One love - kapitel 20

”Hej” råbte Simone, Tom og Bills mor, ude fra gangen. ”Hej mor!” råbte Tom tilbage. De kom ind til os i køkkenet. ”Goddag børn” sagde Gordon. Jeg elskede den mand, han var så sej! ”Hej Heidi” Simone gav mig et kram og derefter Tom. ”Hej mor” smilede Bill glad og luntede ned af trappen. ”Goddag min dreng og tillykke” ”Tak” De krammede og det samme med Gordon. ”Hvor er det lille vidunder henne?” Spurgte Simone. ”Skrigeunge” sagde Tom og jeg grinte af ham. ”Clara er lige ved at give hende mad, men de kommer ned om lidt” ”Hvordan er det så Bill?” De satte sig ned ved mit fint dækkede bord. ”Hårdt! Men dejligt” Bill lyste op hver gang han snakkede om enten Clara eller Caroline. De to piger i hans liv. ”Mit første barnebarn” sagde Simone og klappede i hænderne da Clara kom gående ned af trappen med Caroline. Hun rejste sig op og gik hen til Clara. Hun klemte hende og fik Caroline. ”Hvor er hun dog sød” hun satte sig ned ved siden af Gordon. ”Hvor ser hun dog sød ud” Tom og jeg grinte af dem. Episoden med Bill og Clara tidligere gentog sig næsten. ”Nå, er i klar til at smage Heidi og Toms lækre mad?” smilede Tom og satte maden hen på bordet. ”Ja man. Jeg er så sulten” svarede Clara. ”Tager hun ordentligt fat når hun spiser?” ”MOAR!” udbrød Tom, og alle andre grinte. ”Tag det nu roligt Tom” ”Ej, men vi gider da ikke høre om sådan noget, og i kommenterede ikke en gang på vores mad, buuuh!” ”Det smager fantastisk” sagde Gordon, og Clara og Bill nikkede.
Efter maden ryddede de andre af bordet og Tom og jeg gik op ovenpå for at være os selv. Jeg smed mig hen i hans seng. ”Det var fandeme dejligt at få lidt fred og ro fra al den babysnak” ”Det gør mig skør i hovedet” svarede jeg deprimeret. Han smed sig ned ved siden af mig. ”Det skal nok gå det hele Heidi. Jeg ved godt at det er forfærdeligt..” ”men jeg kan ikke gøre for det! Det driver mig til vanvid” ”Vil du tale om det der skete?” ”Jeg.. det..” jeg kunne intet få frem på læben. ”jeg glædede mig så meget. Clara og jeg kunne glæde os sammen, og så braste det hele pludseligt” Han lagde sig ovenpå mig og kyssede mig. Jeg skubbede ham væk fra mig og rejste mig op. ”Tom, det hjælper intet det der” jeg blev vred og skuffet. Hvordan kunne han tro, at det hjalp at knalde hver gang der skete noget.? ”Jeg er så dum” ”Nej.. du ville bare.. du gjorde det i bedste mening” Han gav mig et skævt smil. ”Det hele SKAL nok blive godt igen” ”Hvis du bare kunne mene det, Heidi” ”Men det skal det..” jeg blev helt hysterisk. Det kunne da ikke ende galt? ”Det skal det. Det skal det!” jeg blev ved med gentage mig selv, og stod og trampede rundt om mig selv. Tom tog fat i mig. ”Det skal blive godt, Tom” jeg græd mens jeg slog på ham. Jeg var så frustreret over det her. ”rolig skat” han gav mig et kram, og jeg prøvede på at slappe af. ”Men det skal gå godt. SKAL!” hulkede jeg. ”Vi skal nok finde ud af det, skat” ”Det skal gå..” min stemme visnede og jeg blev helt stum. Tom hev mig med hen til stolen, hvor jeg satte mig ovenpå ham. ”Vil du gerne prøve igen?” ”Nej, bestemt ikke! Jeg vil ikke prøve at miste noget igen” ”Jeg er her for dig skat” jeg lagde mig ind til ham, og han puttede sine arme omkring mig.
”Nå børn” sagde Simone og kom brasende ind til os. ”Jamen dog, er alting okay?” Hun satte sig på Toms seng overfor os. ”Jeg er ked af det med barnet” hun kiggede med medlidenhed på os. ”Jeg har selv prøvet det samme Heidi” Jeg lyste lidt op. Jeg var ikke alene om at føle den smerte! ”Og hvad gjorde du for at komme videre?” ”Jeg var forelsket, og vidste at min kæreste nok skulle være der for mig” ”Var det Gordon?” spurgte Tom. Hun nikkede og tog min hånd. ”Det hele skal nok blive godt igen, ellers kan du tale med mig. Jeg er her for jer” jeg rejste mig op og gav hende et kram. ”Vi tager hjem nu, men ring til mig hvis I har brug for det ikke?” både Tom og jeg nikkede. ”Skal vi nok mor” han gav hende et kram. ”Jeg elsker jer børn, hyg jer” hun gik igen, og vi satte os ned igen. ”Det vidste jeg ikke” Tom så forbavset ud. ”Det kunne jeg godt se på dig” jeg aede mine fingre igennem hans cornrows. ”Men nu ved vi det, og du ved hvem du kan gå til, skat. Og jeg er her selvfølgelig også for dig” jeg kyssede ham blidt på munden. ”Jeg elsker dig, Tom” jeg trak ham med over i sengen og vi vidste begge hvor dette ville føre hen. Det var ligesom forsoningssex, vi havde bare ikke været oppe og skændes..
”Det var fantastisk” smilede Tom. Jeg blinkede til ham. ”TOOOOOOOOOOOOOOOOOOOM!” råbte Bill. ”DER ER TELEFON TIL DIG” ”Hvem søren er det?” ”Jeg ved det heller ikke, skat” smilede jeg. Han smuttede i tøjet og nedenunder. Han kom lidt efter løbende op af trappen og forpustet satte han sig på sengen. Han så anderledes ud, på en underlig måde. Han så chokeret ud. ”Du husker den episode efter jeg havde været i byen, ikke?” ”Da du var mig utro?” Et såret udtryk kom frem på hans ansigt, og han nikkede. ”Det er okay Tom, du er tilgivet for det” ”Måske ikke længere..” jeg kiggede undrende på ham. Dette skulle nok blive interessant. ”Hende pigen ringede..” kunne han ikke lade være med at trække den ud, tak? ”Hun er gravid..” FOR FANDEN I HELVEDE! Det var så typisk. Alle andre end mig. Jeg begyndte at græde, ikke fordi jeg var såret over han var utro, men fordi hun nu var gravid, og det burde være mit barn. ”kom her skat” Jeg skubbede så hårdt til ham, at han røg ned på gulvet. ”Det burde være mig!” råbte jeg. Jeg gemte mig under dynen. ”Jeg ved det godt” han kom listende ned til mig. ”Heidi for fanden, hvad har jeg rodet mig ud i?” jeg kom frem fra mit gemmested. Han lå og kiggede opgivende på i luften. Måske på den samme plet, som jeg havde kigget på da jeg ikke kunne sove? ”Jeg ved det ikke, skat” ”Er du vred på mig?” han vendte sig om og kiggede på mig. ”Nej..” ”er du sikker?” jeg nikkede og tog hans hånd. ”Jeg er fuldstændig sikker” tårerne trillede stadig ned af mine kinder. ”Hvorfor?” Han kiggede uforstående på mig. ”Jeg er så uheldig Tom” jeg lagde mig ind til ham. ”Åh skat”
Vi gik ned til Bill og Clara efter at have sovet et stykke tid. Det var nu ikke meningen at vi ville sove, men det gjorde vi. Tankerne om det mistede barn, og at Tom nu skulle være far, men ikke med mig, gjorde mig syg. ”Hvem var hun?” spurgte Bill. Tom var gået ind til Clara og Bill i stuen, mens jeg havde sat mig i køkkenet med en smøg. Jeg kunne høre, at han forklarede det hele til dem. ”Hvad gør vi?!” spurgte Bill. Han lød bekymret. ”Du skal ikke blandes ind i det, Bill..” ”Du er min bror, selvfølgelig skal jeg det!” Jeg rejste mig op og gik udenfor. Jeg havde brug for noget frisk luft. Smerten borede sig ind i min rygrad, og jeg var bange for at den snart ville ramme mit hjerte. Jeg smed mig opgivende på græsset i haven. Det var stadig lidt lyst udenfor, og det var begyndt at blive koldt. Men solnedgangen var så flot lige nu og jeg ville bare lige nyde det. Jeg hørte skridt i græsset, vendte mig om og så at det var Bill. Han satte sig ned ved siden af mig. ”Er du okay?” jeg nikkede, uden rigtigt at mene det. Vi kiggede på solen. ”Jeg mistede et barn Bill, og ingen kender til den smerte jeg går rundt med. Nogle gange føles det som om, at verden hader mig.. men så kigger jeg på Tom, og jeg kan se hans kærlighed til mig” jeg kiggede på Bill, der bare sad og lyttede. ”Jeg mistede et barn, for fanden Bill! Jeg kan ikke glemme det jo..” ”Heidi, har du brug for professionelhjælp?” ”NEJ! Jeg vil ikke tale med en hjernevrider, jeg vil bare glemme det! Jeg skulle aldrig være blevet gravid. Det var nok min største fejl!” råbte jeg. Han så forskrækket ud, og jeg fortrød det med det samme. Det var ikke Bills skyld jo.. ”Kom hen til mig” jeg kravlede hen til Bill og lagde mig med hovedet på hans lår. Han strejfede min kind og sagde; ”Det skal nok gå” ”Det sagde Tom også” ”Snak med min mor” ”kender du til det?” ”Tom sagde det” jeg forestillede mig, at han smilte lige nu. ”Og i morgen ved hele verden at min kæreste skal være far.. og de ved at det ikke er mig der skal være mor” ”Vi finder ud af det. Du er en stærk pige” jeg rejste mig op, krammede ham, og sammen gik vi indenfor til de andre. Tom sad sammen med Caroline og det klædte ham med et barn i armene. Jeg smilede til ham. ”Du er kær, skat” sagde jeg. ”Er du okay?” jeg nikkede. ”Det hele skal nok blive i orden. Jeg ved det”