One love - kapitel 8

”Tom!” jeg rystede til ham. ”Tom, vågn op. Der er noget galt!” han slog øjnene op og kiggede på mig. ”Tom, jeg bløder!” jeg rystede. Jeg var så bange. ”Tom, gør noget!” Mine øjnene blev våde og tårerne trillede ned af kinderne på mig. ”Hvad satan sker der lige?” han satte sig op i sengen og tog min hånd. Jeg hev min hånd til mig og hoppede ud af sengen. ”Tom, der er noget forfærdeligt galt.” sengen var helt rød, og jeg vidste med det samme, at noget var sket barnet. Tom tog telefonen frem og ringede efter en ambulance. Jeg faldt sammen på gulvet og lå i fosterstilling. Min mave gjorde så ondt. Tom satte sig hen til mig, og hev mig ind til sig. ”Vi skal have dig ned” sagde han beroligende. ”Jeg kan ikke gå, det gør for ondt” Han rejste sig op, løb ud af døren og kom lidt efter ind med Bill. Det var tre uger siden, at fansene maste så meget til mig, at jeg faldt. Jeg havde på fornemmelsen, at det var det der var galt, eller det der var skyld i det. Drengene hjalp mig op og ned i køkkenet. ”Hvornår kommer ambulancen?” Bill kiggede bekymret på Tom. ”Jeg ringede for ti min siden, så forhåbentligt snart” Han satte sig ved siden af mig, og tog min hånd. Clara kom listende ned. Bill tog fat om hende. Det var midt om natten og hundekoldt. Jeg frøs som en gal og ville mest af alt bare sove. Det bankede på døren og ambulancefolkene kom ind.
Jeg lå i hospitalssengen og ventede sammen med Tom på, at en læge ville komme og fortælle os hvad der var sket. Han tog min hånd og jeg kunne mærke på ham, at han var lige så urolig som jeg. Der var stille og det var som om, at ingen af os havde lyst til at sige noget. Lægen kom gående ind. Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at galopere som en hest på en væddeløbsbane. ”Du skal scannes” smilede han. Hvordan kunne han overhovedet smile? Der var da ikke sket noget godt? Jeg nikkede og gjorde mig klar til scanning. Imens han scannede mig, kiggede både Tom og jeg med på skærmen. Jeg forstod ikke en meter af hvad det betød eller viste, men jeg håbede på, at det kun var noget godt. Han lagde scannertingen på plads og kiggede alvorligt på mig. Hans blik gik frem og tilbage mellem Tom og mig. ”Sig det!” sagde jeg med en hævet stemme. Tom klemte min hånd som for at sige, at jeg skulle slappe af. ”Jeg er ked af det..” han behøvede ikke at sige mere. Jeg drejede hovedet ind mod Toms krop, og begyndte at græde. Dette var det værste der kunne ske. Hvorfor lige mig? Hvorfor os? ”I får lov til at være alene” Tom nikkede og lagde armen om mig. ”Det skal nok gå skat” han lagde sig op til mig, og her lå vi begge. I sorg..
Lægen kom ind lidt senere. ”Heidi skal blive her natten over” ”Kan jeg komme hjem i morgen?” Lægen nikkede, mens han sagde; ”hvis det går bedre med din mave, så vil jeg umiddelbart sige ja” han smilede til os og var væk allerede igen. Heldigvis var det nu tidligt om morgenen, så om ikke mange timer ville jeg få lov til at komme hjem. ”Hvordan..” Tom sagde ikke mere, kiggede bare på mig. ”Det føles underligt Tom. Jeg kan ikke rigtig tro på det. Jeg var gravid og glad, og nu..” ”Ja.. jeg forstår dig!” Jeg lagde mig ind i hans favn og lå der helt indtil vi vågnede nogle timer efter. Lægen havde heldigvis givet os lov til at komme hjem nu. Vejen ud var besværlig og klam. Alle mulige fotografer og fans stod udenfor. Deres bodyguards ryddede vejen for os. Både Tom og jeg var klar over, at i morgen ville der gå en masse rygter om os i aviserne, i bladene og på nettet. Dette var umuligt at holde hemmeligt, og begge parter ville selvfølgelig blive spurgt til det. Clara og Bill sad og ventede på os da vi kom hjem. De kiggede begge spørgende og bekymret på os. Jeg rystede på hovedet og smuttede op på værelset. Jeg havde ikke lyst til noget, ville bare sove det hele væk, i håb om at det på magiskvis var et mareridt. Der kom en listende ind på værelset. ”Er du sulten?” det var Clara. Hendes søde beroligende stemme der kunne gøre enhver glad. ”Nej, jeg ønsker ikke noget” svarede jeg koldt. Det gjorde ondt på mig, at jeg skulle være sådan mod hende, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde det ikke godt. ”Er du sikker?” hun lød bekymret for mig. ”JA!” jeg blev vred. Kunne jeg ikke bare være i fred? ”Jeg vil bare gerne være alene, tak” ”Okay..” svarede hun trist og forlod rummet. Endnu engang stilhed. Jeg kiggede ud i luften, hen mod Toms skab. Noget af Saras tøj hang der stadig. Kunne han ikke bare stadig være sammen med hende? Dette ville ikke være sket så. Jeg havde sådan glædet mig.
Efter at have sovet en del timer, fandt jeg endelig lidt overskud til at gå ned til de andre. Det første jeg gjorde var at tænde en smøg. De kiggede alle tre på mig, deres udtryk i ansigtet så bekymret ud. ”Jeg må godt ryge nu” smilede jeg. ”Det er min kæreste” Tom blinkede til de andre to. ”Hun er ikke uden humor” han tog fat om mig. ”Lad være med at røre min mave” han flyttede hånden lidt. ”Er der noget mad tilbage?” Clara hentede en tallerken til mig. ”Tak” jeg smilede til hende. ”Kunne i lade være med at kigge på mig?” grinte jeg. De sad alle og stirrede på mig, mens jeg indtog min mad. ”Selvfølgelig” svarede Bill. Jeg blev færdig, og gik op på værelset igen. Jeg lagde mig til, endnu en gang, at sove.