeg vil smutte igen. Jeg elsker dig!” ”Jeg elsker også dig, mor. Hils Mikkel og far” Jeg lagde på og steg ud af bilen. Bill og Tom stod inde i køkkenet og snakkede. Hailey sov, eftersom hun næsten ikke havde fået noget søvn. Hope var oppe og vældig glad. ”Hej skat!” Jeg tog hende op og gik hen til drengene. ”Tak fordi du ville passe hende Bill” ”Det var så lidt. Hun har jo ikke været besværlig” ”Jeg håber Hailey har det bedre. Jeg kommer over med Caroline i eftermiddag” Tom fulgte Bill ud og kom ret hurtig ind igen. ”Jeg går i seng nu!” ”Nej du gør ej, Tom! Jeg bliver ikke oppe alene” ”Du er ikke alene. Hope er her også
” Hope grinte da hun hørte hendes navn. ”Jeg er sgu da ligeglad. Du bliver oppe” Jeg gav ham Hope og gik udenfor. Jeg vidste ikke hvad der pludselig var gået af mig, men han kunne simpelthen ikke selv mene, at det var okay. ”Mor sur?” hørte jeg Hope sige. Jeg vendte mig rundt og Tom og Hope stod i døren og smilede til mig. ”Mor er ikke sur” sagde Tom. ”Jo” ”Kun på far. Han har ikke opført sig ordentligt” ”fæ” grinte jeg og gik hen og gav ham et kys. Han tog fat om mig. ”Fæ” grinte Hope. ”Jeg har en smart datter” Tom nikkede. ”Ja, hun ligner sin far” ”undskyld skat” ”Du skal ikke undskylde, Heidi. Jeg er ikke vant til det med børn.. det gik op for mig i går” ”Far ikke græde!” Jeg tørrede tårerne på Toms kind væk. ”Jeg ser aldrig mine børn eller min kæreste” ”Vi elsker dig uanset hvad” ”Jeg ville ønske at jeg kunne tage et års pause og tilbringe al den tid jeg ville med jer” ”Du elsker jo det du laver, skat” ”Ja, men jeg elsker altså mine piger mere” ”Far ked af det?” ”Nej, far er bare glad for at være sammen med dig!” han kildede Hope og hun skreg af grin. ”ja, jeg er meget glad for at være sammen med dig.. med jer alle”
”MOOOOOOOOOOOOAR!” Jeg for op ved lyden af Haileys skrig og løb ovenpå. ”Hvad så, skat?” Jeg tog hende op og gik ned igen. Tom sad ude i haven og legede med Hope. ”Vil du lege med far?” ”Nej!” ”Du er da en bestemt dame” Jeg satte mig ud på terrassen med hende i favnen. Hun var stadig pylret og meget varm. ”Tørstig!” Hope kom løbende op mod os med Tom lige i hælende. ”Far henter noget til dig” sagde han og forsvandt ind i huset. Hope kom listende hen til mig. ”Hun sove?” ”Ja, Hailey sover. Hun er dårlig” ”Værsgo skat!” Tom satte hende op i stolen og gav hende en kop. ”Jeg tror at hun stadig har feber” Han aede Hailey et par gange på hovedet. ”Hvad skal vi gøre?” ”Se tiden an.. hun sover nu” ”Hmm..” ”Far?” Han kiggede på Hope og smilede. Jeg smeltede lidt indeni. ”Ja?” ”Lege?” ”Ja, lad os lege” Det var dejligt at se ham tilbringe lidt tid herhjemme. Især at se ham sammen med pigerne gjorde mig glad. Og jeg kunne mærke på pigerne at de var meget gladere.

”Hvad er der med, Hailey?” spurgte Caroline. ”Hun er dårlig” svarede jeg koldt for hovedet og surt. Jeg mente det ikke. Clara og Bill havde afleveret hende for et par timer siden. Ingenting var i orden. Kaos var i huset. Hailey skreg, Hope skreg, Caroline var forvirret og Tom løb rundt som en forvirret gris. Jeg prøvede at holde overblikket, men det lykkedes ikke så godt. ”Jeg orker ikke at lave mad, Tom..” Jeg tog Hailey op fra gulvet og der faldt en ro over huset. ”Nej, jeg skal nok købe noget” Jeg nikkede kort for hovedet. ”Har du taget hendes temperatur for nylig?” Tom var også tvær og irriteret. Det ødelagde det hele. ”Ja.. den var 39 sidst” Han nikkede, rejste sig og fandt bilnøglerne frem. ”Er det lige meget hvad vi får?” Jeg nikkede. ”Jeg er ikke sulten, så find du bare på noget børnene kan lide” ”Okay” ”Hey!” Han vendte sig om. ”Kys mig farvel” Et lille smil kom frem på hans læber og jeg fik et kys inden han kørte.
Efter tyve minutter stod han i døren igen. Denne gang lidt gladere og med et lidt roligere hus. Caroline og Hope sad ude i haven og legede i sandkassen. ”Vil hun stadig ikke væk fra dig?” ”Nej. Hvis jeg lægger hende ned skriger hun. Det bliver en lang aften” ”Ja, men nu er der heldigvis aftensmad. Bliv du siddende, så ordner jeg det hele”