Kapitel 10
Jeg braste ind i stuen til mine forældre, og Simone & Gordon der også sad der. ”Hvad er der med dig min pige?” sagde Gordon, og de andre tre kiggede nu også på mig. Jeg græd som en gal. Lige så gal som jeg havde været, lige så meget græd jeg. ”Jeg vil hjem!” hulkede jeg. Min mor kom op til mig og lagde armen om mig. ”jeg vil hjem NU!” ”Hvad er der sket?” min far sagde med en bekymret stemme. ”Intet I skal vide! Hvis I ikke kører mig hjem nu, så tager jeg toget i morgen! Og jeg mener det!” ”Hvis du gerne vil det, så er det i orden” sagde min mor. Hun kunne altid mærke på mig, når jeg faktisk mente hvad jeg sagde, og det gjorde jeg denne gang.
Efter lidt snak med de fire vokse, uden at fortælle dem hvad der var sket, gik jeg ovenpå og ind til Mikkel og Tom. De kunne helt sikkert få mig i godt humør, hvis det nogensinde kunne lade sig gøre igen.
”Er du okay?” spurgte min bror. De to drenge så mere alvorlige ud nu, og jeg håbede også, at de havde lært at de ikke skulle gøre grin med mig, når jeg havde det sådan, mere. ”Det ved jeg ikke. Jeg tager hjem i morgen” ”Ej Heidi’pigen..” sagde Tom. ”jeg er ligeglad. Jeg er sur og jeg vil ikke være her mere!” ”Det er vel ikke vores skyld?” skyndte min bror sig at sige. ”Nej, slet ikke Mikkel. Men må jeg ikke godt sove herinde i nat?” Tom nikkede til mig. ”Jeg sover inde ved Bill” sagde Mikkel. ”Tusinde tak drenge!” Jeg omfavnede dem begge, en efter en.
Her lå jeg så, sammen med Tom. Han sov allerede. . det tror jeg da, eftersom han snorkede værre end når en bjørn brølede. Men jeg.. jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg blev ved med at tænke på Bill og hende Rachel. ”Tom” hviskede jeg. Der var ingen reaktion. ”Tom” denne gang sagde jeg det lidt højere. Han vendte sig om mod mig, og jeg fniste lidt, da han så lidt sjov ud. Med det ene øje åben, og det andet halvt åbent, kiggede han på mig. ”Hvad er der?” jeg fornemmede et smil i hans øjne. Åh, de der brune øjne. Jeg havde lige glemt dem. Når jeg så Tom, så jeg også Bill. Smerten borede sig igen ned i mit hjerte. ”Jeg kan ikke sove” ”Men det gjorde jeg” ”Ja, kunne jeg tydeligt høre” grinte jeg. ”Bill?” svarede han spørgende. ”Ja” Jeg var da også for dum, lige at skulle bringe det på banen igen. Jeg ville tale med ham om det, og så alligevel ikke. Sikke forvirrende jeg havde det. ”men det er lige meget Tom.. undskyld, at jeg vækkede dig. ” han smilte til mig, og kyssede mig på kinden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar