Bill: vil du ikke godt prøve at være sød ved Tom, smukke? Han prøvede bare at hjælpe dig i går.
Heidi: …. Har intet fornuftigt at sige.
Bill: Ikke noget svar? Det ligner ikke dig, pus. Men prøv. Det ville gøre ham glad.
Heidi: Gøre ham glad? Hvorfor skulle jeg gøre ham glad? Han var mig utro. Og forlod mig på den mest groteske måde. Jeg ved godt, at du vil have det til at fungere mellem os, så vi alle kan være glade, men jeg skal ikke gøre ham glad på nogen som helst måde.
Bill: Så gør mig glad?
Heidi: Ved at gøre din bror glad? Nej, Bill.. Undskyld, men du må forstå.
Bill: Du siger Tom har ændret sig.. tag at kig dig selv i spejlet før du dømmer andre.
Heidi smed sin telefon fra sig. Hun kunne mærke en hovedpine kom snigende og gik ud for at tage et par piller. Bills ord gjorde ondt. Hun vidste, et eller andet sted, godt at det var sandt, men lige nu; lige nu kunne hun ikke se det. Efter at have taget piller gik hun hen til anlægget og satte musik på. Ballader – lige hvad hun var i humør til. Noget hun kunne græde til.
”Hej Tom,
Undskyld det jeg sagde den anden dag, jeg mente det ikke. Jeg var fuld og bange. Det var forkert af mig, men jeg mente det sgu i det øjeblik. For jeg er virkelig bange, Tom. Jeg har aldrig været alene som jeg er nu. Plus al den smerte jeg går rundt med gør intet nemmere. Jeg ville sådan ønske, at det hele var nemt for mig. At jeg kunne smile og komme videre. Jeg smiler, men det gør stadig ondt indeni.
Du var min bedste ven.
Jeg har været rigtig vred på dig. Jeg er (trods det modsatte bevidst) glad for, at du gider gøre sådanne ting for mig, men jeg ser det ikke nødvendigt når du ved hvordan jeg har det. Jeg vil ikke være trist mere, så jeg beder dig, af hele mit hjerte, Tom, om at lade være med at gøre noget godt for mig. Ingen gode gerninger.
Og det brev du gav mig på sygehuset, det knuste mit hjerte endnu engang. Jeg blev mindet om alle vores dejlige, skønne, vidunderlige øjeblikke vi to har haft sammen. Og jeg har et spørgsmål: Hvorfor fik jeg det?
- Heidi”
Mens musikken blæste ud af højtalerne græd hun. Hun ønskede kun at blive elsket at fyren som hun elskede mere end noget andet. At se ham med Ria gjorde ondt helt derinde, hvor intet menneske fortjente at have ondt.
Senere samme dag besøgte hun Gustav. ”Kom du godt hjem i går?” Hun nikkede og tog en tår isvand. ”Tom fortalte, da han kom tilbage, hvad du havde sagt” ”Aha..” Hun var ligeglad. Han kunne mærke det, men han frydede sig lidt over, at hun havde sagt det til Tom. Det var ondt og forfærdeligt, men sådan havde han det. Han turde ikke engang fortælle sine bedste venner, at han elskede denne pige. At han bare ville være sammen med ham. ”Hvad kigger du sådan på?” grinte hun. Han rødmede. Det ville være pinligt hvis hun opdagede, at han var fuldstændig skudt i ham, men skønt. ”Jeg tænkte bare lidt..” ”Hvad tænker du på?” Han afviste spørgsmålet ved at ryste på hovedet. ”Vi skal i studiet i dag” ”Jaså” Hun tjekkede sin mobil og han følte sig afvist. De følte slet ikke det samme for hinanden, det følte han. ”Hvornår?” ”Bare senere” ”Hvad skal du lave i dag?” ”Mig?” grinte hun. Hun trak på skuldrene. ”Slappe af, tror jeg”
”Gustav, jeg tager hjem til Danmark i morgen” Hun trak i overtøjet. ”Hvornår kommer du igen?” ”Om en uge eller to. Og det første jeg gør når jeg kommer tilbage er at besøge dig” Hun smilede til ham. Inden hun smuttede gav hun ham et kys på kinden. Han fik et sug i maven. ”Vi ses!” Han vinkede mens han så hende gå væk. Hun havde ikke siden ulykken kørt selv. Angsten sad i hende. Hele vejen tilbage til sig selv smilede Heidi. Hun var glad; oprigtigt glad. Af en ukendt grund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar