One love - kapitel 47

Alt det med Bill og Clara havde fyldt mit hoved, så smerten over at jeg ikke var sammen med Tom havde været væk et stykke tid. Tankerne var igen begyndt at løbe rundt oppe i mit hoved. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke længere spise og skolen blev møghamrende besværlig. Jeg var et stort rod.
”Hej skat..” sagde Andreas og kom ind på mit værelse. Jeg løftede hovedet fra min One love-bog og smilede til ham. ”Hejsa” ”Hvad så? Er du frisk til en tur på stranden?” Jeg sagde intet, kiggede ned på forsiden af bogen. Jeg vendte mig tøvende om mod ham. Det var nu eller aldrig.. ”Du ved det godt, ikke Andreas?” Det rasede i hans øjne og jeg kiggede væk. ”Lad ham nu ikke såre dig igen!” Han kyssede mig på kinden og forlod mit værelse. Jeg lagde mig ned på min seng, overrasket over, at det faktisk var gået, så.. godt. Han var blevet sur, men han vidste at det ville komme. ”Heidi?” Kaldte min mor fra den anden side af døren. ”Bare kom ind!” jeg rejste mig op og kiggede på hende. ”Hvorfor gik Andreas? Han var jo lige gået” ”jeg slog op med ham mor..” jeg smed mig ned på sengen igen. Nu ville han vide hvorfor.. ”Hvorfor skat?” Selvfølgelig. ”Jeg savner Tom for meget, okay?” Hun nikkede, aede mig kort og lod mig være i fred. Stilheden kom og igen gik mine tanker amok. ”jeg er da også et forbandet svin!” mumlede jeg, vendte og drejede mig.. til sidst, faldt jeg endelig i søvn.

”DER ER MAD!” skreg min bror. Jeg væltede ned på gulvet af skræk og satte af med ét efter ham. Jeg hadede når han gjorde dette og han vidste det udmærket godt. Jeg traskede ud til bordet. Det var torsdag. To uger siden jeg havde været i Tyskland. Jeg skulle have været til det perfekte bryllup som endte i kaos. Jeg skulle derned i dag. Clara og Bill var stadig ikke sammen, men de boede sammen. Clara havde holdt mig opdateret og fortalte hele tiden, at hun sådan savnede ham, men at hun havde svært ved at tilgive ham. Forståeligt nok. ”Hvad tid skal du med toget?” spurgte min mor. Jeg kiggede op på uret og fortsatte med at spise. ”om to timer, klokken 14.00” ”Kører Mikkel dig derned?” Jeg kiggede over på min bror, der syntes at stritte imod. ”Ja, det gør han” ”fantastisk! Din far og jeg tager nemlig på tur” ”Nå da, hvorhen?” ”Til stranden” ”Jamen.. Hyggeligt!”
”Er du klar møgunge?” spurgte min bror rasende og braste ind på mit værelse. ”Ja, skønherlige glade Mikkel!” ”Ha. Ha. Ha. Ha. Dø…” ”Er du sikker på, at du ikke vil savne mig?” ”Jeg tvivler” ”Jeg elsker dig brormand!” ”Vi skal have Arne og Anders med” ”frækt! Hvad skal I?” ”Party, party, noget du ikke kan” ”Du er da sandelig venlig i dag, Mikkel!” ”Hmpf” Jeg satte mig ud i hans bil og jeg var nu på min vej mod Tyskland. Det land som gav mig tryghed, kærlighed, og som gjorde mig trist.

Heidi: Hej Claramusen. Håber det går bedre med Bill og det. Jeg tager toget om et kvarter, så ses vi snart<3
Clara: Hej Heidibaben. Det er bare i orden, jeg glæder mig!<3 Tja.. vi har ikke snakket sammen?
Heidi: Jeg er ked af at høre det :/<3
Clara: Det skal du skam ikke være<3
Nogle timer senere, to dåse colaer og en på øje, var jeg i Tyskland. Fuld af energi og med stor glæde. Jeg glædede mig så meget til at se dem. Især ham dér Tom.. ham som jeg gerne kaldte mig livs kærlighed. ”Hej Heidi!” råbte Clara fra den anden ende af perronen. Jeg småløb hen mod hende og Caroline. ”Hej Clarapigen!” jeg gav hende et kram. ”Hej Caroline” smilede jeg. ”far sur..” ”Er far sur?” ”Ja!” grinte hun. ”Har du ikke opført dig ordentligt?” ”mor!” hun pegede på Clara. ”Så Caroline” ”hun kan mærke det” vi begyndte at gå. ”Det er forfærdeligt Heidi.. jeg ved ikke hvad jeg skal stille op” ”Åh, jeg er her for dig og skal nok hjælpe dig” ”Tak!”
”Løb du indenfor Caroline” sagde Clara og den lille pige var hurtigt inden døre. ”Er han der?” spurgte jeg. Clara nikkede og satte klapvognen på plads. ”Det eneste vi har talt om, det har været Caroline og at jeg nok flytter” ”Du kan da ikke flytte! Han er dit livs kærlighed..” ”Som knuste mit hjerte..” ”Har i overhovedet talt sammen?!” ”nej..” hun fjernede blikket fra mig og gik indenfor. ”Caroline.. Kom ud til mor!” Hun kom to sekunder efter løbende ud til os. ”Har far hjulpet dig med jakken?” ”Onkel Tom” hun løb tilbage i stuen. Jeg kendte huset, så jeg gik ovenpå for at stille mine ting. ”Heidi..” jeg kiggede ned gennem gangen og så, at Bill stod med hovedet ud af døren. Jeg løftede øjenbrynet og ventede på, at han ville fortsætte. ”Kom her..” jeg gik mistroende hen mod ham. ”Hvad?” ”Vil du ikke godt hjælpe mig? jeg er virkelig ked af det med Clara. Hun er hele min verden.. mine følelser blev for meget, jeg blev bange for, at hun alligevel ikke ville giftes med mig. Det var derfor jeg smuttede..” ”Har du sagt det til hende?” han rystede på hovedet. ”Hvordan tror i, at jeg kan hjælpe jer, når I slet ikke har snakket med hinanden?!” ”Jeg ved det ikke.. og velkommen tilbage” han kiggede trist på mig. ”Ja, det er en fin velkomst” sagde jeg fornærmet og gik ind med mine ting.