”Skynd jer nu piger, toget kører snart!” Amanda og jeg løb så stærkt vi kunne hen mod døren i toget. ”Heidi,” råbte jeg, ”få ham til at holde døren indtil vi kommer.” Heldigvis nåede vi det lige i tide. Vi gik ind i vogn 22 og fandt vores pladser. Forpustede satte vi os ned med et stort smil på ansigtet. ”Endelig, nu er vi på vej mod Hamborg.” sagde jeg med stor begejstring. Vi havde glædet os til denne dag i mange måneder. ”Nu må vi håbe, at vi har husket billetterne!” grinte Amanda. Jeg åbnede min taske, fandt en konvolout frem og tog indholdet ud. »Tokio Hotel - d. 15. juli 2009 - Color Line Arena - Hamburg« stod der på de tre identiske billetter. Jeg knuede de tre billetter i min hånd, de var det mest dyrebare, man kunne få fat i for mit vedkommende. Amanda sagde: ”Jeg har ikke kunnet sove i nat!” ”Heller ikke mig. Tænk at vi skal se vores største idoler, live, i aften!” sagde Heidi så højt, at hele vognen kunne høre det. ”Sei still!” udbrød en gammel mand bag os. ”TOKIO HOTEL!” råbte Heidi pludselig endnu højere og var fuldstændig ligeglad.
Klokken var 7 om morgenen, og solen stod lavt på himlen. Toget farede afsted i det tyske landskab, og jeg mærkede mine tunge øjenlag falde i. Jeg vågnede ved, at min veninde Heidi sagde: ”Clara skynd dig at vågne, vi er her nu!” Jeg slog øjnene hurtigt op, kastede et blik ud ad vinduet og så et skilt med påskriften »Hamburg Hauptbahnhof«. Jeg mærkede et stort sus i maven og kiggede på de to andre; de var akkurat lige så spændte. Vi tog vores tasker og gik stille ud af toget. Vi kunne slet ikke stoppe med at smile. Jeg mærkede en lun vind fra siden og fik gåsehud over det hele. ”Tøser vores hotel ligger lige ovre på den anden side af vejen, lad os gå over med vores tasker, så vi kan komme ind i byen,” sagde Amanda, mens hun asede med sin kuffert hen ad perronen. Vi gik raskt afsted over mod vores hotel, hvor vi skulle sove i 6 nætter. Vi havde valgt at holde en lille ferie, når vi nu var hernede. Heldigvis var vi alle gode til tysk, så vi kunne sagtens klare os. Heidi talte med receptionisten, og han gav os en nøgle til værelse 514. Vi stillede alle vores tasker derind og begav os ud mod gågåden. Klokken var nu lidt over 10, så butikkerne havde åbent. Vi slentrede stille ned ad gågaden i sommerkjoler og solbriller og mærkede den bagende sol på vores arme og ben. Vi var inde i alle tøjbutikkerne og fik købt en masse lækre ting. Vi pjattede rundt på gaden, grinede og snakkede. Pludselig stoppede Amanda op og fik et mere eftertænksomt udtryk i ansigtet: ”Ej tænk lige hvis man mødte Bill Kaulitz her i Hamborg!” ”Ha ha ha, ja det ville da være fedt, men det skal du nok ikke regne med søde Amanda” grinte jeg. ”Det kan da godt være!”, sagde Heidi og Amanda på samme tid, ”det ved du da ikke!” ”Nej selvfølgelig ikke. Hvis I møder ham, så hils ham da endelig fra mig!” sagde jeg stille.
”Åh Clara, du er da også sådan en lyseslukker!” hvæsede Heidi med armene over kors. ”Jeg synes ikke rigtig, at jeg har lyst til mere shopping nu. Vil I med hjem til hotellet for at slappe af?” spurgte Amanda mens hun rettede på sin røde kjole. ”Ja jeg kunne godt trænge til en morfar!” grinede Heidi og begyndte at gå med Amanda. ”Skal du med Clara?” ”Nej jeg vil blive og gå ned mod vandet, det er sådan en smuk dag.” Jeg blev siddende i nogle minutter og funderede over, hvad Amanda havde sagt. ”Det kunne da godt ske, at man mødte Bill Kaulitz?” sagde mine tanker spørgende. Jeg rystede på hovedet og gik langsomt ned mod vandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar