”buuuuuh!” sagde jeg og brokkede mig lidt for mig selv. Jeg havde de sygeste tømmermænd, og ville så gerne dø. ”Hvad nu?” spurgte en stemme som ikke var Bills. Jeg vendte mig om og så Tom. ”Hvad fanden?” sagde jeg. Han trak på skuldrene. Hvorfor var jeg her og ikke hos Bill? Dette virkede besynderligt. ”Hvorfor har jeg ikke sovet hos Bill?” Jeg lagde mig ned med ansigtet mod ham. ”Der skete noget i aftes..” jeg vidste slet ikke hvad han talte om. Jeg var virkelig også fuld, det var det eneste jeg kunne mindes. ”Hvad skete der Tom?” Jeg stirrede underligt på ham. ”Husker du seriøst intet?” jeg rystede på hovedet. ”Vi flirtede vildt meget på diskoteket, Bill blev pisse sur, skred hjem, du tog med mig hjem og knaldede med mig. Det var den korte version” ”Oh dear god..” hvad havde jeg dog lavet? Hvad tænkte jeg på? Jeg rejste mig op og fandt hurtigt mit tøj frem. ”hvad skal du?” spurgte Tom. ”Ind til Bill, hvad tror du selv?” ”at du ikke tror på mig..” jeg sagde intet, løb bare min vej. Da jeg nåede hen til Bills værelse frygtede jeg det værste. Havde jeg virkelig gjort det? Hvis jeg havde, ville Bill så overhovedet tale til mig? Jeg tog fat i håndtaget og åbnede stille døren. Bill lå stadig og sov. Jeg kravlede ned til ham under dynen og tog fat om ham. ”Hvad har du gang i?” spurgte Bill og fjernede sig fra mig. Jeg satte mig op og kiggede på ham. ”er det sandt?” spurgte jeg, og han nikkede. ”Og forsvind så!” ”Bill.. jeg kan intet huske jo, jeg havde ingen idé om det før jeg vågnede op ved siden af Tom” ”Skrid nu bare Heidi!” råbte han. ”hvad sker der?” jeg hørte en pigestemme og pludselig, ud fra badeværelset, kommer der en køn pige gående. ”Du var heller ikke bedre selv Bill..” sagde jeg stille, tog mine ting og gik ind til Tom igen. ”Hvad så?” spurgte han, da jeg smed mig ved siden af ham. ”Knaldede vi seriøst?” ”Oh yeah” grinte han. ”Du er nu ikke så ringe” jeg slog ud efter ham. ”Bill er sammen med en pige..” ”Det er slut på jeres forhold?” ”Ja tak!” ”Godt, så kan jeg score dig” jeg kiggede undrende over på ham. Var han seriøs eller tog han gas på mig? ”Ja ja” svarede jeg bare og begyndte at tage tøj på. ”Hvad nu hvis han er sur på mig?” ”Har han nogen grund Tom?” ”JA! Jeg knaldede med hans kæreste” jeg grinte af ham. ”Han må ikke være sur på dig, men gerne mig. Han tog selv en pige med hjem jo..” ”Det er Rachel..” ”Fedt..” jeg satte mig opgivende på sengen. Jeg vidste at det ville komme på et eller andet tidspunkt. Bill og jeg havde begge været lige gode til dette, og vi havde slet ikke grund til at være sure på hinanden. Eller jo, Bill havde god grund. Jeg havde jo flirtet heftigt med hans bror. Hvorfor havde jeg dog også drukket så meget, at jeg intet huskede? Jeg ville ikke være Bill utro, det var slet ikke det jeg ville. Jeg ville være sammen med Bill, den dreng jeg holdte så meget af. ”Hvad skal vi så lave i dag, Tom?” jeg smed mig ned ved siden af ham i sengen og kiggede op i loftet. Der var en lille fin plet, den plet kunne jeg godt lide. Den sagde intet, havde intet liv, ingen problemer, og ville aldrig nogensinde blive mødt af kaos, som jeg for eksempel det jeg var udsat for nu. ”Jeg ved det ikke.. jeg skal hvert fald snakke med Bill” ”Han må bare ikke være sur på dig, han må bare ikke!” sagde jeg bestemt, mens jeg stadig havde blikket på den lille sorte plet i loftet. ”Nej, vi skal nok finde ud af det..” ”Det er værre med ham og jeg” ”Yes..” svarede Tom i en ligegyldig tone. Hvad skete der for den måde han pludselig var overfor mig på? Når jeg snakkede om Bills og mit forhold, så virkede han ligeglad. Når vi bare var sammen, Tom og jeg, så var han lykkelig. Var han ved at falde for mig nu? ”hvad siger du?” hviskede jeg til pletten og Tom kiggede nu underligt på mig. Jeg vendte mig om og grinede til ham. ”Du skal vist bare ignorere mig i dag, jeg er sær” ”intet nyt, men lad os gå ned og få noget morgenmad” ”Det skal nok blive interessant” grinte jeg.
”Godmorgen i to” smilede min mor og Simone. ”Hej Hej” svarede jeg. ”Hvem var det Bill havde med hjem i går?” Simone satte brød hen på bordet og kiggede derefter på mig. ”Jeg ved det ikke..” ”Jamen dog!” udbrød min mor og jeg grinte af hende. Det tog hende lidt lang tid at opfatte hvad Simone havde ment med det. ”Er i ikke sammen mere?” jeg rystede på hovedet, satte mig ned ved siden af Tom og begyndte at spise. ”Hvordan kan det dog være?” ”det er lige meget mor” ”Har i så tømmermænd i dag?” tom og jeg kiggede på hinanden og brød ud i grin. ”Nej, rigtige mænd har ikke tømmermænd” svarede Tom og spiste videre. ”Men det har jeg fandeme! Jeg har snart ikke flere hjerneceller tilbage, det er det der gør så ondt” Min mor forstod det ikke, og begyndte bare at spise..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar