Tro, håb og kærlighed - kapitel 3

Tom kom tilbage fra kemoterapi, og smilede stort til os. Han havde ikke mistet livsmodet selvom det var hårdt. Han havde tydeligvis forandret sig, men smile kunne han stadig, og hans humor var heldigvis heller ikke forsvundet. Jeg gik hen til ham. ”Hej skat” sagde han. Jeg kyssede ham på kinden, og tog hans hånd. ”Det er værre denne gang” hans stemme var hæs, og han så slap og træt ud. Jeg nikkede til ham. ”Du får lov til at hvile i fred” ”Nej! Bliv her” jeg satte mig ned på stolen ved siden af sengen. Clara og Bill kom listende hen mod os, og snakkede med ham.

””Jeg elsker også dig” svarede jeg. ”Lov mig, at hvis dette nogensinde, med alle de kemobehandlinger og humørsvingningerne, hvis det bliver for meget for dig, så smutter du. Du skal ikke lide under det her, det vil jeg ikke tillade” jeg rystede på hovedet og svarede med det samme; ”Det vil jeg aldrig kunne love dig! Jeg vil slet ikke Tom. Jeg vil fandeme være ved din side” ”Du skal ikke Heidi! Du kan jo ikke holde det ud..” ”Det skal jeg. Jeg elsker dig så højt, og.. jeg vil ikke efterlade dig” ”Lad nu være..” ”Stop det Tom!” jeg blev vred på ham. Han skulle slet ikke sige sådan noget. ”Jeg mener det virkelig, jeg vil ikke forlade dig!” han smilede skævt til mig, og kiggede ud i mørket. Her var stille fredeligt, og en sjælden gang kunne man høre en ugle. ”Jeg føler mig bare ikke god nok, og du fortjener det bedste, Heidi” ”Jeg har det bedste, jeg har dig” jeg kyssede ham, og jeg kunne mærke, at hans tunge legede med min. ”Jeg syns, at vi skal gå op på værelset” han blinkede til mig, og trak mig med ind.”

”Heidi?” jeg blev revet ud af mine tanker, og kiggede på de tre andre. ”Heidi, Bill og jeg tager hjem, vil du med?” jeg kiggede på Tom, som bare smilede til mig, og svarede: ”Nej, jeg bliver hos Tom” ”Tag du bare med dem” han smilede til mig. ”Jeg vil gerne være her hos dig. Jeg vil ikke gå glip af noget” han nikkede, og jeg tog det som et ”okay”. Bill og Clara sagde farvel og kørte hjem.
”Kommer du ikke herop til mig smukke?” Tom rykkede sig lidt og gjorde plads til mig. Jeg kravlede op til ham, og lå i hans favn. ”Hvordan har du det?” Spurgte jeg og kiggede ind i hans nøddebrune øjne, der smilede til mig. ”Jeg er så udmattet. Jeg har knap nok kræfter til at kysse dig, men jeg vil” grinte han og kyssede mig. Han begyndte at hoste, og jeg vidste nu at vi skulle igennem det hele igen – opkast, kvalme, ingen kræfter, det hele. Jeg fandt en opkast-pose til ham, og holdte den for ham, mens jeg prøvede mit bedste på ikke selv at brække mig. Det ville blive en lang nat.. Jeg lagde mig ned ved siden af ham igen. ”Jeg er ked af, at du skal igennem det her” sagde Tom og en tåre kom til syne i hans øjenkrog. ”Jeg vil selv”

Jeg rejste mig op og kiggede rundt i lokalet. Tom sad henne ved bordet og spiste morgenmad. Han så glad ud i dag på trods af den hårde nat. ”Godmorgen skat” smilede han. Jeg gabte, futtede hen til ham, kyssede ham på kinden og satte mig overfor ham. ”Har du sovet godt?” spurgte han, mens jeg gik i gang med morgenmaden. ”Ja, jeg har jo sovet ved siden af dig” han grinte af mig. ”Jeg håber jeg kan holde maden nede i dag, for så får jeg lov til at tage hjem” ”Åh, det håber jeg skat” ”Bill kommer snart” ”Kommer Clara ikke?” jeg tog endnu en bid af min mad. Han rystede på hovedet. ”Mor og Gordon kommer også..” hans blik blev trist. Han havde ikke haft besøg af sine forældre siden vi fik det at vide igen, og det hele gjorde ondt på ham. Jeg kunne nærmest mærke hans smerte, og jeg begyndte at græde. Tom kiggede på mig, da han hørte jeg snøftede. ”Det skal nok gå” ”Det sagde du også første gang” ”Jeg vil ikke dø! Det sker ikke” jeg sagde intet, tog bare hans hånd og nikkede.
”Hej” sagde Bill, da han kom ind til os. Han satte sig ved siden af Tom. Der var ingen af os som svarede ham. Den glade stemning var forsvundet igen. ”Har du det godt?” han kiggede på Tom, som kiggede på ham. ”Jeg har det okay, men jeg er træt” ”Ja..” Bill nikkede. ”Mor og Gordon kommer snart, så kan vi få snakket om det” ”Snakket om hvad?” jeg kiggede nysgerrigt men bekymret på dem. ”Hvis nu..” sagde Tom og det var nok. Jeg vidste jo godt hvad han mente med det. ”Hvis nu jeg dør, når jeg dør, vi arrangere det hele nu” ”Hvorfor?” tudbrølede jeg. Tom satte sig over ved siden af mig, tog fat om mig og holdte mig ind til sig. Jeg ville ikke acceptere virkeligheden. Jeg ville ikke have han skulle dø, selvfølgelig ikke. Bill kiggede på mig og havde selv tåre i øjnene. ”Det er kun hvis, skat” sagde Tom. Jeg nikkede og prøvede på at acceptere det, men det var svært. At tale om hans begravelse.. min kæreste. Gordon og Simone kom gående ind til os, de smilte svagt og gav os et kram. ”Jeg går imens..” sagde jeg, rejste mig op, men kom ikke langt da Tom tog fat i mig. ”Vil du ikke nok blive her?” han så bedende på mig og jeg nikkede. Jeg skulle jo støtte ham, jeg kunne ikke forlade ham lige meget hvor ondt det gjorde på mig. ”Hvordan har du det?” spurgte Simone og kiggede på Tom med et trist blik. ”Okay..” han prøvede at smile til ham, men os som kendte ham, vi kunne se at det var fake. ”Jeg har taget en masse med om kister og det..” hun rakte noget papir over til Tom, og jeg kiggede sammen med ham. Han pegede på en kiste og sagde: ”Det skal være den!” det føltes så underligt at sidde og planlægge hans begravelse når han stadig var her. ”Og jeg vil ikke have en masse i kirken, det skal kun være de nærmeste. Fans er selvfølgelig velkomne bagefter, og så skal i holde en lille sammenkost bagefter” Simone nikkede mens hun skrev det hele ned. ”Det var det” sagde Tom. Jeg lagde min hånd på hans lår. Jeg kunne se at han var ved at græde. Hans øjne blev mere og mere våde og han rejste sig vredt og trampede væk. ”Det skal nok blive okay..” hviskede jeg og lagde mærke til at de andre sad og kiggede på mig. ”Hvordan gik det i nat?” spurgte Gordon, satte sig over ved siden af mig og lagde armen om mig. ”Det var en hård nat, med opkast og det hele..” svarede jeg og kiggede med våde øjne på ham. ”kom her min pige” jeg lænede mig ind til ham, håbede det hele snart ville gå væk. Smerten og frygten i alles øjne.

”Tag du bare med Bill hjem” sagde Tom til mig. Han havde ikke fået lov til at tage hjem i dag. Intet var blevet bedre, tværtimod, Tom havde fået det værre. ”Nej Tom, jeg vil være ved din side!” sagde jeg bestemt og slap ikke øjenkontakten. ”Du skal ikke være her og se mig sådan igen, du fortjener det ikke!” jeg kunne høre at han var vred. Simone og Gordon var taget hjem for et par timer siden, og Bill og jeg havde været ved Tom siden. Han havde ikke været ude af sengen siden, og det gik ham på. Han var lige begyndt at vænne sig til, at han kunne det hele selv igen, og ikke skulle passes i hoved og røv. ”Men du skal ikke være alene” ”Der ligger da døende mennesker omkring mig, jeg har det fint” ”Gider du godt lade være! Jeg tager ikke hjem!” ”Tag nu for helvede hjem Heidi!” Jeg kiggede på Bill der kiggede tilbage med medlidenhed. Jeg rejste mig forvirret og vredt op og gik min vej. Jeg vidste jo et eller andet sted godt, at han ikke ville have jeg skulle tage med Bill hjem, men han mente jo bare, at jeg ikke fortjente at se ham sådan. Men han skulle ikke være alene i sådan én tid, lige meget hvor hårdt det var for os andre, så skulle han bare ikke.
Jeg satte mig et par meter væk fra værelset og kiggede rundt. Dette var kræftafdelingen. De fleste her var vel klar over, at de snart skulle dø, eller at de ikke havde mange år tilbage. Det gav mig kvalme. Jeg havde bestemt ikke savnet lydene af sygeplejersker, læger eller andre fagfolk gå rundt i deres træsko, eller af senge som blev kørt rundt. Og så var der lugten af sygehus. Det skulle være et rent sted, men her lugtede beskidt. Alting var hvidt, her skulle være farver, farver der ville give folk håb og gøre dem glade. Jeg løb hen til den nærmeste elevator. Jeg måtte ud herfra. Min vejrtrækning blev hurtigere og jeg følte at jeg slet ikke kunne få vejret herinde. Det var så forfærdeligt. Da jeg endelig kom ned på stueplanen løb jeg alt hvad jeg kunne udenfor. Jeg måtte bare ud og trække frisk luft, væk fra det hvide og ud i mørket. Folk omkring mig kiggede underligt, men jeg var ligeglad. De vidste jo ikke hvordan dette var, eller gjorde de? Følte nogle af dem måske det samme som jeg? Mine tanker blev afbrudt da min mobil ringede. Jeg kiggede på displayet og så at det var Bill. ”Hvad så?” spurgte jeg da jeg tog den. Han snakkede forfærdelig hurtigt og jeg forstod ikke særlig meget. ”Træk vejret Bill, og sig det L A N G S O M T” Han snakkede igen, og fortalte, at Tom var ude af den. Han var ikke vild med at jeg bare var skredet og fortrød at han havde råbt af mig. ”Okay, jeg kommer tilbage om lidt..” svarede jeg.
”Undskyld” sagde Tom og kiggede på mig. Han var bleg, og afkræftet. Han lignede mest af alt et lig, eller en gammel mand som bare ventede på han skulle dø. ”Det er i orden skat” svarede jeg og kyssede ham. Det gav mig kvalme. Det han lignede gav mig kvalme og jeg begyndte at græde. ”kom her” sagde han og gjorde plads til mig i sengen. ”Bill sover her i nat også, Clara kommer senere og overnatter også” han stemme var blevet svagere siden sidst. Han måtte have brugt dagens sidste kræfter på at råbe af mig. Jeg nikkede bare og kravlede ind til ham. Hvis jeg kunne, så ville jeg give ham alle mine kræfter, eller endnu bedre, bytte med ham. Jeg lagde armen på hans mave og nussede den. ”det skal nok gå” hviskede han. ”Jeg ved det..” svarede jeg, men løj. Det ville jo sikkert ikke blive bedre, jeg troede ikke på det. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Det skulle jeg jo! Jeg kunne da umuligt være sådan en elendig kæreste. ”Og jeg elsker dig Heidi, husk altid det” hvorfor snakkede han til mig som om han ville forsvinde? Hvorfor gjorde han dette mod mig?