Dagene efter var de bedste nogensinde. Bill og jeg havde det vidunderligt sammen, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på mandagen hvor jeg skulle hjem. Jeg kunne slet ikke få mig selv til at sige det, men om søndagen måtte jeg fortælle det. Vi var alle 7 hjemme hos Bill for at spise. Jeg trak Bill til side og tog ham med ud på altanen. Stjernene kunne ses på nattehimlen, jeg fik kuldegysninger. ”Bill der er noget jeg må tale med dig om.” ”Hvad er det smukke?” sagde han og holdt om mig. ”Det er koldt herude i aften. Vil du låne min jakke?” ”Nej jeg.. Jeg må fortælle dig noget. I morgen.. Vi skal rejse hjem.” ”I morgen? Du sagde, at I skulle holde ferie her indtil slutningen af august?” ”Nej Bill jeg tror du har misforstået. Jeg er fuldstændig vild med dig, men jeg skal hjem i morgen.” ”Jamen.. Du kan ikke bare forlade mig!” ”Jeg er nødt til det.” ”Nej Clara det vil jeg ikke! Du kan ikke rejse!” Månen blev reflekteret i noget på hans kind. Han græd. Jeg tørrede stille tåren væk og tog ham i hånden. Tårene hobede sig op i mine øjne, og jeg kunne ikke holde det tilbage.. ”Bill... Jeg elsker dig.” Det var måske tidligt, men jeg følte, at det var helt rigtigt at sige. Min stemme var hæs. ”JEG VIL IKKE VÆRE MED TIL DET!” råbte Bill så højt, at hele byen kunne høre ham. Han for ind i lejligheden, og løb ud gennem hoveddøren. ”Hvad sker der?” råbte Tom. Jeg løb hurtigt efter Bill. ”Bill, Bill vent nu!” Han svarede ikke. Da jeg kom udenfor regnede det som pisket. Jeg så en skygge løbe rundt om hjørnet. ”BILL! VENT NU PÅ MIG!” råbte jeg forpustet, mens jeg ilede efter ham. Jeg stoppede op og fik vejret. Jeg gik forvildet rundt, i en by jeg ikke kendte og ledte efter ham. Da jeg havde gået rundt i 20 minutter, satte jeg mig på bænken ved søen – den samme bænk Bill og jeg sad på den første dag. Jeg brød ud i gråd. Jeg kunne jo ikke undvære ham, men var nødt til det. Hvad skulle jeg gøre? Pludselig satte en person sig ved siden af mig og tog min hånd. ”Clara? Det her er vanvid. Du må ikke rejse.” ”Hvad kan jeg gø...” Jeg nåede ikke at fuldende sætningen, da han kyssede mig. ”Jeg elsker dig Clara. Det lyder måske mærkeligt, at jeg allerede elsker dig, men det føles helt perfekt. Jeg tager med dig til Danmark!” ”Det kan du jo ikke Bill. Jeg ville ønske jeg kunne blive her, men jeg bor i Danmark med min familie. Der hører jeg til, og du hører til her. Måske er vi slet ikke skabt for hinanden...” ”Det må du ikke sige Clara. Vi er perfekte for hinanden.” Jeg rejste mig op og han med. Jeg tog hans hånd, kiggede dybt ind i de smukke brune øjne og sagde: ”Bill jeg elsker dig.” Jeg kyssede ham. Der stod vi, i øsende regnvejr i Hamburg. Det var så romantisk, som man kunne forestille sig. Tårene løb ned af vores kinder, og vi kyssede i flere minutter – vi ville ikke give slip på hinanden. Vi holdt om hinanden, og sådan stod vi i lang tid. Vi vidste, at det var sidste gang vi sås. ”Jeg håber vi mødes igen.” ”Det gør vi, stol på mig Bill.” Jeg kyssede ham igen og sagde: ”Vi ses Bill, hav det godt. Jeg kommer til at savne dig.” Jeg gik lige så stille baglæns væk fra ham, mens jeg så hans tårer løbe ned ad kinderne. Han faldt til jorden og kiggede på mig med sine tårefyldte øjne. Jeg holdt min finger foran læberne – intet skulle ændres. Jeg gik tre skridt længere bagud og vendte mig om. Jeg løb. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne hen til vores hotel, hvor jeg kunne være alene. Pigerne var stadig hjemme hos Bill. Jeg kastede mig på sengen og græd. Jeg ville bare sove og håbede på at smerten ville gå væk.
Morgenen efter var vi tidligt oppe. Vi skulle med toget kl. 8. Da kl. var 7.20 gik vi ned på stationen. ”Bill var ked af det da han kom hjem i går. Han havde det rigtig dårligt.” sagde Heidi, mens hun kiggede mig i øjnene. Hun var alvorlig, hun mente det. ”Ja det havde jeg også, men det er bedst sådan. Hvad skulle vi ellers have gjort?” ”Jeg ved det ikke. Men det behøvede jo ikke at slutte.” ”Nej... Bill er skøn, jeg er vild med ham. Jeg tror bare ikke. at det ville have fungeret.” Vi satte os ind på en café på banegården for at få lidt at drikke. Jeg hørte ikke efter, hvad pigerne snakkede om, jeg kunne kun tænke på Bill. Jeg lagde mærke til den sang de spillede i radioen:
You don't know what you got till you're missing it a lot
I had to go throw it away
I was wrong from the start from the bottom of my heart I apologize
What I did to you was hurtful
What I'm going through is hurtful
Den sang var som skrevet til Bill og mig. Det var præcis den følelse, jeg havde. Jeg vidste at jeg måtte gøre noget. Jeg måtte finde ham med det samme! ”Piger? Jeg må finde ham!” Jeg løb ud af forretningen og kunne høre dem råbe: ”HERLIGT! I ER PERFEKTE SAMMEN!” Mens jeg løb, smed jeg mine tasker; jeg måtte hen til ham hurtigst muligt. Da jeg nåede hen til hans lejlighed, var det Tom der åbnede. ”Tom”, siger jeg forpustet, jeg må tale med Bill.” ”Du kommer for sent.” ”For sent til hvad?” sagde jeg forbavset. ”Bill er rejst ned til vores forældre og har tænkt sig at bo der lidt for at få samlet tankerne.” ”Det kan jo ikke passe?!” Jeg begyndte at græde. Jeg spurtede ned ad trappen og ud. Nu kunne jeg ikke klare mere. ”Først er min store kærlighed og jeg gået fra hinanden, og da jeg så fortryder, er han væk.” råbte jeg, mens jeg løb grædende ud ad døren. Jeg tænkte at jeg hellere måtte gå tilbage til banegården, da jeg ikke kunne blive her. På vejen derhen ville jeg slå et smut forbi søen, den som Bill og jeg sad ved den første dag. Jeg kastede en sten ud og betragtede ringene i vandet. Jeg stod og kiggede ud over søen og mærkede en tåre trille ned ad min kind. Det begyndte at regne. Jeg tænkte på sangen, som jeg hørte i radioen tidligere. ”Hvad har jeg dog gjort?” spurgte jeg mig selv. Jeg gik hen mod bænken, vi havde siddet på. Jeg ville genleve det magiske øjeblik, som vi havde haft. Jeg satte mig ned og betragtede den smukke sø. Jeg lukkede øjnene og drømte mig væk, da jeg pludselig hørte en stemme jeg kendte: ”Clara?” Jeg slog øjnene op og kiggede omkring. ”Bill?” sagde jeg forundret. ”Clara! Du er her! Skulle du ikke til Danmark?” ”Jo men jeg ville hellere være hos dig. Tom sagde du var taget ned til dine forældre?” ”Jeg ville lige opleve denne smukke sø en sidste gang, inden jeg tog afsted.” Han tog fat i mig og kiggede mig dybt i øjnene. ”Du må aldrig forlade mig igen.” ”Det kunne jeg aldrig finde på.” sagde jeg og gav ham et kram. ”Jeg forlader dig aldrig mere.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar