Man ved ikke hvad man har.. - kapitel 12

Jeg vågnede pludselig ved at en eller anden idiot dyttede konstant. Jeg gned mig lidt i øjnene og gik hen til vinduet for at se, hvad der var sket. Det varede lidt før jeg kunne se noget. Jeg kunne se, at en eller anden bil holdte foran huset. En dame steg ud af bilen og løb et kort stykke. Jeg fulgte hende med øjnene. ”Åh gud!” skreg jeg. Der lå en på jorden. Jeg løb alt hvad jeg kunne ned af trappen og ud på gaden. Jeg løb hen til damen som sad bøjet over personen. ”Jeg ringer 112!” sagde jeg højt. Hun kiggede op på mig. Hun kiggede på mig og jeg fik et glimt af personen. ”Tom?” skreg jeg. ”Det er min.. FLYT DIG!” Jeg satte mig ned til Tom. “Tom, du må ikke dø..” “Heidi..” sagde han svagt. Han gav mit et stykke papir, men jeg havde ikke tid til at kigge på det og smed det i lommen. ”Du skal nok klare det!” ”Ambulancen kommer nu” sagde damen. Det gik stærkt. Ambulancefolkene fik Tom op på en båre og ind i ambulancen. ”Hvem er du?” jeg vendte mig om og så en politimand stå foran mig. ”Hans kæreste..” ”eller ekskæreste. Vil han overleve?” “Jeg ved det ikke. Ved du hvad der er sket?” Han begyndte at stille en masse forvirrende spørgsmål og fik kun et overfladisk svar. ”Tager du med?” Jeg nikkede og satte mig ind i ambulancen. Vi kørte af sted med fuld udrykning. ”Lov mig, at du ikke dør?” Tom svarede ikke, han var væk. ”hjælp ham!” råbte jeg til redderen. Han skyndte sig at tage Toms puls. ”Karl! Han har en svag puls, sæt farten op!”

“Kære Heidi,
Kan du huske første gang vi mødte hinanden? Jeg husker det tydeligt. Du kom til fest hos os sammen med Clara. Du havde den en flot, farverig, lang kjole på. Du var simpelthen så smuk. Og da du grinte, der var jeg solgt. Dit smil, dit grin og dine øjne – de gør mig glad. Dit livsglade menneske. Du holder mit humør oppe, du er den som gør mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig, du er alt for mig. Jeg ved det var dumt, og jeg ved, at du nok aldrig vil stole på mig igen. Men jeg vil gøre alt for at få dig tilbage, selvom det er min skyld vi er adskilt. Og jeg er virkelig ked af al den smerte jeg har forvoldt dig. Jeg vil prøve at gøre det godt for dig igen resten af mit liv. Der er ingen tvivl om hvor meget jeg elsker dig, og hvis du ikke vil have mig mere, så vil jeg gå til verdens ende for at finde ud en måde vi to kan få det til at fungere. For jeg er ingenting uden dig, jeg er ingen. Det har jeg indset for sent. Jeg tror jeg vil have det bedre død, ligesom i din yndlingssang ”I need you like water, like the air that i breathe, like rain”. Du er alt for mig, Heidi. Jeg lover at elske dig for evigt.

Please tilgiv mig, Heidi. Jeg vil altid elske dig.

Tom”

Han ville have tilgivelse. Jeg nåede aldrig at sige, at jeg tilgav ham. Tænk hvis han døde. Jeg græd igen. Det kunne ikke holde op. Jeg var så bange og rystede i hele kroppen. Lægen kom ud. Jeg kiggede på hende. Jeg kunne se det på hende. Jeg kunne se på hende hvad der var galt. ”Jeg er ked af det..” startede hun ud med. ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!” Jeg brød sammen. Jeg brød fuldstændig sammen. ”Sig det løgn! Vær sød at sige jeg drømmer!” ”Han er død” ”Du lyver! Du må ikke lyve!” ”Jeg er ked af det” ”Jeg er gravid..” lægen kiggede på mig. ”Jeg nåede ikke at fortælle ham, at han skal være far” Hun satte sig ned ved siden af mig. ”Og nu er han død” ”Fortæl mig, at jeg bare drømme!”