Gustav tog hende indtil sig og vuggede hende frem og tilbage. Hun græd. Han kunne ikke dy sig, så han gjorde det; tog en dyb indånding og duftede til hendes hår. Det duftede af blomster; det duftede sødt. Himmelsk. ”Heidi..?” sagde han. Han fortrød allerede da han åbnede munden. Han skulle ikke sige det. Ikke nu. ”Hvad er der Gustav?” Hun kiggede op på ham. Han fik ondt helt inde i hjertet af at se hende så ked af det. Hendes mascara var tværet ud, men hun var ligeglad. Han aede hende på kinden og rystede på hovedet. ”Jeg håber snart de lukker mig ud. Jeg ville ikke være her mere” Heidi kluklo. ”Lægen siger, at hvis jeg vil hjem, så skal jeg ikke være alene.. jeg er jo for fanden alene!” Tårerne strømmede ned af hendes kinder da virkeligheden gik op for hende. Hun var jo alene. Tom var ikke længere ved hendes side. ”Du har Marie og Bill, Heidi” ”Og mig” Hun trak vejret tungt et par gange, men svarede ham ikke. Han kiggede rundt. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. ”Jeg håber de siger noget godt til stuegang” sagde Heidi endelig.
”Tak fordi du ville besøge mig” ”Selvfølgelig vil jeg det!” Heidi gav ham et kram. ”Gør det ondt?” Han kiggede ind i et par forpinte øjne. Hun nikkede. Han kyssede hende på panden. ”Bedre?” Hun smilede til ham. ”Meget” Inden han lukkede døren i bag sig vendte han sig om. Bare for at se hendes øjne og smil.
”Hvem henter dig?” Lægen kiggede strengt på hende. ”Du må ikke selv køre hjem” Heidi nikkede. Det vidste hun jo godt. ”Min veninde, tror jeg” ”Inden vi udskriver dig så skal vi være sikker på, at nogen kommer og henter dig” Hun nikkede igen. Det gav hende hovedpine, men hun havde ikke lyst til at sige noget. Hun var bange for at begynde at græde hvis hun gjorde. ”Har du nogen til at se efter dig derhjemme?” Hun rystede på hovedet. ”Jeg bor alene..” ”Vi skal bare være sikre, Heidi. Vi vil ikke have, at der sker dig noget” Lægen satte sig ned ved siden af hende. ”Ja. Ja, jeg ved det godt. Jeg skal nok snakke med nogen” Hun prøvede på at live lidt op. Lægen skulle ikke begynde at stille spørgsmål. ”Godt. Du får noget medicin med hjem. Hvis du får det værre, så kontakt din egen læge” Heidi nikkede igen og lægen forsvandt.
Heidi: Jeg må ikke selv tage hjem eller være alene. Hjælp..
Marie: Jeg kommer indenfor en halv time :-)<3
Heidi: Du er en babe!
Da de trådte uden for hospitalets fire vægge blev Heidi ramt af duften af nyfalden regn. Hun nød det hele vejen hen til bilen; at være ude i det fri igen.
”Jeg sætter pris på, at du vil hjælpe mig” ”Selvfølgelig vil jeg det” Heidi gav hende et smil. ”Bill kommer i aften og passer dig, for jeg skal jo på date” ”Åh..” Heidi følte sig trist et øjeblik for hun havde glemt det. ”Undskyld” ”Det skal du ikke undskylde” De kørte resten af vejen i stilhed.
”Vil du op og sove?” Heidi rystede på hovedet. Hun kunne ikke genkende sin lejlighed; Tom var pludselig over det hele. Hun kiggede på sofaen, hvor hende og Tom havde lagt mange gange og snakket natten lang. Hun fik en knude i maven. ”Er du okay?” ”Ja..” Hun løj. Alt var forandret og det var først nu, at det hele gik op for hende. ”Jeg sætter kaffe over..” ”Ja” Heidi smed sine ting ind på værelset og gik ud til Marie igen. ”Hvor er mit humør henne?” ”Det er lige taget på ferie. Det kommer igen. Jeg lover det” Heidi lo af hende. ”Det håber jeg.. jeg er bare tom indeni” ”Du behøver ikke forklarer Heidi. Vi kan godt mærke det på dig” Marie satte en kop kaffen foran hende. Hende og Bill havde tidligere snakket sammen; de kunne begge mærke hvordan Heidi trak sig længere og længere væk fra dem. Hun kiggede på Heidi og blev mødt af et tomt blik. Det sagde mere end ord.
”Jeg vil ikke med i byen..” Heidi havde siddet og stirret ud i luften siden Bill var kommet. Marie var taget på sin date og havde på en måde været lettet over, at slippe for det her. Bill kunne godt forstå hende, men han havde også bemærket den dårlige samvittighed hos hende. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du siger, Heidi! Du synker længere og længere væk. Hvor vil du ende henne?” Hun kiggede op på ham. Hun var vred og hun prøvede ikke at skjule det. Hvad bildte han sig ind? ”Langt væk fra dig lige nu!!” snerrede hun igen. ”Heidi, du trækker dig længere og længere væk fra os. Hvor er du henne?” ”Hun forsvandt da din bror til et svin forlod hende” ”Tal pænt om min bror!” Bills vrede udbrud lød som et ekko i Heidis hoved. Hun vidste at hun ikke skulle snakke sådan om Tom; det var også forkert af hende. ”Ja, det han gjorde mod dig var sgu svinsk. Jeg har skældt ham ud! Men hvorfor skal han have lov til at fjerne smilet fra dine læber?! Du har selv sagt noget andet til ham..” Hun kiggede overrasket op på ham. Hun begyndte at græde. ”Heidi..” Han satte sig ned og lagde en arm om hende. ”Hvis du bare vidste hvor ondt jeg har indeni, Bill” ”Gustav har inviteret os på mad hvis det er? Han er bekymret for dig” Hun lyste til op og smilede til Bill. ”Han er sød” ”Men resten af drengene kommer også” ”Så glem det” ”Vis dem at du kan klar det, smukke. Du er stærk!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar