Hvis jeg var din - kapitel 22

Heidi: Har du det godt Clara? Vi savner dig hernede i det tyske!
Clara: Det går lidt op og ned.. Jeg savner også jer, har Bill det godt?
Heidi: Han snakker ikke om andet end dig.. Snak nu med ham?
Clara: Jeg kan bare ikke..
Heidi: Kommer du snart på besøg? Vi skal snart ses igen! Hihihi
Clara: Selvfølgelig min smukke Heidi!

Der var gået nogle måneder, siden jeg forlod dem i det tyske land. Jeg havde ikke på fornemmelsen, om de overhovedet savnede mig. Heidi gjorde, det mindede hun mig på dagligt. Men Bill? Han kontaktede mig ikke længere. I startede skrev han meget til mig, men holdt op efter nogle uger. Jeg var nu endnu en gang kommet ned til dem. Jeg var nervøs.. Hvad ville Bill ikke sige? Han ville nok ikke snakke med mig alligevel. Jeg stod foran døren, tog en dyb indånding og gik ind. ”Hallo? Heidi?” Det var blevet vinter, så det var koldt udenfor. Jeg smed mit overtøj og ledte videre. ”Tom? Er I hjemme?” Tom kom tøffende ud fra stuen og smilede stort. ”Hej Clara! Jeg har savnet dig!” Han gik hen til mig og gav mig et kram. Heidi stod i køkkenet og lavede mad. ”Hej Heidipigen!” Vi krammede, og jeg satte mig ved køkkenbordet. ”Går det godt?” Jeg trak på skuldrene. ”Sådan lidt op og ned. Jeg går i skole nu, så jeg har noget andet at tænke på.. Men jeg savner ham.” Hun nikkede og gav mig en kop kaffe. ”Han kommer hjem om lidt.” ”Har han snakket om mig?” Hun lagde sin hånd på min og kiggede mig i øjnene. ”Du må hellere selv snakke med ham.” Jeg hørte døren gå, og Bill kom traskende ud til os i køkkenet. ”Bill..” Jeg rejste mig op og kiggede på ham. ”Hej,” mumlede han og gik ind i sit soveværelse. Jeg kiggede på Tom, der signalerede, at jeg skulle gå efter ham. Jeg bankede på hans dør, men der var intet svar. ”Bill?” Jeg lukkede døren efter mig og satte mig ved siden af ham på sengen. ”Går det godt?” Han nikkede og kiggede på mig. ”Hvad med dig?” ”Jeg ved ikke..” Han klappede mig på låret og rejste sig. ”Fair nok.” ”Er du bare ligeglad?” ”Nej da.” ”Hmm det virker sådan da..” Jeg gik hen til ham og tog hans hånd. ”Jeg har virkelig savnet dig.. Og jeg fortryder virkelig. Jeg ville jo ikke gå fra dig, jeg havde bare brug for lidt tænkepause. Du ville endelig have mig, og så ødelagde jeg det.” Han hev sin hånd til dig og skar ansigt. ”Ja.. Altså det er nok ikke en særlig god idé,” sagde han lavt og kiggede ned i gulvet. ”Ikke? Har du en kæreste?” ”Nej.. Det vil bare ikke gå mellem os to. Det ved du også godt.. Vi kan jo ikke holde på hinanden, så hvorfor prøve igen?” Det føltes som et slag lige i ansigtet. Jeg dumpede ned på sengen, og han satte sig ned lige foran mig. ”Jeg elsker dig jo..” Han nikkede og kiggede ud af vinduet. ”Det går bare ikke længere. Vi to kan nok ikke være sammen mere,” mumlede han lidt for sig selv og kiggede ned i jorden. Han satte sig ved siden af mig og gav mig et kys på kinden. ”Øhm ja..” Efter det vi havde været igennem, var det enden. Enden på noget så smukt.. Noget jeg virkelig kæmpede for. Men jeg vidste det vel godt fra starten.. At det ikke ville holde. At vi ikke var skabt for hinanden. Jeg tog et stykke papir og skrev noget ned.

So it comes to a bitter end
Guess I blew it once again
Still I haven't learned my lesson well
I can't get over you
Could you spit me in the face
Could I starve a hundred days
Whatever it takes to break this spell
I can't get over you


Jeg lagde det på hans seng og sneg mig ud foran huset uden at blive opdaget. ”Det var så det,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg tørrede en tåre væk.



Historien er slut..