"Jeg vil ikke høre det, hvis du ikke mener det!", sagde hun til ham. "Hvad så, hvis jeg mener det?" Hun følte ikke længere, at denne dreng, som hun engang elskede, var den samme mere. Han stod overfor hende og så arrogant ud. Berømmelsen var steget ham til hovedet. Og nu hvor han kunne få alt han ville, sårede han alle omkring sig; alle han elskede.
"Så ville du aldrig have gjort det!!" råbte hun i hovedet på ham. Han sank klumpen i halsen, for han var jo godt klar over, at det passede.
"Jeg syns du skal gå din vej!" Han kiggede forbavset på hende, hvorefter han begyndte at grine. "Du er godt klar over, at jeg bor her, ikke?" Hun rejste sig op og forlod rummet. Hun håbede, at han på et tidspunkt ville indse, at det han var blevet var forfærdeligt. Ikke længe gik der, før der blev banket på døren ind til værelset. Hun besvarede det ikke, men forsatte med at pakke sin taske. Han trådte ind og kiggede forvirret rundt.
"Jeg bliver hentet om lidt" Han forsatte med at kigge forvirret på hende, mens hun bare pakkede sine ting. Hans T-shirt røg ud af hendes skab - den T-shirt hun sov i, første gang de sov sammen. Det var hans favorit, som han efterfølgende havde givet hende.
"Her!" Hun kastede den hen til ham. "Jeg vil ikke have den" Han kiggede hende ind i øjnene. "Den minder for meget om dig.." "Den har jo ligesom også været min det sidste halvandet år!" "Det er stadig din.." Hun ignorerede det ham og smed de sidste par ting fra skabet i tasken.
"Hvor tager du hen nu så? Bliver du i Tyskland?" "En veninde.." "Bliver du i Tyskland?" "Indtil videre, ja" "Jeg er ked af det.." "Det skulle du have tænkt på noget før!" Hun gik ud på toilettet og låste døren. Tårerne kunne hun ikke længere holde tilbage og hun satte sig ned af døren. "Hey! Smukke?" Han bankede på døren. "Gå din vej" fik hun fremstammet. Hun hørte, at han gled ned af døren på den anden side.
"Undskyld! Jeg er så ked af jeg gjorde det!" "Lad være. Du.." Hun trak vejret tungt at par gange. "Det går ikke mere" "Men jeg elsker dig jo" Hun rejste sig op og pakkede tingene fra badeværelset ned. Da hun åbnede døren lå han der. Hun trådte over ham. Det gjorde ondt, at se ham sådan, men nu var det tid til hende selv. Hun kunne ikke blive ved med at blive såret af ham. Hendes hjerte nåede aldrig at hele, før han igen knuste det. Smerten kunne hun ikke længere holde til.
En bil kørte ind i indkørelsen. Hun gik, med tunge skridt, ned for enden af trappen. "Er du okay?" Hun gav sin veninde, Sofie, et kram" "Nej" Hun smålo kort. "Han er ovenpå. Græder" Sofie rullede med øjnene. "Svin" "Jeg går op og siger farvel" Sofie kiggede undrende på hende. "Det er for min egen skyld. Jeg bliver nødt til det" "Heidi?" Hun vendte sig om. "Lov mig, at gøre det kort. For din skyld" Heidi ignorerede hende og gik ovenpå.
Han sad der stadig - det samme sted som hun havde forladt ham. Han kiggede op på hende. Hun satte sig på knæ foran ham og tog hans hænder. "Jeg tager med Sofie nu" Hun kyssede ham på panden. "Du må ikke forlade mig" Hun aede hans kind og forlod igen rummet. Hun kunne stadig dufte ham og den duft ville være der for altid - hun ville altid elske ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar