”Tager du hjem i dag?” spurgte Clara. Jeg nikkede og pakkede de sidste ting ned i min kuffert. ”Jeg tager bare hjem til jeg har et andet sted at bo” ”Du kan jo altid bo hos os” insisterede hun. ”Jeg ved det. Og jeg er utroligt glad for det, men så er jeg i nærheden af Tom hele tiden” Jeg smilede til hende og hun nikkede forstående. ”Men jeg lover, at jeg kommer og besøger jer!” ”Godt” grinte hun. ”Og jeg har denne til dig..” hun rakte mig en konvolut og gik ud af døren. Jeg åbnede konvolutten og tog et stykke papir ud.
”I wrote your name in the sky,
but the wind blew it away.
I wrote your name in the sand,
but the waves washed it away.
I wrote your name in my heart,
and forever it will stay.
Jeg elsker dig.
- Tom”
Åh.. han var så sød for tiden. Jeg håbede da sandelig også, at han havde det dårligt og fortrød det han havde gjort mod mig. Jeg tog min kuffert, hvori mit tøj og minder lå og gik ned. ”Hvor skal du hen?” spurgte Caroline. ”Jeg skal hjem til mine forældre i noget tid” Jeg satte mig ned til hende. ”Hvorfor?” ”Fordi det har jeg brug for” smilede jeg. ”Er det derfor Onkel Tom er trist?” den sad lige i hjertet. Jeg kiggede op på Clara og Bill og derefter på Tom. ”Ja, det er det..” ”Hvorfor bliver du ikke? Onkel Tom skal ikke være trist!” ”Nej, selvfølgelig skal han ikke det, men jeg skal besøge min familie” ”Han kan tage med” ”Så skat, så skal vi lege” sagde Bill og bar hende ind i stuen, hvor de begyndte at lege. ”En hård omgang” grinte jeg og rejste mig op igen. ”Undskyld” smilede hun. ”Kommer du snart igen?” ”selvfølgelig!” svarede jeg og gav hende et kram. ”Godt. Så ses vi” sagde hun og gik ind i stuen. ”Vi ses Bill!” råbte jeg og vinkede til ham og Caroline, som vinkede lystigt igen. Jeg kiggede på Tom og tog en dyb indånding. ”Farvel Tom” ”Heidi..” Jeg vendte mig om og gik ud til min bil. Jeg satte mig ind og kørte min vej. Væk fra det jeg vidste jeg ville savne mere end noget andet.. Væk fra det der havde været min hverdag i så lang tid.. Væk fra de mennesker jeg holdte af.. Væk fra.. Tom. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg kørte ind til siden og begyndte at græde. Hvorfor skete dette for mig? ”Hvorfor mig?!” råbte jeg og slog løs på rattet.
Heidi: JEG HADER DIG! Jeg hader dig for den smerte du har påført. Jeg hader dig fordi du har knust mit hjerte. Jeg hader dig for at elske mig! Jeg hader dig for at være ligeglad. Jeg hader dig for at have gjort mig ulykkelig! Jeg hader, at jeg græder på grund af dig. Jeg hader dig for alt, Tom! Jeg hader dig..
Min telefon ringede lidt efter. ”Hvad?!” skreg jeg. ”Heidi, hvad sker der?” Jeg hørte Claras stemme og blev mere rolig. ”Jeg kan ikke Clara.. Jeg kan ikke klare det” ”Hvad kan du ikke klare, Heidipigen?” ”Alt. Jeg klarer aldrig at køre hjem. Jeg klarer aldrig at skulle fortælle dem det. De bliver så knust. Jeg klarer ikke at have det sådan..” Rolig..” Jeg tørrede mine øjne. ”Hvor er du henne?” ”10 kilometer væk fra jer..” ”Jeg kommer og henter dig sammen med Bill” ”Tak” hulkede jeg og lagde på.
Jeg kunne se ud af vinduet, at Clara og Bill kom med Heidi nu. Jeg fik det dårligt. Hendes besked ramte virkelig hårdt og et ømt sted – hjertet. De kom ind i køkkenet hvor jeg sad og røg. Heidi stoppede op ved forenden af trappen, tog noget op af lommen og kiggede på mig. ”Her” Hun kastede et stykke papir på mig og skred ovenpå. Jeg åbnede det og så, at det var digtet til hende. Jeg havde en stor lyst til at græde. Clara og Bill stod bare og kiggede på mig. ”Hvad skal jeg gøre?” sagde jeg så til sidst. ”Hun er stædig..” svarede Clara. ”Du må kæmpe for hende, så hun ved du mener det” ”Hvordan?” ”Det finder du ud af” svarede hun. De gik begge ind i stuen og jeg følte mig forfærdelig tom og trist indeni. Hvordan skulle jeg kunne gøre det godt igen? Og hvorfor gjorde jeg det mod hende? Jeg var en kæmpe idiot! Som virkelig havde ondt af sig selv..
”Heidi?” Hun vendte sig om og kiggede på mig. ”Gå med dig, Tom” ”Må jeg ikke tale med dig?” ”Nej” Hun vendte sig om igen. ”Heidi..” ”Lad mig nu være!” Jeg lod hende ikke være, men gik hen og satte mig ved siden af hende. Jeg havde lyst til at sige undskyld, men det ville ikke være nok. Det ville aldrig blive nok. ”Hvad vil du?!” sagde hun så. Hun vendte sig om og kiggede på mig.. med et blik, der kunne dræbe. ”Jeg er ked af det, Heidi..” ”Nå da” Hun rejste sig op og stirrede på mig. ”Hvordan tror du jeg har det, Tom?” ”Værre. Jeg er godt klar over det” ”Godt. Og så kan du godt skride” Jeg lagde papiret hun havde kastet tilbage til mig i går, ved siden af hende. ”Jeg mener det” sagde. Det gjorde forfærdeligt ondt i mit ribben da jeg rejste mig op. ”Er du okay?” Jeg kiggede på hende. Hun så ud til at have ondt af mig. Jeg nikkede og forlod rummet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar