”Hvad blev der af Tom?” spurgte Fie pludselig. ”Hvorfor tog han ikke dig med Heidi?” Jeg grinte af hende. ”Vi er ikke sammen længere!” ”Det kunne du da godt have sagt noget før” Jeg kiggede rundt på forsamlingen. Der var blevet så stille nu. ”Freaks” jeg blev pludselig træt og besluttede mig for, at smide mig på sofaen i ti minutter..
”Heidi, vågn op!” råbte Clara. Bill farede frem og tilbage og ledte efter et eller andet. ”Hvad fanden sker der?” spurgte jeg og tog mig til hovedet. At blive vækket på denne måde gav mig altid hovedpine. ”Tom har fået en omgang tæv” ”Så kan han sgu lære det” smilede jeg. Bill kiggede ondt på mig. ”Jeg har taskerne nu. Sørg for at få hende den fulde med” Han gik ud til bilen. ”Jeg er ikke fuld længere!” protesterede jeg. Clara tog mig under armen og vi gik med ham. ”Hvor er han henne?” jeg blev nu lidt bekymret. ”Han fik fat i mor og hun fik ham på hospitalet” Bill gassede op og efter et kvarter var vi henne på hospitalet. ”Skal jeg gå med op?” spurgte jeg. ”Han vil nok lyse op hvis han så dig” Jeg havde nu stadig mine tvivl, men gik med dem. En masse paparazzier stod udenfor og tog billeder af os. Jeg havde lyst til at udføre en masse karatespark på dem, men desværre kunne jeg ikke hitte ud af sådan noget. Og at give dem fingeren ville nok heller ikke være en smart idé. Det bedste ville nok være at ignorere dem, selvom det var svært.
”Hej børn” Simone stod ude på gangen, hvor Toms værelse lå, for at tage imod os. ”Hej mor!” råbte Caroline og løb hen i hendes favn. ”Hej skattebasse” smilede Clara og tog hende op. ”Hej” sagde vi i kor til Simone. ”Gå i bare derind. Jeg bliver her og venter på Gordon” Bill bankede stille på døren og gik så ind. Han farede hen til Tom, gav ham titusinde kram og begyndte så at spørge om hvad der var sket. Inden han begyndte gav han Clara et kram. Jeg satte mig i den stol længst væk fra ham. Jeg kunne dog stadig høre hvad der blev sagt. ”De sagde til mig, at man ikke sagde nej til sådan en pige som Lise..” Tom kiggede på mig, da han nævnte hendes navn. ”De spurgte hvorfor og sådan, og da jeg ikke gad dem længere og bad dem om at skride, fik jeg et slag lige i hovedet og sådan fortsatte de” De stod længe og snakkede om det. ”Vil i ikke gå ud?” Bill og Clara nikkede. Jeg vidste ikke rigtigt om jeg skulle følge med dem eller blive siddende, han havde jo kun talt til dem. Åh shit, hvad nu hvis han ville snakke med mig? ”Heidi?” Det ville han så. Jeg gik hen til ham og kiggede ind i de flotte brune øjne. ”Undskyld..” Jeg trak på skuldrene. ”Jeg er frygteligt ked af det” ”Jeg er ked af det der er sket med dig, men det du gjorde, er nu stadig utilgiveligt” han nikkede forstående og jeg gik ud igen. Nu skulle jeg bare hjem! Hvor det så end var..
”Har du snakket med lægen?” Min mor kom gående ind med Gordon i hånden. ”Ja” hun smilede, men fortsatte ikke. ”Og hvad sagen lægen så?” ”At hvis du skal hjem, så skal du ikke være alene” ”Kan jeg komme med jer hjem?” Min mor kiggede hurtigt på Gordon og så på mig igen. ”Vi rejser jo i morgen tidlig, skat” ”Jeg gider ikke være her længere..!” ”Snak med Bill. Han står ude på gangen og venter på han kan komme ind” Som om jeg nogensinde ville komme hjem til dem. Der var ikke andre muligheder og jeg kunne egentligt ikke forestille mig ham sige nej alligevel. ”Okay” smilede jeg. Mor og Gordon sad længe og snakkede om deres rejse til Frankrig. De glædede sig sådan. ”Vi tager af sted nu. Og vi skal nok sende de andre ind” sagde Gordon. Vi sagde farvel, de gik og de andre kom ind. ”Kan jeg ikke nok få lov til at tage med jer hjem?!” Bill grinte af mig. Hvad var det der var så sjovt? ”Selvfølgelig må du det!” sagde Clara så endelig. Jeg kiggede over på Heidi. Hun så ikke glad ud og jeg forstod det godt. ”Pak dine ting, så vi kan tage af sted” sagde Bill. Jeg rejste mig op og begyndte at klæde om til almindeligt tøj. ”Clara.. jeg tager tilbage til Danmark i morgen..” hørte jeg Heidi hviske. Jeg kiggede derover. Clara kiggede hurtigt på mig og tilbage til Heidi igen. ”Er du sikker Heidi?” spurgte Clara. Hun nikkede. Jeg blev så knust. Hun måtte ikke forlade landet, så ville jeg aldrig få chancen for at få hende tilbage..
”Er du klar, Tom?” ”Hvad?” Bill stod og kiggede på mig. ”Er du klar?” ”Ja.. Ja, jeg er klar” smilede jeg. Bill tog de ting jeg havde. Jeg havde et trykket ribben og det gjorde sindssygt ondt hver gang jeg bevægede mig. Og jeg havde også ondt i hovedet. Lægerne kunne dog sige med sikkerhed, at jeg ingen hjernerystelse havde fået.
”Skal du have hjælp til at komme ind i bilen?” spurgte Clara. Jeg rystede på hovedet og fik mig møvet ind. Bill tændte bilen og på vej hjemad var vi. Jeg sad og kiggede på Heidi, som bare kiggede lige ud. Pludselig drejede hun hovedet og stirrede på mig. Var det et smil jeg fornemmede på hendes læber? Jeg kunne intet sige. Efter et kvarter i bilen var vi tilbage ved huset. Det hus som Bill og jeg havde delt, inden jeg flyttede sammen med Heidi.
”Vil I have en kop kaffe?” Clara gjorde kaffen klar. ”Ja tak!” sagde Heidi. ”Ja tak skat. Jeg lægger lige Caroline i seng”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar