One love - kapitel 43

”Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem” jeg hjalp Clara med at rydde af bordet efter morgenmaden.”Hvorfor ikke?” ”Det er så dejligt at være hernede ved jer og ligeså snart jeg kommer hjem, så begynder jeg at tænke på det hele igen. Var det forkert eller hvad var det?” ”Det ved du bedst selv Heidipigen” jeg sukkede og begyndte at tørre tallerkenerne af. ”Men du kommer vel herned inden Bill og jeg skal giftes?” hun kiggede spørgende på mig. ”Det håber jeg da” ”åh, jeg glæder mig til det. Og Caroline skal være brudepige sammen med dig, åh altså. Det er en drøm for mig Heidi!” Jeg smilede til hende. Hun lyste op når hun snakkede om det. Hun lyste op når hun var sammen med sit barn og sit livs kærlighed. Deres kærlighed til hinanden smittede. Man blev for det meste glad i deres selskab. ”Det bliver et fantastisk bryllup!” ”Det håber jeg” grinte hun genert. ”Det ved jeg det gør” ”Hvornår var det du tog af sted?” ”klokken to skulle jeg med toget” ”Åh lad mig køre dig hjem Heidi” sagde Tom og kom luntende ned af trappen. ”Det gør ikke noget Tom. Jeg ønsker ikke at Andreas skal se dig” Han nikkede forstående og hjalp os med at tørre af. ”Tom skal gå op af kirkegulvet sammen med dig og Caroline” grinte Clara. ”Jamen dog Tom Kaulitz” ”Ja, jeg ved heller ikke hvad det er de får mig til..!” grinte han. ”Du har vel selv sagt ja?” ”ja da, alt for min bror og svigerinde”

”Buuuuh! Farvel” sagde jeg og gav Bill et kram. ”Vi vil savne dig” smilede han. ”Og jeg vil savne jer” Tom tog mine ting og bar dem ud i sin bil. ”Jeg vil savne dig Claramusen” jeg gav hende et kram. ”Kom tilbage til mig snart. Jeg savner sådan at være sammen med dig hele tiden” jeg nikkede og smilede bare. ”Farvel basse” sagde jeg til Caroline og aede hende på kinden. ”Så” sagde Tom. ”Vi ses” jeg vinkede til dem og gik med Tom ud til bilen.
”Så er vi ved stationen” smilede Tom. ”jaaa..” jeg kiggede lidt ud af vinduet inden jeg tog mig sammen til at stige ud. Tom kom ud til mig og åbnede bagagerummet. ”Så er det farveltid” jeg nikkede og kiggede rundt omkring. ”Jeg kommer til at savne dig” ”i lige måde Tom” ”Åh, lad nu være med at være så koldt, Heidi” ”Det er lidt akavet det her..” ”Jeg ved det, men jeg prøver på at være åben” ”Jeg ved det. Men jeg kommer også til at savne dig” jeg smilede til ham og gav ham et kram. ”Vi ses snart” han kyssede mig på kinden. ”Yes” jeg gav ham endnu er kram og gik hen mod toget. Endelig på vej hjem. Hvilket måske ikke var så godt..

Heidi: Hej skat, jeg er der om en halv time. Henter du mig?
Andreas: Ja da. Vi ses smukke.

Jeg havde slet ikke kunnet sove på vej tilbage til Danmark. Alting virkede så urimeligt og alligevel var det hele i sidste ende min helt egen skyld. Jeg havde valgt at gå fra Tom, jeg havde valgt at være sammen med Andreas. Det skulle slet ikke gå udover nogen af dem, at jeg var sådan en kæmpe idiot. Jeg landede endelig i min egen by, fandt mine ting frem og gik ud af toget. Andreas stod klar med et kæmpe smil til at tage imod mig. Et smil jeg slet ikke kunne modstå. ”Hej skat” sagde han, gav mig et kram og tog mine ting. ”Hej” smilede jeg og vi begyndte at gå hen mod stationen. ”Var det dejligt dernede?” Det var det virkelig. Jeg havde sådan savnet dem. Og nu skal jeg hjem og slappe af” ”Hvornår tager du derned næste gang?” ”Jeg skal derned inden Clara og Bills bryllup hvert fald” ”Skal jeg med til det?” ”Øh, nej?” Hvad var det egentligt lige selv han troede? Jeg grinte indvendigt. ”Hvorfor ikke?” ”Det lovede jeg Tom” Åh Tom, jeg savnede ham sådan. Den dreng jeg kunne side i flere timer og snakke med om ingenting og alting. Ham der kunne få mig til at smile selvom jeg havde en dårlig dag. Vi havde været igennem medgang og modgang og stadig var vores kærlighed til hinanden stor. ”Okay skat” Han startede bilen og vi kørte hjem til mine forældre. ”Skal jeg gå med ind?” ”Nej, jeg vil gerne være alene” ”Er der noget i vejen?” ”Nej” løj jeg. Savnet var i vejen og jeg var nødt til at tænke det hele igennem inden jeg kunne tilbringe tiden med Andreas. Han var som sagt fantastisk og sød mod mig, men han var bare ikke… Tom. ”Vi ses senere skat” sagde jeg og kyssede ham blidt og kort på munden, hvorefter jeg småløb med mine tasker, ind til mine forældre. ”Hej min pige” sagde min far og gav mit et kram. ”Har du haft en god tur?” ”Selvfølgelig far!” ”Fik du snakket med Tom?” han puffede til mig og blinkede. Åh, hvad tænkte min far dog på? Jeg grinte af ham og gik ind på mit værelse med mine ting. Det lignede det jeg forlod og mappen med Tokio Hotel lå stadig fremme. Jeg satte mig på sengen og begyndte at læse i den. Jeg havde skrevet om mit lille eventyr med Tom fra første gang og til før vi slog op. Efter det var der ikke kommet mere. Jeg fandt frem papir og en blyant og gav mig til at skrive.

”Kærlighed gør sommetider mere ondt end godt. At være fuldstændig væk i en, men på samme tid ikke kunne se sig selv sammen med personen og alligevel ikke kunne se sig selv sammen med andre end ham. At have været så meget igennem, hvilket burde havde gjort os stærkere, har bare fået os til at falde fra hinanden. Hvor kom det hele fra? Er der en mening med den smerte vi har forvoldt hinanden? Tom er jo min store kærlighed, den eneste jeg vil være sammen med. Men det er så om et eller andet er skyld i, at vi aldrig kommer til at være sammen. Jeg ville ønske det var så let alt det her med kærligheden, og jeg ville ønske at Tom var min. Jeg ønsker jo inderst inde ikke at være sammen med andre end ham..”

Det bankede på døren og min far kom ind. ”Din telefon ringer skat” han gav mig telefonen og gik ud igen. ”Hallo? Hej Clara. Ja, jeg kan godt komme næste weekend. Ja, så ses vi bare der” jeg lagde på og småløb ud til mine forældre. ”Clara og Bill har rykket deres bryllup frem, så jeg tager derned næste weekend og hjælper hende med at ordne de sidste ting” ”Åh, det bliver da superspændende!” sagde min mor og klappede i hænderne. ”Ja, jeg glæder mig” de smilede til mig og jeg forlod igen rummet og gik ind til mig selv.