One love - kapitel 29

Vi smutter nu piger!” råbte Bill ude fra køkkenet og både Clara og jeg spænede derud. ”Vi ses i morgen skat” sagde jeg til Tom og han kyssede mig inderligt. ’Jeg elsker dig’ formede han med læberne. Jeg smilede og drengene var væk. ”Bill og jeg skal snart ud og prøvesmage maden og så er jeg ellers klar..!” smilede Clara og vi satte os ned ved bordet i køkkenet hvor jeg tændte en smøg. ”Åh fantastisk!” smilede jeg. ”Ja, og nu skal vi finde på noget vi kan lave til deres fødselsdag!” Jeg tænkte mig om, men var tom for idéer. ”jeg ved det heller ikke” grinte Clara, som åbenbart kunne se på mig, at jeg var tom. ”Well, lad os tage i Heidi-park!” sagde Clara og lød fast besluttet på det. ”Tror du de vil være med til det?” ”Du kender dem” hun gav mig et alvorligt blik. ”Ja, du har ret” grinte jeg og tog en hiv af min smøg. ”Hvor gammel er Caroline når I skal giftes?” ”Næsten seks måneder” Clara kiggede stolt på sin lille datter som lå i liften. ”Heidi, svar mig helt ærligt.. hvordan har du det?” ”Fint” smilede jeg. Jeg vidste jo godt hvad hun hentydede til, men jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke om det. ”Du mistede et barn Heidi, du begyndte at græde i går pga. det, du er ikke okay, eller har det fint..!” ”Jeg går en tur” jeg greb min mobil og var meget hurtigt ude af huset. ”Frisk luft..” sukkede jeg lettet og begyndte at gå. Det var heller ikke retfærdigt, og jeg burde egentligt bare tage mig sammen, men hvorfor er det så svært? Jeg var en stærk person, men lige netop dette havde fået mig til at bryde sammen. ”Det skal nok gå” Hold nu kæft! Det sagde alle jo, og hvorfor gik det så ikke? Hvorfor blev det hele ved med at komme tilbage og dræbe mig? Gaden hvorpå huset lå, var fyldt med glade mennesker. Solen skinnede og himlen var blå. Alle var glade undtagen jeg. Jeg ville jo et eller andet sted indeni mig ikke have et barn, men da jeg så fik at vide jeg var gravid, der var jeg lykkeligere end alle andre på denne jord. Min mobil vibrerede og efter lidt søgen i lommen fik jeg den op. ”Hallo?” ”Er det Heidi?” Jeg kunne høre det var Toms stemme. ”Nej, du må have fået forkert nummer” grinte jeg. ”Hold op pigebarn” ”Hvad så skat?” ”Clara ringede..” Jeg sukkede og satte mig ned på græsset i parken. ”Er du okay?” Jeg måtte sige det nu, for jeg var mere end træt af det skide spørgsmål. ”Hvad tror du selv Tom?” ”Jeg vil bare gerne høre det fra dig?” ”Jeg er ikke okay! Jeg har det forfærdeligt, mere end i andre går rundt og tror” ”hvordan skal vi løse det?” ”Jeg har ingen idé” en tåre trillede ned af min kind og manden der kom gående på stien gloede på mig. ”Snak med min mor, skat” Han havde ret. Hun havde jo prøvet det hele, jeg kunne jo snakke med hende. ”Okay..” jeg smilede for mig selv. Folk havde jo ret, det skulle nok gå. Jeg skulle bare tro på det, jeg skulle! Jeg gik stille hjem til Clara igen. Nu skulle jeg være glad, så vi kunne forberede det bryllup. ”går det?” smilede hun og lagde Caroline ned i liften. Hun lå og pylrede og snakkede med sig selv. ”Ja” jeg blinkede til hende og satte mig ned ved siden af hende. ”Jeg tror ikke barnedåb og bryllup bliver på samme tid.. det må vi lige finde ud af” ”Jeg nikkede og kiggede Claras bryllupbog igennem. Hun glædede sig virkelig, det var helt utroligt alt det hun allerede havde ordnet. ”Det er smukt Clarababen!” ”Ja, det skal sgu nok blive godt” ”Så længe i bliver gift, så går det” ”Ja” hun trak lidt på det, og hun virkede nervøs. ”Hvad er der?” jeg kiggede mistænksomt på hende. ”Hvad nu hvis Bill fortryder? Eller jeg gør? Hvad hvis det er for tidligt?” ”Clara.. Caroline og dig er pigerne i hans liv, han ville ikke ønske det var anderledes!” ”Men hvad nu hvis?” ”Og du burde ikke tænke den tanke” jeg prøvede at give hende et smil, men hun virkede virkelig virkelig bange for, at han ville springe fra, eller sige, at de skulle vente lidt endnu. ”Hvis han siger, at i skal vente lidt endnu, så går det jo..” Jeg kiggede spørgende på hende, og hun trak på skuldrene. ”Hvorfor skulle det ikke det? I ville stadig være sammen” ”Jeg er bare så nervøs for det. Det er jo for evigt dette gælder” ”Og Bill har barn med dig, elsker det betingelsesløst. Han har fundet sin eneste ene og vil leve sammen med dig. Du skal altså tro på det..!” Hun smilede og vi kiggede videre i hendes bog.