One love - kapitel 62

Et par dage efter fik vi endelig lov til at tage hjem med pigerne. Tom havde været ved mig siden fødslen og han havde virkelig taget sig godt af pigerne. Han var så stolt og glad. Jeg var så glad for at se ham lykkelig igen. ”Så er vi klar til at tage af sted” sagde han. Pigerne lå i deres lifte og jeg var klædt på. ”Godt så” Jeg havde givet Tom lov til at komme med hjem til mig. Det var lige så meget mine som det var hans, og han skulle være der ligeså meget som jeg var. ”Farvel” sagde vi til personalet som havde været der for os. Vi smuttede ned til bilen og kom nu til den første udfordring, at få børnene spændt fast. ”Ved du hvordan man skal gøre, Tom?” ”ha ha nej. Ikke lige” Efter en del bøvl fik vi det ordnet og var nu på vej hjem til min lejlighed. Pigerne sov, så vi satte dem ind på værelset. ”Åh jeg er så træt nu” ”Så sæt dig ned” smilede Tom. ”Jeg er sulten. Har du noget mad?” ”Jeg ved det ikke” grinte jeg. ”Jeg ser om jeg kan finde noget. Så laver jeg noget mad til os” ”Tak Tom” ”Mor og Gordon kommer over i aften. Jeg håber det er i orden?” ”Aha..” jeg lukkede øjnene og faldt hurtigt i søvn.
”Shh mor sover” hviskede Tom. Jeg lukkede øjnene op og så ham sidde med en af pigerne. ”Vækkede hun dig?” Jeg rystede på hovedet og sad bare og kiggede på ham. Pludselig begyndte hun at skrige. ”Jeg tror hun bliver som sin mor” grinte Tom. ”Stakkel” grinte jeg. ”Tror du hun er sulten?” ”Du kan godt få hende?” ”Hvem er det?” ”Hailey” smilede Tom og gav hende til mig. Pigerne var identiske og sørme så, om det ikke var svært at se forskel. ”Tror du vi klarer den?” Jeg kiggede på over på Tom. ”Vi kan klare alt sammen” ”Bare vi kunne” ”Jeg har gemt noget mad til dig” Tom rejste sig op og hentede noget til mig. ”Mange tak” ”Hvad tid kommer dine forældre?” ”Engang til aftenskaffe”

Clara: Hej Heidipigen. Går det godt? :)<3
Heidi: Hej Clarababen. Ja, indtil videre er det fredeligt, haha. Har I det godt? :)<3
Clara: Ja super! Må vi komme forbi i aften? :) Caroline vil så gerne! Haha
Heidi: Jo selvfølgelig (: Simone og Gordon kommer også.
Clara: Nu har jeg en glad datter haha (:

”Hej” sagde jeg, da jeg så, at Bill og Clara stod i døren. ”Kom ind” ”baby” sagde Caroline og løb hen til Tom, som sad med begge. ”Sikke en omvæltning” sagde Bill. ”Virkelig” svarede jeg. ”Sæt jer ned og så henter jeg noget kaffe, mmh” ”Det klæder dig faktisk med sådan et par i armene” drillede Clara Tom. ”Ja, jeg ser jo godt ud med hvad som helst” ”åh dit fjols” grinte Bill. ”Mig holde” sagde Caroline og pegede på pigerne. ”Vil du gerne holde dem?” Tom kiggede på Clara og Bill. ”Det er dit valg, brormand” ”Okay så. Hop op i sofaen ved siden af mor og far” Hun gjorde som han sagde og lidt efter sad hun med Hope. ”Sød..!” ”Ja, hun er sød” smilede Tom. ”Mor baby!” ”Ja skat. Det er en baby. Hun hedder..” Clara kiggede på Tom. ”Hope” ”Hun hedder Hope” ”Hej med jer” sagde Gordon og kom gående ind efterfulgt af Simone. ”Hej” svarede vi alle i kor. ”Åh se de kære små og se Caroline” En stolt bedstemor kiggede på sine tre smukke børnebørn. ”Vil du gerne holde hende, mor?” Hun nikkede og fik Hailey over til sig. ”Er det i orden, at jeg går ned og ryger?” spurgte jeg. ”Ja, vi har styr på det” svarede Clara. ”Jeg går med” smilede Tom. Vi gik ud og ned på gaden. ”Det her er livet” grinte jeg og pustede røgen ud. ”Det er i hvert fald afslappende” svarede Tom. ”jaa..” ”Er vi virkelig så lykkelige som vi ser ud til, eller lader vi bare som om?” Jeg kiggede undrende på ham og funderede lidt over spørgsmålet. ”Hvad tror du?” ”Jeg er lykkelige for pigerne, men.. vi to ser ud til at have det perfekt, hvilket vi slet ikke har!” ”Sikkert..” Jeg kendte ikke svaret. Jeg vidste ikke om jeg var lykkelig. Jeg havde aldrig ønsket mig børn. Og pludselig at få to.. pludselig og pludselig, jeg havde jo haft otte måneder til at vænne mig til det. Det var virkelig en forandring, en forandring som var svært at vænne sig til. Især når man aldrig havde ønsket sig det. ”Hvad tænker du på?” ”Ikke noget særligt” løj jeg. ”Jeg går op igen. Skal du med?” Jeg rystede på hovedet og blev siddende på trappestenen. Jeg tændte endnu en smøg og tænkte alt igennem. Tom og jeg.. vi skulle have været sammen for altid. Nu havde vi ikke længere tillid til hinanden. Elskede jeg ham? Jeg kunne ikke finde ud af det. Havde pigerne taget følelserne væk fra mig? Kunne jeg elske nogen igen som jeg havde elsket eller elsker Tom? Hvad var skyld i alle vore problemer? Vi gik fra at være lykkelige til at være så langt væk fra hinanden. Hvis jeg ikke var blevet gravid første gang, så var jeg måske ikke her nu.. så ville jeg måske være lykkelig sammen med Tom. ”Har jeg en facade oppe eller er jeg virkelig lykkelig?” Jeg kiggede op mod himlen, Gud, hvis sådan en fandtes, og håbede at denne Gud kunne give mig et tegn. Jeg var ikke lykkelig. Jeg kunne ikke være lykkelig over noget jeg aldrig havde ønsket mig..
Jeg gik op til de andre igen og smilede bare med det samme igen. ”Se Heidi!” grinte Caroline. ”Ja. Hun er sød, ikke?” ”Få hende?” Vi grinte alle sammen af Caroline og Clara og Bill begyndte at forklare hende, at det ikke var en man bare sådan lige gav væk.
”Tak for besøg. Det var dejligt at se jer” sagde jeg til Clara og Bill. ”Jeg tror Caroline nød det. Hun er hvert fald væk nu” smilede Bill og de forlod lejligheden. ”Er i klar til første nat alene?” spurgte Gordon. ”Tja, vi må tage det som det kommer” svarede jeg. ”Det har du ret i, Heidi. Jeg er glad for, at det gik godt denne gang” ”Også mig..”
”Åh for fanden” Jeg rejste op for tredje gang i nat for at hente en af pigerne. Denne gang var det Hailey som var sulten. Jeg satte mig tilbage i sengen og gav hende noget mad. Lidt efter begyndte Hope også at græde. Tom lå bare ved side af mig og hørte ikke noget. ”Tom!” Jeg skubbede til ham. ”Hvad?” svarede han irriteret. ”Dit barn ligger og græder og jeg kan altså ikke hente hende når jeg giver Hailey mad!” ”Nå..” Han rejste sig op og gik ind for at hente hende. Hun var allerede faldet til ro igen. ”Måske hun kan lide mig” sagde Tom og betragtede hende. ”Det tror jeg bestemt hun kan” ”Kan du også lide mig?” Jeg lagde Hailey ned i liften ved siden af mig. ”Godnat Tom..”

Jeg vågnede næste morgen ved, at Tom fumlede rundt i sengen. ”Godmorgen” smilede jeg. Hailey lå nede ved siden af mig i liften. Hun så fredfyldt ud. ”Godmorgen..” Jeg gik ud i køkkenet og satte kaffe over. ”Jeg går lige ned og ryger, Tom” ”Ja ja..” Jeg gik ned i baggården. Solen skinnede og alt var lækkert, lige nu.
”Hvorfor svarede du mig ikke i går, Heidi?” Jeg dumpede ned i stolen. ”Du kender sikkert svaret. Så hvorfor skulle jeg?” ”Fordi jeg kan ikke holde ud at være her, når jeg elsker dig og det ikke er gengældt Heidi!” råbte Tom lige ind i mit ansigt. Jeg blev bange. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Så truende. ”Tom, jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke føler det samme for dig..” svarede jeg afdæmpet og krympede sammen i stolen. Bange for at han skulle slå mig. ”Og dæmp dig. Pigerne sover..!” ”Jeg kan desværre ikke komme her længere..” Han farede frem og tilbage i min lejlighed og samlede sit tøj. ”Og jeg vil ikke længere se pigerne..!” ”Tom, det er dine børn!” Jeg farede hidsigt op af stolen. Dette kunne han bare ikke være bekendt! ”Du kan ikke bare skride fra dem” ”Watch me!” smilede han hånende. ”Vil du virkelig gøre det her mod dine egne børn, Tom?” Han standsede op et øjeblik og kiggede på mig. ”Er du sikker på, at det er mine?” svarede han koldt. Hans blik var ligeså koldt. Jeg svarede ham ikke. Jeg gad ikke. Hvordan kunne han tro andet? ”Nej, det tænkte jeg nok..” Han forlod lejligheden med en smækket dør og pigerne begyndte at græde. Jeg rejste mig op og gik ind og hentede dem begge. ”Shh” Jeg vuggede dem til begge, men intet hjalp. Jeg følte mig så hjælpeløs lige nu. Efter at have siddet med dem i halvanden time sov de begge endelig. Jeg lagde dem i deres vugger og gik på hovedet i seng.