One shot - Happy ending

Hun vendte og drejede sig. Alt var mørkt udenfor, sort på værelset, sort over det hele. Hun kunne ikke finde roen. Noget plagede hende denne nat, et eller andet gjorde at hun ikke kunne sove ordentligt. Hun støde ind i noget, men lagde ikke mærke til det selv. Uroen gjorde hende

”Bill! Bill! BilL!” Jeg gik hen mod ham. Han kiggede på mig, som var jeg fremmede for ham. ”Du må ikke gå” ”Jeg har intet at gøre her længere. Jeg er færdig med dig.” Vreden stod ud af ham, og hans øjne brændte. Han vendte sig om og tog et par skridt. Det hele havde været så perfekt for et par dage siden. Hvad havde dog ødelagt det? Hvad havde jeg gjort? Jeg fulgte efter ham, og da jeg nåede ham tog jeg hans hånd. ”Du skal ikke røre mig!” Et par tårer pressede sig frem i øjenkrogen, men jeg prøvede at ignorere presset. Jeg ville ikke vise min svaghed overfor Bill. ”Jamen..” han kiggede igen vredt på mig. ”Hvad skete der med ”Dig og mig?”” ”Du ødelagde det så fint selv.” Han kiggede koldt på mig. Jeg kunne græde et helt hav nu. ”Bill for fanden?! Du kan ikke bare forlade mig. Hvad sker der for det her?!” Han tog et par skridt, vendte sig om mod mig, og træk vejret dybt et par gange. Hans øjne var nu fredfyldte, men kort tid efter kom ilden tilbage. Han drejede rundt og forsvandt ud i mørket. ”BIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIL!” jeg faldt grædende sammen på jorden, og jeg var pludselig omringet af en masse fremmede mennesker. Deres blitz lyste det hele op, og jeg kunne se mig selv i den regnpyt foran mig. Alt var så klart for mig nu. Mørket, menneskerne, mig selv, men ikke Bill. Han var væk, forsvundet..

Jeg lagde mig stille på sengen og græd de stille tåre. De tårer der havde presset sig på, da jeg var sammen med Bill. Jeg havde gemt dem, jeg var for stærk til at vise min svaghed. Det var ikke mig.. men nu, nu var jeg alene og havde brug for det. Jeg tørrede dem væk, men de fortsatte med at komme. Det ville ikke gå væk igen”

Hun vendte og drejede sig, sådan at personen ved siden af vågnede. ”Hvad så?” spurgte den mørke, dybe, men beroligende stemme, der gjorde en blød om knæene. ”Du forlod mig?” Hun kiggede ind i hans nøddebrune øjne og så at ilden var væk. Der var et smil, der fyldte hendes hjerte med glæde. ”Jeg har hele tiden været her” han smilede til hende. ”Men du ville ikke have noget med mig at gøre mere?” Hun var godt forvirret nu og vidste hverken ud eller ind. ”Det kunne jeg ikke finde på at sige. Jeg vil altid være her!” Hun lagde sig ind i hans arme, og faldt stille og rolig i søvn igen. Denne gang en dyb rolig søvn.