One love - kapitel 31

“Hvad så?” spurgte Clara. Bill og Tom var taget i studiet for at skrive sange og musik, mens havde jeg lovet at hjælpe med at passe Caroline. Jeg havde slet ikke lyst. Problemet var stadig det med at jeg havde mistet et barn. Jeg blev vred på mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke lade det slippe? Hvorfor var det sådan et stort problem for mig. Jeg havde siden drengenes fødselsdag for en uge siden overvejet at tage en pause fra det hele, men jeg ville intet ødelægge. Jeg ville selvfølgelig først snakke det hele igennem med Tom, men jeg var mindre bange for hans reaktion. Men han blev nødt til at forstå mig. Jeg ville ikke leve med denne smerte, og selvom folk sagde det skulle gå over, så troede jeg ikke rigtig på det. Jeg ville bare have tid for mig selv. ”Ikke så meget” svarede jeg og satte middagsmad på bordet. ”Jeg er godt nok sulten!” Clara satte sig ned. ”og heldigvis sover Caroline, så vi kan få lidt fred” ”dejligt” svarede jeg og prøvede at smile til hende. ”Hvad er der med dig?” ”intet” løj jeg og vi spiste.
Tom og Bill ville snart komme hjem og jeg ville fortælle det hele til Tom. Jeg trippede rastløst rundt. Var det forkert eller rigtigt at jeg bare ville forlade det hele? Selvom jeg havde brug for at komme væk, var det så stadig det rigtige? ”Hej piger!” sagde Tom og Bill i munden på hinanden. Bill gik direkte ind til Clara, og Tom satte sig ned i køkkenet. ”Hej skat” smilede jeg og kyssede ham på kinden. ”Jeg er så smadret, så jeg går nok snart i seng..” det var midnat nu, så jeg forstod ham godt. ”Ja skat, men jeg skal lige snakke med dig først..” ”Hvad har i lavet i dag? Clara sover så jeg kom lige ud til jer” sagde Bill og satte sig ned ved siden af sin bror. ”Ikke noget særligt” smilede jeg. ”Ventet på jer..” ”Lyder skam meget hyggeligt” grinte Bill og vi tændte alle en smøg. Caroline begyndte at græde to minutter efter og Bill var hurtigt inde ved hende. ”Hvad ville du snakke med mig om?” spurgte Tom så og kiggede på mig. Jeg blev bange indeni. Jeg frygtede at jeg snart ville miste alt jeg havde. ”jeg har siden jeres fødselsdag tænkt over noget..”Jeg holdte en uendelig lang pause. ”Jeg tror godt jeg vil hjem i noget tid.. for at få tankerne på plads og få det bedre” Nu var der ingen vej tilbage længere. ”Hvorfor har du ikke sagt det noget før?!” hans stemme var hævet og frygten blev større nu. ”Jeg ved det ikke.. jeg ville tænke det hele igennem og være ordentligt klar over det” ”Du kunne have snakket med mig og jeg ville have hjulpet dig, Heidi!” ”Men ingenting har hjulpet, jeg vil gerne hjem og prøve at slappe af og gå lidt i skole igen..” ”Fint, gør hvad du lyster. Jeg er ligeglad!” Tom rejste sig vredt fra bordet og trampede op ovenpå. Døren smækkede og han var nu inde på værelset. Jeg blev siddende. Jeg var nu åbenlyst klar over at jeg ikke kunne fortryde, og der var ingen vej tilbage. Jeg forstod godt han blev sur, hvad bildte jeg mig egentligt også ind?! ”Hvad skete der?” spurgte Clara som kom ud med Bill og Caroline. Jeg rystede på hovedet og ville helst ikke fortælle noget til dem. De ville jo finde ud af det alligevel og skulle vide det. Jeg fortalte dem det hele. ”Jeg forstår jer begge” sagde Clara og prøvede at trøste mig. ”Ja, men jeg tager hjem i morgen, ok?” Clara nikkede. Bill havde intet sagt. Det var jo også hans bror der var tale om. ”Jeg vil ikke have i er sure på mig. Jeg ønsker bare at tage hjem lidt. Jeg tror jeg har brug for det” jeg smilede til dem, men jeg mente intet med det. ”Er i nu gået fra hinanden igen?” spurgte Bill så endelig. Hvad troede han dog lige selv? ”Ja, det er vi højst sandsynligt nok” grinte jeg tåbeligt. Jeg gik op på værelset. Tom lå i sengen. Om han sov? Det troede jeg langt fra han gjorde, men det kunne ske. Jeg listede stille ind. Han snorkede, så han sov. Jeg fik min kuffert revet frem fra under sengen og pakkede, så stille jeg kunne, mine ting ned.

”Jeg er så forfærdeligt ked af det! Hvor mange gange er vi ikke nu gået fra hinanden? Det var ikke min hensigt at vi skulle gå fra hinanden, kun at jeg kunne få lidt ro til at falde på plads igen. Håbe at smerten ville forsvinde. Jeg håbede så meget at vi kunne være sammen imens, men jeg havde vel for høje forhåbninger? Jeg troede bare.. jeg skal holde op med sådan noget. Det er kun i kirken man tror og beder, og det gør man åbenbart ikke her. Det er langt fra en kirke. Det har aldrig været et helvede, nærmere paradis. Som nok minder om noget relateret til kirken.. men jeg elsker dig, Tom! Gud hvor jeg elsker dig min dreng. Jeg vil savne dig. Og .. jeg hader tanken om alle de gange vi er gået fra hinanden, det er latterligt og barnligt! Men sådan er vi åbenbart, eller jeg er.. en sidste gang; jeg elsker dig.
Vi ses til barnedåben.”

Jeg lagde papiret på min hovedpude og kyssede Tom en sidste gang på panden. ”Undskyld” sagde jeg. Jeg tog mine tinge med ind i gæsteværelset. Jeg kiggede mig omkring. Her skulle jeg så være til i morgen. Alene og trist. ”Godt Heidi..” sagde jeg og lagde mig til at sove. Jeg ville prøve mit bedste, men det ville helt sikkert blive en meget lang nat.