Der var stadig nogle timer til, mit tog kørte. Jeg sad inde i sengen og kiggede ud af vinduet. Værelset lignede ikke sig selv længere, alle mine ting lå ikke længere på gulvet, men fint pakket sammen i min kuffert for enden af sengen. Jeg var slet ikke glad. Jeg var nødt til at snakke med Bill om det, han burde få det at vide. Jeg havde ikke haft lyst til at fortælle ham det til at starte med, men jeg vidste jo godt, at jeg skulle. Det bankede på. ”Ja?” Bill tittede ind med hovedet, men tøvede ikke med at komme længere ind. ”Hvad så?” Han satte sig ved siden af mig i sengen og tog dynen over os. ”Har du det godt?” smilede han til mig. Han var så sød og betænksom, og hans humør smittede altid. ”Jeg må fortælle dig noget Bill..” ”Nej vent! Jeg har noget, du skal vide først. Jeg synes du er den mest fantastiske pige, jeg nogensinde har mødt. Du er så dejlig og sød, jeg forstår ikke hvordan jeg har kunnet uden dig den sidste tid. Du ved hvor højt jeg elsker dig, og det gik op for mig, at intet må skille os ad uanset hvad. Jeg gik og tænkte lidt over det med barnet, og det er jo mit ansvar. Jeg har lyst til at få barnet med dig Clara, vi kan blive en lille familie. Ja vi er unge, men hvad gør det? Der er så megen kærlighed mellem os, intet skal kunne ødelægge det.” Han tog en pakke frem fra gulvet, der var pakket smukt ind. ”Værsgo, den er til dig.” Han lagde sin arm om mig, mens jeg pakkede op. Jeg foldede indholdet ud, det var den yndigste lille sparkedragt, jeg nu sad med i hænderne. ”Den er beige, så kan den bruges uanset om vi får en dreng eller en pige.” Han var så dedikeret, han ville virkelig det her. ”Åh Bill..” ”Kan du lide den? Jeg syntes, den var så fin.” Jeg kunne ikke længere, jeg brød ud i gråd. Jeg faldt sammen, men Bill holdt mig oppe. ”Hvad er der galt?” ”Åh Bill.. Jeg elsker dig.” ”Sig hvad der er i vejen?” ”Jeg var ved lægen i dag.. det viste sig, at jeg ikke var gravid.” Jeg hulkede og hulkede. Bill fik tårer i øjnene, men holdt sig stærk. Han tørrede tårerne væk fra mine kinder og tog mig i hånden. ”Du skal ikke græde Clara.” ”Ikke græde? Jeg havde lige forberedt mig på, at jeg skulle have et barn og opdrage det helt alene.. Nu er alt helt anderledes.” ”Jamen er du ikke glad?” ”Jeg ved det ikke..” Han hev mig ind til sig. Han holdt mig helt tæt, jeg kunne høre hans vejrtrækning, der gjorde mig rolig. ”Så.. det skal nok gå alt sammen. Bare rolig.” ”Hvordan kan du være så sikker?” Jeg steg ud af sengen og kiggede på ham. ”Vi har jo hinanden smukke.” Han stillede sig foran mig og lagde armene om mig. ”Stol på mig. Jeg er her for dig, vi skal nok klare det.” Ud af det
blå kyssede han mig blidt på læberne.
Vi gik langt om længe ud hånd i hånd. ”Tager du stadig hjem?” Jeg svarede ham ikke, nikkede bare. Jeg ville jo gerne blive, men det var nok det bedste.. Vi blev mødt af Heidi og Tom, der stod og kiggede på os. ”Er I sammen igen?” Jeg kiggede på Bill, men vristede min hånd ud af hans greb. ”Nej.. Jeg ved det ikke,” svarede jeg uden at kigge på Bill. ”Vil du køre mig hen til toget Heidi?” ”Skal jeg ikke køre dig helt hjem?” spurgte Bill og lagde sine arme om mig. ”Jeg vil gerne.” ”Jeg må nok hellere bare tage toget.” Heidi kiggede forvirret over på Tom, der trak på skuldrene. ”Hvad er der galt?” Jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg holdt det tilbage. ”Vi.. Vi skal ikke være forældre alligevel. Jeg var ikke gravid.” ”Er det ikke en god ting?” spurgte Tom, mens han stod med Heidis hånd i sin. ”Slet ikke,” svarede jeg lavt og stillede mig tæt ind til Bill. ”I var jo ikke klar til at være forældre alligevel.” Heidi prøvede at trøste mig. ”Det ved jeg ligesom godt! Men vi havde lige forberedt os på det hele, og nu kan det bare være ligegyldigt.” ”Det vigtigste er, at I holder sammen nu.” ”Men..” Jeg gik lidt væk fra Bill og kiggede på alle tre. ”Jeg skal til at hjem.” Jeg susede ind på mit værelse og hentede mine ting. Jeg løb ud til bilen med mine ting, da Heidi kom susende efter mig. ”Bare kør,” hviskede jeg, da jeg så Bill komme løbende ud af døren. ”Hvad med Bill?” ”Glem det, bare kør..” Hun gjorde, som jeg sagde og kørte hen ad vejen. ”Jeg troede I fandt ud af det?” ”Det er måske bedst, at vi ikke finder sammen igen? Han ville jo ikke engang være sammen med mig, da han hørte, at vi skulle have et barn.” ”Det beviste han da lige for dig, at han ville?” ”Han ville ikke fra starten af, jeg måtte true med, at jeg ville flytte hjem. Jeg betyder ikke ligeså meget for ham som før vel,” sukkede jeg og kiggede ud af ruden. Det var en regnfuld dag, og jeg så regndråberne glide om kap ned ad ruden. ”Hold nu op! Du ved jo godt selv, at Bill elsker dig.” ”Ja ja..” Resten af turen hen til toget snakkede vi ikke sammen. ”Sig til Bill, at jeg elsker ham.” Jeg smækkede bildøren og gik hen mod indgangen. Nu måtte jeg bare væk fra det hele..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar