Hurtful - Kapitel 2

Det var ved at blive stegende hedt. Jeg kastede et blik på solen og skød på at klokken var omkring 14-15. Jeg svedte og tænkte, at jeg hurtigst muligt måtte have noget at drikke. Jeg gik forbi en Starbucks og tænkte at jeg kunne få en smule at drikke og sidde lidt i skyggen. Jeg gik langsomt ind ad døren – der var næsten ingen mennesker. Jeg tænkte at jeg nok hellere måtte bestille noget koldt, så jeg gik hen til kassen. ”En smoothie, tak” sagde jeg på tysk. ”Så gerne, det bliver 3 €.” Jeg ledte rundt i min taske og fik fat i min pung. Jeg rodede i den og fik taget 3 € frem, men jeg var helt konfus af al den varme, så jeg tabte mønterne på gulvet. Jeg slog mig selv i panden og bukkede mig ned. Da jeg ledte efter mønterne hørte jeg pludselig en stemme jeg kendte bag mig ”Jeg tror du tabte dine penge.” Jeg vendte mig rundt og genkendte de smukke brune øjne. ”Ja, det gjorde jeg vidst. Mange tak.” sagde jeg, imens vi rejste os op på samme tid. ”Du lyder ikke tysk, hvor kommer du fra?” spurgte den dreng jeg var helt vild med. ”Jeg er fra Danmark, jeg er på ferie her.” svarede jeg lidt genert. ”Okay du snakker vildt godt tysk!” sagde han og smilede stort. ”Tak.. I lige måde” fik jeg fremstammet. ”I LIGE MÅDE? Drengen er tysker” hørte jeg i mit hoved.” Heldigvis kommenterede han det ikke. Jeg skyndte mig at sige: ”Jeg hedder Clara.” og smilede stort og sagde ”Hej Clara. Jeg hedder Bill. Bill Kaulitz.” Hans flotte smil tog pusten fra mig. Jeg kunne ikke huske et eneste tysk ord. Jeg smilte skævt og fik sat nogle ord sammen til en sætning: ”Tak fordi du hjalp mig.” ”Det var så lidt.” sagde han og blinkede. ”Skal vi sidde og snakke lidt sammen?” ”Jeg blev alt for nervøs. Jeg kunne mærke hjertet slå hurtigere, mine hænder blev svedige. Selvom den dreng jeg havde været vild med i to år nu stod foran mig, blev det alt for meget. Jeg kunne ikke tro på det. ”Nej, jeg tror jeg må videre nu” sagde jeg og stormede ud af caféen. Jeg hørte hans stemme råbe efter mig: ”Jamen, hvordan skal vi mødes igen?!” Jeg måtte ud og have luft, det var alt for stort for mig. Jeg kunne ikke tro det, jeg mødte lige Bill Kaulitz. Jeg tog et par dybe indåndinger, rystede hovedet og gik videre rundt i byen.

Jeg kiggede på min mobil og så at klokken var blevet 17, jeg havde gået rundt i lang tid, og Amanda og Heidi havde haft ringet til mig flere gange. Jeg tænkte at jeg hellere måtte bevæge mig hjemad, så vi kunne gå på café og spise. Jeg gik forbi en sø på vej hjem og stoppede for at kigge på den smukke udsigt. Solen stod lavt på himlen, søen glimtede, som var den fuld af millioner af diamanter og svaner pjaskede rundt. Dette var afslutningen på en dejlig dag, hvor jeg bare kunne slappe fuldstændigt af – bare i et kvarter. Jeg fandt mig en bænk og slog mig ned. Jeg havde siddet der i 10 minutter, da jeg pludselig hørte en stemme: ”Der var du! Jeg har ledt efter dig.” Det var Bill. Han satte sig ved siden af mig og kiggede mig dybt og øjnene. ”Jeg er nødt til at fortælle dig dette. Da jeg så dig inde i caféen, kunne jeg bare mærke at der var noget magisk mellem os. En speciel kontakt. Er du ikke enig?” ”Jo lidt måske..” sagde jeg, selvom jeg egentlig ikke have tænkt over det. ”Jeg kunne mærke, at jeg bare måtte se dig igen.” Jeg tog en dyb indånding og kiggede på ham. ”Jeg må ærligt tilstå, at jeg faktisk er en stor fan af dig og dit band. Jeg er faktisk hernede for at se jeres koncert i morgen. Jeg skal holde ferie her i lidt tid. Og jeg har hørt at du ikke vil være sammen med en fan..” ”Det bliver en undtagelse i dit tilfælde så. Jeg synes du virker utroligt sød, og jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Vil du med mig ud at spise i aften?” ”Jamen mine veninder.. Okay Bill, det vil jeg gerne.” Han smilede stort og skrev en adresse og et klokkeslet på min hånd. Han gav mig et stort kram, og jeg mærkede sommerfugle i min mave. Var jeg allerede forelsket? Umuligt!