One love - kapitel 57

”Vi kører nu skat..” jeg lænede mig ned til Tom på sofaen og kyssede på lige på munden. ”Hyg jer nu. Og brug ikke alle mine penge” ”Skal ikke kunne love noget” jeg smilede og tøffede ud til Clara i bilen. Det var mandag. Jeg skulle hjem i dag, men først havde jeg fået en tid hos Claras læge, som også var min tidligere læge da jeg boede i Tyskland. ”Jeg er nervøs..” ”Jeg er nervøs på dine vegne. Hvad vil du så gøre?” ”Tom vil sikkert ikke have det, så ja..” ”Vi må vente” ”Ja..” Et kvarter efter vi var kørt hjemmefra var vi fremme. Mit hjerte galoperede virkelig af sted lige nu og jeg havde lyst til at løbe min vej. ”Det skal nok gå” Clara lagde en arm om mig og vi gik ind.
”Heidi?” Lægen stod et par meter væk fra os kiggede rundt i venteværelset. ”Hej” smilede jeg. ”Godt at se dig igen” ”Gid jeg kunne sige det samme” mumlede jeg, mens vi prøvede at følge med lægen. De skulle altid tage så store skridt. Jeg kunne huske det hele fra første gang, som var det i går. Den kolde gele på maven. Jeg frøs allerede ved tanken. ”Du husker det nok..” sagde han og jeg lagde mig på briksen. Kunne denne mand læse tanker? To minutter efter kom der et fint lille billede frem på skærmen. ”Der er gevinst!” smilede han. ”hurra..” svarede jeg ironisk. ”Vent..” han kiggede grundigt på skærmen. Jeg stirrede nervøst på Clara og hun tog min hånd. ”Det er sørme tvillinger!” ”Holy cow!” udbrød Clara. ”Og du er tre måneder henne. Jeg kan…” Han tænkte lidt. ”Jeg sætter dig til d. 1. december” jeg sagde intet, kiggede bare målløs på ham ”Tillykke” Lægen satte sine ting på plads. Jeg sagde intet til ham. Kunne han ikke have bragt en bedre nyhed? Og hvorfor havde Tom og jeg ikke passet bedre på? Og hvad nu hvis jeg mistede et af dem her også? Ellers hvis jeg mistede begge.. ”Er der stor chance for at jeg som sidst abortere?” ”Jeg er ikke klar over det.. men fordi du nu skal have tvillinger og du har haft den fortid, så skal du til lægen noget oftere. Bor du stadig i Danmark?” ”Ja..” ”Så må du kontakte din læge der” han smilede og vi gav hinanden hånden.
”Fik i købt noget piger? For det var da noget af en kort tur..” spurgte Tom. Han rejste sig op, så jeg kunne sidde ved siden af ham i sofaen. ”Nej..” jeg stirrede på fjernsynet. Jeg kiggede på Clara og hun forstod min hentydning. ”Tom.. jeg skal altså snakke med dig om noget meget alvorligt” ”Hvad så min pige?” Jeg brød sammen. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Det gjorde så ondt indeni. Ikke at vide hvordan det hele ville ende. ”Heidi for pokker.. hvad er der galt?” Han lagde sin hånd på mit lår. Jeg kravlede grædende ind til ham. Jeg burde have snakket med ham inden jeg gik til lægen. Ville han føle sig svigtet igen? Jeg tørrede øjnene og kiggede på ham. ”Vil du fortælle hvad der er galt?” jeg nikkede og tog en dyb indånding. ”Okay. Jeg er gravid” ”med mig?” ”Ja” grinte jeg. ”Er det godt?” ”Jeg ved det ikke, Tom. Jeg var lidt bange for hvad du syntes..” ”Ja, det var virkelig.. puha” ”Jeg var ved lægen. Jeg spurgte ham indtil det med fortiden og han sagde, at jeg nok skulle tjekkes ekstra denne gang..” ”Det var godt. Vil du gerne beholde det?” ”Det er tvillinger” jeg smilede nervøst til ham. ”Hold da op.. Jeg er jo dygtig!” Han grinte af sig selv. ”Det er helt op til dig, skat. Jeg er her for dig og det ved du” ”Tom, jeg vil gerne have dig med i beslutningen!” ”Det.. ja selvfølgelig” Vi sagde ikke mere om det, vi sagde slet ikke noget. Min fremtid var.. ødelagt.

”Tillykke!” sagde Clara og Bill, da vi satte os hen for at spise. ”tak..” sagde Tom og jeg i kor. Stemningen var derefter nedtrykt. Jeg var ikke bare ked af, at jeg ventede. Jeg ønskede det ikke længere, og på samme tid kunne jeg ikke skille mig af med dem. Jeg kunne jo ikke dræbe noget som voksede i mig. Jeg var bange for, at det hele skulle ende som første gang også. Så forbandet forvirrende! ”Ej Heidi!” udbrød Clara. ”Hvis det bliver piger, så kan du få noget af Carolines babytøj” ”Du kan selv få de børn!” sagde jeg vredt og i mit udbrud fik jeg væltet stolen og skred udenfor. Jeg tændte for en smøg. Jeg var ligeglad med at jeg var gravid. Det hele var lige meget! ”Er du okay, Heidi?” Bill stod i døren og kiggede på mig. ”Gu er jeg okay!” Jeg rejste mig op og fortsatte med at råbe af ham. ”Jeg er ikke okay. Jeg vil ikke have dette liv. Jeg burde holde mig langt væk” Jeg faldt grædende sammen på trappen. ”Skal jeg ringe til dine forældre?” ”Hvad skulle det gøre godt for?” ”Du skal jo hjem i dag.. Vil du ikke blive?” ”Jeg vil intet!” Jeg begravede mit ansigt i mit skød og Bill forlod mig. Jeg var alene om al min smerte, som jeg havde været hele livet. Da jeg var 8 år døde min biologiske far. Mine forældre var skilt og jeg så ikke så meget til ham i forvejen, men det tog hårdt på mig. Claus havde altid været som en rigtig far for mig, og det var grunden til, at jeg kaldte ham far. Jeg havde aldrig snakket om nogen om det, for det var noget jeg holdte for mig selv. Smerten var der stadig. Den blev ikke mindre af, at jeg fik det dårligt over at være gravid igen. Min mobil ringede. ”Hej mor” jeg prøvede at lyde glad, men det lykkedes ikke. ”Jeg..” jeg brød sammen igen. ”Mor, jeg er gravid igen! Og jeg hader det. Jeg forstår ikke, at jeg kan være så dum?!” Min mor prøvede at trøste mig. Fortalte alle de rigtige ting; de skulle nok støtte mig og være der for mig hele vejen igennem. Og så insisterede hun også på, at de skulle hente mig. ”Nej mor, jeg vil gerne have lov til at blive. Jeg vil ikke flygte denne gang” Hun gav mig til sidst endelig lov til at blive og jeg kunne ligge på. Jeg gik indenfor. De sad alle ved bordet og røg, undtagen Clara selvfølgelig. Jeg kiggede flygtigt på dem og smuttede ud i haven. Det var som mit fristed. Jeg lagde mig i hængekøjen og nød fuglenes sang. De kunne altid berolige mig i en svær tid. Det samme havde de gjort dengang min far døde.
”Heidi?” Jeg slog øjnene op og så Tom. ”Klokken er mange, vil du ikke med ind?” Solen var forsvundet på himlen den blå, men alligevel var det ikke koldt. Jeg tjekkede mit ur. Klokken var ti. Jeg nikkede til ham og traskede med ham ind. Vi havde ikke noget at sige til hinanden og jeg følte ingen trang til at sige noget til ham eller nogen. ”Vi ser en gyser” smilede Clara. ”Okay..” svarede jeg hende koldt og satte mig i stolen, et stykke væk fra de andre. ”Snakkede du med dine forældre?” Spurgte Bill lidt efter. ”Ja. Min mor ved det nu, great. Og det var i orden, at jeg blev” jeg tvang mig selv til at smile, men jeg kunne se på de andre, at de ikke købte min falske facade.