”Godmorgen.” Bill kiggede den anden vej, da han rejste sig op. ”Kunne du ikke sove i nat?” Han tog tøjet på, stadig uden svar. ”Vi er altså nødt til at snakke sammen om det her Bill, det nytter ikke noget det der.” Han kiggede forlegent ned i gulvet, da han tog sig sammen til at vende sig mod mig – dog stadig uden øjenkontakt. ”Hvad vil du have jeg skal gøre ved det?” ”Ja eventuelt være der for mig og støtte mig i det?” ”Det var jo bare en fejl Clara. Det var ikke meningen.” ”Nej det var sgu heller ikke lige min plan, at jeg ville blive gravid.” ”Nej men.. Det var også dumt af mig, nu hvor jeg er sammen med Amalie. Det er ikke fair overfor hende.” Han kløede sig nervøst i håret og smilede skævt til mig. ”Betyder det her intet for dig Bill?” ”Jo men.. Nej. Jeg burde ikke have været sammen med dig, jeg har jo en kæreste!” Jeg tog fat i hans hænder og kiggede på ham. ”Kig mig i øjnene og fortæl mig, at jeg ikke betyder noget for dig.” ”Hvad?” ”Sig det.” ”Men du betyder jo så meget,” sagde han lavt og kiggede genert ned i jorden. ”Du leger alt for meget rundt med mine følelser.. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Enten så vælger du at være sammen med mig og få barnet.. Eller også rejser jeg hjem til Danmark igen, så vi ikke skal ses.” Han kiggede underligt på mig, men så at jeg mente det. ”Jeg er ikke klar til at være far,” mumlede han for sig selv. ”Fint!” råbte jeg ad ham og kastede min kuffert op på sengen. ”Hvad nu?” ”Jeg vil hjem lige med det samme!” Jeg kastede arrigt alle mine ting ned i den, mens Bill så på og pakkede sine egne ting. ”Ja ja..” Vi gik ud til bilen uden at veksle et ord med hinanden. Vi så de to turtelduer står og kysse foran Toms bil. Hvis bare alt var så perfekt og dejligt som dem.
Turen hjem var forfærdelig. Den eneste gang, vi snakkede sammen var, da Bill spurgte om jeg var sulten. ”Nej!” havde jeg svaret arrigt. Var jeg nu for hård mod ham? Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst...
Da vi kom hjem, gik der ikke længe, før Amalie kom over. Hun irriterede mig sådan.. Hun skule bare gå så langt væk! Jeg satte mig ud på kantstenen foran huset og kiggede ned ad gaden. Heidi og Tom kom gående ud hånd i hånd og satte sig ved mig. ”Ved han det?” Jeg nikkede over mod Tom. ”Ja..” ”Hvad skal jeg gøre? Bill vil jo ikke være sammen med mig..” Jeg sukkede og kiggede skiftevis fra den ene til den anden. ”Snak med ham!” ”Selvfølgelig.. Jeg må prøve at tale ham til fornuft.” Jeg valgte at gå indenfor igen, da jeg så Bill og Amalie i sofaen. Hun var lidt dum, hun havde absolut ingen idé om, at Bill og jeg havde noget sammen, hvis vi stadig havde det. Jeg gik ind på gæsteværelset, hvor jeg lagde mig ned. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i.. Jeg begyndte at tænke tilbage til starten af sommerferien, hvor jeg kom herned for at besøge Mikkel. Hvor hurtigt alting ændrede sig. Jeg tænkte på, hvis jeg aldrig havde mødt Bill.. Så havde mit liv ikke været fuldendt, sukkede jeg for mig selv og lukkede øjnene. Bare dette var en ond drøm, som jeg kunne vågne op fra..
Da jeg vågnede igen næste morgen var Amalie taget hjem. Jeg måtte tale med Bill, jeg måtte vide, hvad der skulle ske. ”Bill kom lige med..” Vi fulgtes ud til bænken i haven, hvor solen skinnede på. ”Hvad gør vi?” Han kiggede udover landskabet og tog en dyb indånding. ”Jeg er stadig ikke klar til at blive far, jeg tror ikke jeg kan klare det.” ”Elsker du mig stadig Bill?” Jeg kunne se på ham, at han havde det dårligt med det spørgsmål. ”Du ved hvor højt jeg elsker dig.. Men du må kunne forstå, at jeg ikke kan klare det. Hvad med dig? Du har slet ikke sagt noget om det. Kan du klare det?” ”Jeg har jo ikke noget andet valg Bill. Nogen skal jo gøre det!” Han nikkede og fjernede blikket fra mig. ”Der er jo også alt det med bandet og det..” ”Jeg ved det.” Han lagde sin hånd på min og rykkede tættere på. ”Det må du virkelig undskylde.” Jeg rejste mig op. ”Hvad så?” ”Jeg rejser hjem i morgen Bill. Det bliver sidste aften sammen i morgen,” svarede jeg ham uden at kigge ham i øjnene. Jeg løb grædende indenfor, forbi Heidi og Tom og lige ind på mit værelse. ”Er du okay?” Heidi lukkede døren efter sig og satte sig ved mig i sengen. ”Det kan man ikke påstå... Jeg rejser tilbage til Danmark i morgen Heidi, det bliver sidste dag her i morgen.” Hun kiggede på mig med et trist ansigt, der bestemt ikke hjalp. ”Hold op Heidi, du må ikke græde.” ”Undskyld.. Men du skal blive sammen med Bill!” ”Desværre er det ikke sådan, jeg ville ønske det var..” Jeg tørrede en tåre væk fra min kind og kiggede mig i spejlet. ”Hvorfor vil Bill ikke have mig?” ”Han elsker dig, det ved du.. Jeg tror bare det hele er for meget for ham nu..” Jeg dumpede igen ned på sengen. ”Åh altså..” ”Clara det skal nok gå. Jeg er her for dig.” Hun klappede på på låret og forsvandt. ”Men hvad med Bill?” hviskede jeg til døren, der blev lukket i foran mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar